ZBC-Ringsted henvendte sig til Ringsted Kommune i efteråret 2017, med ønske om at indgå dialog om at drive 10. klasse i Ringsted.
Børne- og undervisningsudvalget drøftede sagen på møde den 10-03-2108 med henblik på en afdækning af, om driften af 10. klasse kan organiseres anderledes for at skabe større kvalitetsmæssig udbytte samt at inddrage erfaringer fra Næstved Kommune, som havde indgået en driftsaftale med ZBC om driften af 10. klasse. I sagen skitseredes en plan for denne afdækning og det blev besluttet, at sagen skulle genoptages, når der forelå en evaluering af 10. klassetilbuddet i Næstved.
På Byrådsmødet den 08-04-2019 drøftedes sagen med baggrund i tilsynsrapporter, nøgletal fra ZBC samt indsamlede erfaringer fra andre kommuner, der har indgået driftsaftale med en erhvervsskole. Endvidere blev den i Folketinget netop indgåede aftale ”Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden” præsenteret. Aftalen blev vedtaget af Folketinget den 30-03-2019.
Byrådet besluttede:
1.at dialogen med ZBC-Ringsted med henblik på eventuel indgåelse af driftsoverenskomst for kommunens 10. klasse undervisningstilbud fortsætter
2.at sagen genoptages, når der foreligger en udmøntningsplan for aftalen benævnt ”Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden” og der er gennemført drøftelser og eventuelle forhandlinger om forslag til en driftsoverenskomst fra skoleåret 2020/2021 med ZBC-Ringsted.
Der foreligger nu en ministeriel udmøntningsplan (bilag 1), der tidmæssigt beskriver lovproces, udviklings- og analysetiltag, dialoger og afrapportering, og der er drøftelser i gang med ZBC-Ringsted.
Det er en national uddannelsespolitisk målsætning, at alle 25 årige skal have gennemført en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse. Med erhvervsuddannelsesreformen blev der yderligere målsat, at mindst 25 % skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9- eller 10. klasse. Og andelen skal op på mindst 30 % i 2025.
I Ringsted Kommune er 84,9 af de unge som forlod folkeskolen i 2017 i gang med en ungdomsuddannelselse 15 måneder efter grundskolen. (Bilag 2 ”Hvor mange af jeres elever er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. kl?”)
Ringsted Kommune er godt med for så vidt angår andelen af elever, der har valgt en erhvervsuddannelsen (EUD), idet Ringsted Kommune både i 2017 og 2019 lå over landsgennemsnittet for 9. og 10. klasse – og for 10. klasse alene. (Bilag 3 ”Tilmelding til ungdomsuddannelser efter 9. og 10. klasse i 2017, 2018 og 2019)
De nationale mål for valg af en erhvervsuddannelse på henholdsvis 25 % i 2019 og 30 % i 2025 er dog endnu ikke nået.
I dag har 10. klassecenteret et samarbejde med ZBC-Ringsted om EUD10, der er et forløb, hvor den obligatoriske del af 10. klasse foregår i 10. klassecentret og den valgfrie del foregår på en erhvervsuddannelse – samt om EUX10, der er et forløb, hvor 10. klasse kombineres med 1. del af grundforløbet på en erhvervsuddannelse.
Ifølge undervisningsministeriet vil flere elever vælge at fortsætte på en erhvervsuddannelse når 10. klasse er placeret på en erhvervsskole. (Bilag 4 ”Søgning til erhvervsuddannelserne efter 10. klasse”)
Ringsted kommune er forpligtet til at tilbyde den almindelige 10. klasse jf. folkeskolelovens § 19 b-d. Kommunen er endvidere forpligtet til at tilbyde den mere erhvervsrettede eud10, jf. folkeskolelovens § 19 j, ved siden af den almindelige 10. klasse. Kommunen kan indgå driftsaftale om driften af både den almindelige og den erhvervsrettede del med en erhvervsskole. Kommunen kan også indgå en driftsaftale med en erhvervsskole og samtidig fastholde det kommunale tilbud. Nedenfor skitseres de to muligheder i en model 1 og en model2.
Model1
Både den almindelige 10. klasse og den erhvervsrettede del varetages via en driftsoverenskomst af erhvervsskolen ZBC-Ringsted.
Model2
10. klasseundervisningen fastlægges som en kombination, hvor den almindelige 10. klasse varetages af Ringsted Kommunes 10.klassescenter og den erhvervsrettede del varetages af erhvervsskolen ZBC-Ringsted via en driftsaftale.
I forbindelse med drøftelserne med ZBC-Ringsted, orienterede ZBC-Ringsted om foreløbige erfaringer og nøgletal fra deres samarbejde med Næstved Kommune (med hvem der er indgået en driftsoverenskomst) følgende:
- At elevoptaget steg fra skoleåret 2016/17 til skoleåret 2017/18 (hvor ZBC overtog driften af 10. klasse) fra 130 elever til 170 elever – og elevtallet har sidenhen været stabilt på ca. 170 elever.
- At karaktererne ved afgangsprøverne i 2018/19 målt i forhold til skoleåret 2016/17 (hvor Næstved Kommune selv drev 10. klasse) er steget i skriftlig dansk, skriftlig matematik, mundtlig matematik og mundtlig engelsk – men faldet i mundtlig dansk og skriftlig engelsk.
- At andelen af elever, der opnår karakteren 02 i dansk og matematik er steget.
- At andelen af 10. klasseelever, som søger en erhvervsuddannelse (EUD), er steget.
- At fraværsprocenten er steget fra 8,9 % i 2017/18 til 9,3 % i 2018/19.
- At andelen af elever fra 10. klasse, som ikke er uddannelsesparate er steget fra 11.7% i 17/18 til 14,6% i 18/19
Nøgletallene fra ZBC ligger som bilag 5.
Odsherred kommune har erfaring med at henlægge 10. klassen til en erhvervsskole. Af ”Uddannelsesregnskab” fra Odsherred Kommune (bilag 6) fremgår det at søgningen til en erhvervsuddannelse stiger når 10. klasse tages på en erhvervsuddannelsesinstitution stiger. Andelen der søgte erhvervsuddannelse i Odsherred er således mere end fordoblet fra 24% 15/16 til 49% 17/18.
Det fremgår af en rapport fra Rambøll/Qvarts (bilag 7), at elever der går på en 10. klasseordning, hvor der er et tæt samarbejde med en erhvervsuddannelse også har en stigende tilbøjelighed til at påbegynde en erhvervsuddannelse efter 10. klasse. Dette understøttes af ZBCs nøgletal.
Rapporten viser ligeledes, at elever, der går på en 10. klasseordning med tæt samarbejde med en erhvervsskole udviser en positiv udvikling i deres faglige niveau i matematik, mens der i den faglige udvikling i dansk ikke ses en signifikant udvikling. ZBCs nøgletal viser en positiv udvikling i skriftlig dansk og matematik samt i mundtlig matematik og engelsk, men en negativ udvikling i mundtlig dansk og skriftlig engelsk. ZBC’s nøgletal viser dog, at andelen af elever, der opnår karakteren 02 i dansk og matematik er steget. Der er ikke et entydigt svar på, hvad der sker med fraværsprocenten, når 10. klasse er placeret på en erhvervsskole, men af ZBCs nøgletal fremgår det, at den er steget
Den tidligere omtalte landspolitiske aftale ”Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden” er som nævnt ved at blive implementeret. Planen indbærer blandt andet nedsættelse af et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan 10. klasse indholdsmæssigt kan rettes imod erhvervsuddannelserne og i større omfang end i dag placeres på erhvervsskolernes lokaliteter. Ekspertudvalget har endnu ikke afgivet rapport/anbefalinger – det forventes at ske i foråret 2020.
Planen indebærer endvidere mulighed for pengepræmie til kommuner og erhvervsskoler ved indgåelse af driftsoverenskomst vedrørende drift af 10. klasseundervisning for hovedparten af kommunens 10. klasseelever.
Endelig indebærer planen, at undervisningsministeriet udarbejder en vejledning til kommuner og erhvervsskoler til indgåelse af driftsoverenskomst. Denne vejledning er endnu ikke udarbejdet og udsendt.