Ringsted Kommune har tilmeldt sig tilfredshedsmåling på sager, der behandles i søge portalen Byg og Miljø. Undersøgelsen gennemføres af KL og blev igangsat i maj 2018. Der har været en svarrate på ca. 14 % (51 besvarelser ud af 379 byggesager i perioden).
Undersøgelsen kan anvendes som ledelsesinformation og medvirke til at danne et samlet billede af tilfredsheden med den kommunale service på byggesagsområdet. Der er i undersøgelsen også mulighed for at opnå input til at målrette indsatsområder i forhold til, hvad ansøgere ønsker forbedret, eller som vi skal fortsætte med at have fokus på.
Selve tilfredshedsmålingen består af et standardiseret og anonymt spørgeskema, hvor administrationen undersøger brugerens tilfredshed med den overordnede service, sagsbehandlerens faglighed og adgangen til forhåndsdialog, sagsbehandlingstid, vejledning i forbindelse med sagen mv. Spørgeskemaet bliver udsendt via et modul for brugerundersøgelser i Byg og Miljø-systemet, som automatisk sender spørgeskemaet, når kommunen træffer afgørelse i sagen.
KL har udarbejdet en rapport ud fra de besvarelser, der er givet i perioden mellem maj og december 2018. Ringsted Kommune ligger over det gennemsnitlige antal svar på undersøgelsen i de 19 kommuner, der har anvendt tilfredshedsmålingen. Selvom der er indarbejdet benchmarking mellem de 19 kommuner i rapporten fra KL (bilag 1), så har administrationen valgt at se bort fra dette i denne orientering grundet usikkerhed i sammenligningsgrundlag, som KL også fremhæver i rapporten.
Rapporten beskriver generelt en stor tilfredshed i besvarelserne i forhold til både sagsbehandlingstid, dialogen med administrationen og den faglig kvalitet. 77 % af besvarelserne angiver, at de er enten tilfredse eller meget tilfredse med sagsbehandlingen. Heraf er 43 % af besvarelserne meget tilfredse.
Generelt kan der i rapporten læses mange rosende ord i besvarelserne, som omfatter den konkrete sagsbehandling på byggesagsområdet. KL fremhæver selv i deres rapport, at det er meget usædvanligt, at så få respondenter beskriver lang sagsbehandlingstid i de tilknyttede kommentarer, og at så mange respondenter roser sagsbehandlingstiden.
Rapporten viser dog også, at der er 11 besvarelser, hvor der er angivet utilfredshed med sagsbehandlingstiden. De 11 besvarelser svarer til cirka 21 %.
Der er 6 besvarelser, som har angivet den samlede vurdering af behandling af sagen til utilfreds eller meget utilfreds. En af disse besvarelser er ikke en byggesag, og en anden besvarelse angiver i en tilknyttet kommentar stor tilfredshed med sagsbehandlingen. Det antages derfor at være en fejlregistrering som utilfreds. Kommentarerne fra de resterende fire besvarelser omhandler ønsker om bedre forventningsafstemning til modtagelse af en byggetilladelse, mere personlig kontakt og utilfredshed med hvad der er oplevet som unødig dokumentation i sagen.
Kommentarerne tilknyttet de enkelte besvarelser i undersøgelsen kan læses i bilag 2.
Der er indgået aftale med KL om at fortsætte tilfredshedsmålingen i 2019.