Beslutningen i denne sag kan medføre, at der skal oprettes en sag om salg af kommunens faste ejendom. Denne type sager behandles normalt som lukkede dagsordenspunkter, da de indeholder fortrolige oplysninger. Nærværende sag behandles dog som et åbent punkt, da der ikke gives oplysninger, der kan påvirke en kommende salgssag. En eventuel kommende salgssag vil blive behandlet som et nyt lukket dagsordenspunkt.
Den 6. oktober 2014 besluttede Byrådet (pkt. 19), at Ridehallen beliggende Regimentet 5, 4100 Ringsted, skulle udbydes til salg, da der var modtaget en konkret henvendelse om køb af ejendommen. Handlen blev dog trukket tilbage i 2018.
En ejendom som Ridehallen, har ikke godt af at henstå ubrugt. Det er derfor væsentligt, der tages stilling til, hvad der skal ske med bygningen, således at den ikke ender som en ruin.
Der er to muligheder: Enten afhænder Ringsted Kommune ejendommen, og udbyder den til salg i en offentlig budrunde. Alternativt beholder Ringsted Kommune ejendommen, med henblik på at renovere bygningen og anvende den til et konkret formål.
Bygningen er opført i 1914 og rummer 956 m2 fordelt på 2 store lokaler. Billeder af ejendommen fremgår af Bilag 1.
Planmæssigt er ejendommen omfattet af lokalplan 198, Skole i Kasernebyen og er udlagt til offentlige formål, såsom skole, fritids- og kulturinstitutioner samt dertil knyttede funktioner, leje- opholds- og parkeringsarealer. Dette betyder, at ejendommen ikke for nuværende kan benyttes til erhvervs- eller boligmæssige formål. Ønskes ejendommen afhændet, vil det derfor formentligt kræve en ny lokalplan, der kan muliggøre en relevant benyttelse for køber.
Grundarealet er 2.500 m2. Ejendommen er anvist med rød markering i kortet nedenfor.
Den aktuelle offentlige vurdering er 4.400.000 kr.
Ringsted Kommune købte ejendommen i 2001, som en del af en større handel vedrørende kasernens ejendomme til i alt 29.862.052 kr. Sidenhen er Ridehallen blevet udmatrikuleret. Der findes derfor ikke en eksakt købspris for lige præcis Ridehallen alene.