TMS Ringsted har henvendt sig (bilag 1), fordi de overvejer at udskille TMS Ringsted Herre 1, Herre 2 og U19 (herreeliteholdene) i et selskab med eksterne investorer.
Administrationen har oplyst TMS Ringsted om, at ved at overgå fra en folkeoplysende forening til et eventuelt fremtidigt selskab vil selskabet bag TMS Ringsted skulle betale leje til Ringsted Sportscenter efter den takst, som Byrådet har vedtaget, da udlejen skal ske på markedsvilkår.
Taksten for leje af en hal i Ringsted Sportscenter i 2019 er kr. 587 pr. time. Taksten er fastsat af Byrådet.
TMS Ringsted har opgjort deres samlede, forventede timeforbrug til Herre 1, Herre 2 samt U19 til 447,5 timer pr. sæson.
Efter de gældende takster vil det betyde, at et selskab bag TMS Ringsted skal betale kr. 262.682,50 i halleje.
TMS Ringsted foreslår i deres henvendelse, at et selskab bag TMS Ringsted betaler kr. 100.000 for selskabets samlede halleje i Ringsted Sportscenter.
Til sammenligning har Ringsted Sportscenter i forlængelse af etableringen af IKA Ringsted i 2014 indgået en aftale med selskabet bag IKA Ringsted om leje af hallerne til træning til en pris på kr. 250 pr. time, da der er tale om en fast leje over en længere periode. Denne aftale er ved en fejl indgået administrativt og skulle have været forelagt Byrådet, da der er tale om en ændring i forhold til det vedtagne takstblad.
Administrationen foreslår, at samme model kan anvendes ved en aftale med et selskab bag TMS Ringsted. Såfremt et selskab bag TMS Ringsted anvender 447,5 timer pr. sæson vil den samlede udgift dermed blive kr. 111.875 kr. i halleje.