På Byrådsmødet den 14. januar 2019, pkt. 10, blev det besluttet at igangsætte en trafikundersøgelse af Nordre Ringvej fra Roskildevej til Klostervangen.
Som en del af trafikundersøgelsen er både kapacitetsproblematikken og uheldsproblematikken undersøgt. Herudover er der også undersøgt muligheden for, at busstoppestedet på Nordre Ringvej, fra rundkørslen mod motorvejen, flyttes eller at der sker en bedre udnyttelse af vejbanen.
Rådgivers analyse fremgår af bilag 2. Administrationen vil gerne fremhæve særlige problemstillinger herunder:
Busstoppestedet i starten af Nordre Ringvej
På baggrund af passagertællinger fra Movia fremgår det, at 78% af de passager der står af på stoppestedet kommer med bus 401A. De resterende 22% er fordelt ud på busserne 240, 405, 415 og 540. Som besluttet i Byrådet den 14. januar 2019, er der undersøgt et alternativ til busstoppestedets nuværende placering, om der kan anlægges et nyt busstoppested ud for Ringstedet på Klosterparks Alle, se bilag 1. Undersøgelsen viser, at det er muligt, at placere et nyt stoppested det pågældende sted. Denne placering vil medfører, at rejsetiden vil øges med 1 minut i hverdags situationen og ca. 2,5 minutter i myldretiden, for de busser der i så fald bliver flyttet. Rådgiver vurderer omkostningerne til rådgivning og anlæg til et nyt busstoppested til at koste ca. 1,5-2,0 mio. kr. ekskl. interne omkostninger.
Uheldsproblematik
Rådgiver har udarbejdet en uheldskortlægning for at finde ud af om der er visse lokaliteter i trafikundersøgelsen, som kræver særlig årvågenhed ift. at nedbringe antallet af uheld. Alle kryds samt rundkørslen har registreret uheld i perioden 2013 – 2017. De fleste lokaliteter er med uheld hvor der ikke er et gennemgående tema i uheldene. Administrationen vil dog gerne fremhæve to steder i uheldskortlægningen, som kræver særlig opmærksomhed.
Det ene er krydset v. Nordre Ringvej / Roskildevej / Holbækvej, hvor der er sket seks uheld i perioden 2013 – 2017. Tre af uheldene er sket med en ligeudkørende cyklist/knallert og en højresvingende billist ind mod Hesteskoen (Fakta). Rådgiver foreslår, at græsrabatten mellem cykelstien og vejen fjernes, så cyklisterne kommer tættere på bilerne og dermed bliver mere synlige. Rådgiver vurderer omkostningerne til rådgivning og anlæg med at fjerne græsrabatten har en omkostning på mellem 0,35 – 0,5 mio. kr. ekskl. interne omkostninger.
En mere sikker men samtidig dyrere løsning kan være, at etablere et højresvingsspor, så højresvingende bilister ikke føler sig presset til, at foretage et højresving uden at orientere sig om der er ligeudkørende cyklister. Anlægsomkostningerne på denne løsning er ikke beregnet.
Det andet kryds er krydset v. Amtstue Allé / Nordre Ringvej. Der er registreret ti uheld i krydset i perioden fra 2013 – 2017. Heraf har ni af uheldene været venstresvingende trafikanter der er kørt ind foran modkørende. Alle ni uheld er sket hvor den venstresvingende har skulle køre ind på enten Klostervangen eller Amtstue Allé. I perioden fra 2018 – 31. marts 2019 er der registreret yderligere fire uheld i krydset, med venstresving ind foran modkørende. På den baggrund foreslår rådgiver, at der etableres en løsning, med bundne venstresving. Det betyder, at venstresvingende trafikanter på Nordre Ringvej får tildelt deres egen fase i signalet. Dermed kan venstresvingende afvikles uden konflikter for modkørende. Det vil fjerne risikoen for, at venstresvingende kører ind foran modkørende. Det vil dog have den konsekvens, at trafikafviklingen i krydset forringes. Rådgiver har ikke udarbejdet et anlægsoverslag på denne løsning. Det skyldes, at der er flere uafklarede problemstillinger, som ikke er inkluderet i denne analyse, f.eks. mulig ekspropriation.
Kapacitetsproblematik
Rådgiver har udført en række trafiktællinger i eftermiddagstrafikken. På baggrund af disse har rådgiver simuleret forskellige løsninger som vil kunne løsne op på de nuværende kapacitetsproblemer i eftermiddagstrafikken. Afslutningsvis er trafikmængderne fremskrevet efter Vejdirektoratets anvisninger og med de forventede påvirkninger forskellige udbygningsprojekter må forventes at medføre. De pågældende udbygningsprojekter er: Udvikling af Eventyrvej, Biograf i Ringstedet, Udvidelse af Ringsted Outlet, nye boliger omkring Klosterparks Allé og Arealet bag Falck.
Denne trafikundersøgelse må ikke forveksles med trafikundersøgelsen udført af COWI på vegne af Ringsted Outlet.
Rådgiver har undersøgt følgende løsningspakker for den nuværende trafiksituation.
Den lille pakke.
Buslommen på Nordre Ringvej forskydes ud for vejtraceet og afmærkningen (spærrefladerne) omkring buslommen fjernes sådan, at der er to lige ud spor i retning mod motorvejen. Rundkørslen tilpasses sådan, at bilister i det yderste spor tvinges ud mod motorvejen. Fastholdes busstoppestedet bør der opsættes hegn i midterrabatten for, at hindre fodgængerkrydsninger over Nordre Ringvej ud for busstoppestedet.
Tiltagene vil lette trafikafviklingen i rundkørslen, men øger presset på trafikafviklingen i krydset ved øst afkørslen til motorvejen. Rådgiver vurderer omkostningerne til rådgivning og anlæg til ca. 2,45-3,00 mio. kr. ekskl. interne omkostninger.
Den mellem store pakke.
Denne pakke er et supplement til den lille pakke. Her anbefaler rådgiver, at der anlægges to lige ud spor mod nord gennem krydset ved øst afkørslen til motorvejen. Det forskyder svingbanen til motorvejs tilkørslen og medfører at fortovet skal nedlægges i broens østlige side. Fodgængere vil efterfølgende kun kunne krydse motorvejen på broens vestlige side. Der vil fortsat være cykelsti i broens østlige side. Svingbanens længde vil endvidere blive ca. halveret. Rådgiver anbefaler, at der udarbejdes et projektforslag for løsningen inden der træffes endelig beslutning om gennemførelsen af dette tiltag, herunder en undersøgelse af morgen trafikafviklingen. Endeligt forslår rådgiver, at signalet i krydset Nordre ringvej/Roskildevej/Holbækvej optimeres.
Tiltagene vil lette presset på trafikken i nordligretning hen over motorvejen, men det vil give en lille forøgelse af trafikbelastningen i krydset Nordre ringvej/Roskildevej/Holbækvej.
Rådgiver vurderer omkostningerne til rådgivning og anlæg til ca. 4,9-9,0 mio. kr. inkl. den lille pakke og ekskl. interne omkostninger. Den store usikkerhed er et udtryk for, at det kan være nødvendigt, at forskyde vejbanerne i begge retninger ved det sydlige kryds over motorvejen.
I den fremtidige trafiksituation vil alle de forslåede tiltag stadig være virksomme, dog vil trafikforøgelsen forringe trafikafviklingen voldsomt og ud over det acceptable. For at bedre den fremtidige trafik vil det kræve en ombygningen af rundkørslen til et stort lyskryds, meget alá krydset der lå der før rundkørslen. Omkostningerne ved en ombygning til et lyskryds er svær at vurdere, med anslås til mellem 20 og 30 mio. kr.
Trafikundersøgelsen viser, at behovet for et lyskryds først kommer i forbindelse med udviklingen af arealet bag Falck. Trafikforøgelsen fra de øvrige udviklingsområder påvirker ikke trafikafviklingen i større grad end, at den mellem store pakke kan håndtere trafikforøgelsen om eftermiddagen.