Som alle andre kommuner har Ringsted Kommune modtaget en skriftlig orientering fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om bindende kommunale folkeafstemninger. Orienteringen blev lagt på Byrådsportalen den 8. august og vedlægges denne sag som bilag 1.
De mest centrale hovedtræk for bindende kommunale folkeafstemninger beskrives nedenfor.
Beslutningen om at udskrive en bindende kommunal folkeafstemning træffes af Byrådet ved simpelt flertal. Beslutningen kan træffes uden den har været udvalgsbehandlet.
En beslutning om, at der skal udskrives folkeafstemning skal være en beslutning som træffes inden der træffes beslutning i hovedsagen. Der skal altså først træffes beslutning om, at beslutningen skal undergives folkeafstemning og dernæst skal der træffes beslutning i selve sagen. Beslutningen om bindende folkeafstemning udgør således ikke en selvstændig sag, men er et vilkår for den beslutning, som skal træffes. Der skal tages stilling til datoen for folkeafstemningen samt formuleringen af teksten på stemmesedlen på det møde, hvor beslutningen træffes.
De beslutninger som kan sendes til folkeafstemning er beslutninger, som er omfattet af Byrådets kompetence. Der er dog visse undtagelser. Der kan ikke udskrives bindende folkeafstemning om eksempelvis skatter, afgifter og gebyrer, beslutninger der afgør en sag over for en enkelte fysisk eller juridisk person med mindre beslutningen afgøre en sag over for kommunen selv eller et selskab, hvori kommunen har bestemmende indflydelse.
Beslutningen om at sende noget til folkeafstemning er bindende. Dvs. når først, Byrådet har besluttet det, kan beslutningen ikke fortrydes – heller ikke ved en ny byrådsbeslutning. Der skal forløbe min. 2 måneder og maksimum 6 måneder fra beslutningen er vedtaget til afholdelse af folkeafstemning. I denne periode står Byrådets beslutning i sagen ved magt.
Resultatet af folkeafstemningen er ligeledes bindende inden for valgperioden og kan i denne periode kun omgøres ved en ny folkeafstemning.
Forslag om bindende folkeafstemning betragtes som et ændringsforslag og kan fremsættes frem til tidspunktet for afstemning af den tilgrundliggende beslutning. Forslaget skal i så tilfælde ikke udvalgsbehandles.
En bindende kommunal folkeafstemning afholdes i vidt omfang efter de almindelige regler om kommunale og regionale valg. Det medfører bl.a., at der ikke kan afholdes digitale valg og at ressourceforbruget til afholdelse af bindende kommunale folkeafstemninger må antages at være sammenlignelig med forbruget i forbindelse med øvrige valg.
De direkte omkostninger til afholdelse af en folkeafstemning anslås, at beløbe sig til mellem 700.000-1.000.000 kr. Overslaget er beregnet på baggrund af den viden Ringsted Kommune har om omkostningerne for afholdelse af valg i øvrigt. Hertil kommer administrationens tidsforbrug ud over tidsforbruget forbundet med den direkte valghandling.
Der er tale om almindelig simpel afstemning, og der er således ikke krav til valgdeltagelse.
Byrådets forretningsorden indeholder de processuelle regler for Byrådets arbejde og bidrager til at undgå, at tvivl og konfliktsituationer opstår. Da den nye mulighed for bindende folkeafstemninger i høj grad er processuelle regler, foreslås det at indføje de grundlæggende retningslinjer for vedtagelsen af beslutning om afholdelse af bindende folkeafstemninger i Byrådets forretningsorden.
Udover afsnittet med bindende folkeafstemninger foreslås det at ”jfr.” rettes til ”jf.” i overensstemmelse med nutidig dansk retstavning.
Som bilag 2, vedlægges udkast til revideret forretningsorden. Ændringsforslagene er markeret med rødt.
Ændringer af forretningsordenen skal vedtages af Byrådet i to på hinanden følgende møder jf. forretningsordenen § 16, stk. 2