Bilag 4 er lukket da det indeholder oplysninger om de enkelte lodsejeres aftaler og da det indeholder personfølsomme oplysninger.
Byrådet besluttede den 11. marts 2019, punkt 13, at igangsætte ekspropriationsproces for vejudlæg i forbindelse med byggemodningen af erhvervsområde ved Jordemodervej.
Der blev afholdt åstedsforretning ved byrådsmedlem Torben Lollike torsdag den 11. april 2019. Forud for åstedsforretningen var der indgået aftale med en grundejer, se Bilag 4. På selve dagen for åstedsforretningen blev der indgået aftale med en anden grundejere, se Bilag 4, og dagen efter åstedsforretningen blev der indgået aftale med en tredje grundejer, se Bilag 4. Der er ikke indgået aftale med den fjerde lodsejer, Jordemodervej 37.
Lodsejerne, som er omfattet af ekspropriationen, blev indvarslet med 4 ugers varsel til åstedsforretningen ved brev af 13. marts 2019. Vedlagt brevet var kopi af arealfortegnelsen og ekspropriationsplanen for den pågældende ejendom.
Åstedsforretningen blev ligeledes annonceret på Ringsted kommunes hjemmeside den 13. marts 2019. Ekspropriationsplaner og arealfortegnelse har været fremlagt til gennemsyn, fra den 13. marts 2019 og frem til åstedsforretningen, hos Ringsted Kommune på Rønnedevej 9, 4100 Ringsted.
Forud for åstedsforretningen blev de planlagte ekspropriationsgrænser afmærket i marken. Ved forretningen blev lodsejerne orienteret om projektet, hvorefter særlige forhold for den enkelte ejendom blev drøftet.
Ved åstedsforretningen fremførte de berørte lodsejer deres synspunkter. Lodsejerens synspunkter og forslag fremgår af protokollen, se bilag 1. Lodsejeren havde frem til den 9. maj 2019 mulighed for at kommenterer på protokollen. Der indkom ikke kommentarer til protokollen, hvorfor den er gældende. Arealfortegnelsen findes i bilag 2 og ekspropriationsplanen i bilag 3.
Der er afholdt forhandlingsmøde om erstatningsspørgsmålet med lodsejeren af Jordemodervej 37 tirsdag den 4. juni 2019. På mødet blev der ikke opnået enighed om erstatningsspørgsmålet. Administrationen og lodsejer blev enige om, at videregive sagen til taksationskommissionen. Lodsejer ønsker, at indgå et magelæg med Ringsted Kommune sådan, at begge parter har sammenhængende arealer. Når en aftale om magelæg foreligger vil den blive forelagt Byrådet for godkendelse på Byrådsmødet den 9. september 2019.
Byrådet skal enten godkende ekspropriationen, så projektet kan gennemføres, som det er planlagt, eller beslutte, at udskyde beslutningen og anmode administrationen om, at udarbejde et alternativt erstatningsoplæg til lodsejer. En udskydelse af beslutningen vil medfører, at anlægsarbejderne af byggemodningen af Erhvervsområde ved Jordemodervej vil blive forsinket.
Lodsejer har en frist på 8 uger fra Byrådets ekspropriationsbeslutning til at acceptere erstatningstilbuddet. Hvis der mellem lodsejer og kommunen ikke indgås et forlig inden for denne 8 ugers periode, vil sagen gå videre til en taksationskommission. Der indhentes ikke panthaversamtykke for den berørte ejendom til udbetaling af erstatningerne, jf. Vejlovens § 119, stk. 4.
Lodsejer har også mulighed for at klage over Byrådets endelige ekspropriationsbeslutning, som kan indbringes for Transportministeren (Vejdirektoratet). Det har ikke opsættende virkning for anlægsarbejdets påbegyndelse, med mindre klagemyndigheden bestemmer andet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, den endelige beslutning om ekspropriation er meddelt lodsejeren.
Retsligt grundlag
Ekspropriation sker med hjemmel i Vejlovens § 96 (Lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje). Ekspropriationen gennemføres efter de regler og procedurer, som fremgår af vejlovens kapitel 10, §§ 99-101. Proceduren sikrer, at rettighederne for alle berørte parter respekteres, og giver ejere og andre mulighed for, at komme med bemærkninger til det planlagte projekt.