CCR, der tidligere har været organisatorisk forankret under Ringsted Musik- og Kulturskole, er en del af det globale Clubhouse-netværk, der har eksisteret i mere end 25 år. CCR er med udgangspunkt i den globale model forankret i nærmiljøet i Ringsted Syd samt de omkringliggende uddannelsesinstitutioner og deres aktører inden for området. Der arbejdes med samskabelse og et ung-til-ung læringsmiljø inden for multimedier, som skal give de unge inden for målgruppen mulighed for at arbejde kreativt og udviklende med musik og medier. De unge fra 13 til 18 år arbejder med billedbehandling, musik, film og specialeffekts, animering samt 3D-generering.
UngRingsted er det kommunale tilbud om undervisnings- og fritidsaktiviteter for alle unge i Ringsted Kommune fra de starter i 7. klasse til de fylder 18 år. Ungdomsskolens opgave er at sætte fokus på de unges fritid og være med til at sikre de unge et alsidigt og attraktivt fritidstilbud gennem de almene og prøveforberedende fag, rejser og weekendture samt gennem ungdomsklubberne.
Ved gennemgang af opgaveporteføljen på såvel Ringsted Musik- og Kulturskole (herunder CCR) og UngRingsted identificerede man i foråret 2018 væsentlige sammenfald i aktiviteter mellem CCR og UngRingsteds forskellige tilbud til unge. Samtidig blev der konstateret overlap i forhold til målgruppe og anvendelse af lokaler i Ahornhallen samt delvis overlap i forhold til personale på enkeltaktiviteter. Der har således traditionelt været et etableret samarbejde mellem Ringsted Musik- og Kulturskole (og CCR) og UngRingsted. På grund af det eksisterende tætte samarbejde, og at aktiviteterne i CCR har karakter af klublignende tilbud, besluttede Byrådet derfor med effekt fra 1. marts 2019, at bevilling og aktiviteter under CCR skulle overføres fra Ringsted Musik- og Kulturskole til UngRingsted med den klausul, at intentioner og aktiviteter i forbindelse med CCR fortsætter rettet mod samme målgruppe; at samarbejdet mellem Ringsted Musik- og Kulturskole og UngRingsted beskrives, og at der foretages en evaluering af samarbejdet medio 2020, som forelægges Børne- og Undervisningsudvalget.
Beskrivelse af samarbejdet
UngRingsted har siden overdragelsen arbejdet med at implementere CCR i UngRingsteds øvrige klub- og fritidsaktiviteter, samt på at udvikle aktiviteter og undervisning generelt i området (Ringsted Syd).
CCR er fortsat fysisk forankret i Ringsted Syd og den aldersmæssige målgruppe er ligeledes bevaret, ligesom åbningstider og aktiviteter er de samme.
I foråret 2019 udarbejdede UngRingsted, herunder også CCR, en brugertilfredshedsundersøgelse af fritidsaktiviteter for unge i Ringsted syd. Med baggrund i denne blev UngRingsteds samlede klub- og fritidsaktiviteter for skoleåret 2019/2020 i Ringsted Syd tilrettelagt, så de unges ønsker og behov blev tilgodeset. Det afstedkom flere nye initiativer f.eks.:
- et samarbejde med Campusskolen om lektiecafé to gange om ugen i CCR’s åbningstid og lokaler.
- at UngRingsteds klubmedarbejdere fra skoleåret 2019/2020 møder tidligere ind, således at tidligere begrænsede ressource i CCR, der talte én medarbejder, i dag i de fleste af åbningstimerne suppleres af øvrige klubmedarbejdere eller undervisere.
- at de fysiske rammer i CCR blevet ændret i form af ommøblering og mindre indkøb, så lokalet nu har fået sig et hjørne, der i højere grad indbyder til områdets piger. Derudover er et loungemiljø ved at blive oprettet.
- at der tilbydes ungdomsskoleundervisning i CCR’s åbningstid i lokalerne i og omkring klubben.
CCR’s tilbud om elektronisk musik er bevaret i sin tidligere form, hvor det pædagogiske arbejde varetages af klubmedarbejdere fra UngRingsted. Dermed bindes aktiviteterne i regi af CCR sammen med øvrige tilbud til de unge i UngRingsted.
UngRingsted og Musik- og Kulturskolen har været – og er fortsat i løbende dialog om et formelt samarbejde som etableres med udgangspunkt i de unges behov. Samarbejdet består pt. i afdækning af behov (Mødested for Unge) og ideudveksling i forhold til at iværksætte nye tiltag. Et væsentligt kriterie for etablering af fælles tiltag og tilbud, er, at fælles projekter på tværs af institutionerne skal tage udgangspunkt i behov hos de unge og bl.a. have rod i brugertilfredshedsundersøgelsen af fritidsaktiviteter for unge i Ringsted Syd.
Et projekt kaldet ”Urban Girls”, hvor områdets piger engageres i tekstskrivning og rap er i støbeskeen ligesom mulighed for samarbejde omkring aktiviteter som dans/stomp/kor, musikproduktion og tekst/musik også er i støbeskeen.
Der har været partnerskaber omkring anvendelse af undervisere til undervisning i Animation, ligesom Musik- og Kulturskolen har været inddraget i oplægget til ”Mødested for unge”.
Både Musik- og Kulturskolen og UngRingsted er meget interesserede i et samarbejde, hvor det skaber merværdig for målgruppen og udvikling på tværs. Der er derfor fortløbende dialog om samarbejdsmuligheder.
UngRingsted og Ringsted Musik- og Kulturskole vurderer selv, at overdragelsen er lykkedes, og at de er godt i gang med at udnytte det større potentiale i arbejdet for unge, der er ved at overføre Computer Clubhouse til Ringsted Ungdomsskole ved for eksempel bredere tilbud, flere medarbejderressourcer i åbningstiden til understøttelsen af det socialpædagogiske arbejde samt større sammenhæng i aktiviteter og undervisning.