Af henvendelsen fremgår:
Lad os få raske børn og pædagoger i vores daginstitutioner.
Og spare udgifter i kommunen. Kan man få flere raske børn i vores daginstitutioner, færre sygedage for vores pædagoger og spare penge for kommunekassen? Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke desto mindre er det netop det, der kan ske, hvis man danner et sundt indeklima på vores daginstitutioner. I Hedensted Kommune satte man i juni 2017 via et forsøg luftrensere i kommunens børnehave Giraffen for at mindske antallet af skadelige partikler, og resultaterne taler for sig selv.Ifølge TV2 og Hedensted Kommune øgede børnene i Giraffen deres fremmøde med 53 procent, og de ansattes sygedage i daginstitutionerne blev sænket med seks dage per medarbejder. “Konkret betyder det, at fra at der på en gennemsnitlig dag i første kvartal af 2017 mødte 21 børn op, mødte der i første kvartal af 2018 hele 32 børn op.” Sådan skriver TV2 i denne artikel:
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-02-01-kommune-halverer-sygefravaer-i-boernehave-vores-fremmoede-er-simpelthen-steget?fbclid=IwAR2OY_ZhflU9aQDTZwB5-GgErV6BF_VasZ55S4JNSDeqLehPMzA-pLt2AdUHer er grafikken tilføjet fra TV2’s artikel om forsøget:
Før forsøget havde institutionens pædagoger i 2017 cirka 13 sygedage i første kvartal. Det tal var i 2018 kommet ned på cirka syv i samme kvartal.Her er grafikken fra daginstitutionens sygedage lavet af TV2.Hedensted Kommune har efter de meget lovende resultater nu installeret luftrensere i syv andre af kommunens institutioner.
Kommunen oplyser, at prisen for en børnehave med tre stuer er cirka 25.000 kroner per år. Maskinerne lejes af firmaer, så der er altså ingen etableringsudgift.I Ringsted Kommune bruger vi årligt millioner på at hyre vikarer for syge pædagoger og lærere i vores institutioner og på vores skoler. I 2019 gik ca. 6 mio. kr. i løn alene til syge pædagoger og pædagogmedhjælpere i vores daginstitutioner. De økonomiske konsekvenser for kommunekassen ved sygdom er altså væsentlige.Det Konservative Folkeparti ønsker, at Ringsted Kommune går forrest i kampen for børns og deres familiers sundhed og trivsel samt forholdene for kommunens ansatte. Hvis vi i samme omgang kan spare penge, som meget tyder på, er det en stor sidegevinst.Det Konservative Folkeparti ønsker, at sagen drøftes med henblik på at igangsætte et lignende forsøg i en daginstitution i Ringsted Kommune.Den konservative byrådsgruppe har bevidst ikke rejst sagen i Børne- og Undervisningsudvalget men direkte i byrådssalen, da vi ønsker en bred drøftelse på tværs af udvalg. Vi mener, at drøftelsen er relevant for alle byrådets partier, da resultaterne fra luftrensere meget vel kan overflyttes til kommunens plejehjem eller andre af kommunens arbejdspladser, når de foreligger.
Det Konservative Folkeparti ser dog ingen problemer i, at sagen sendes til et udvalg efter en eventuel drøftelse, og at man her kan få administrationen til at kvalificere et lignende forsøg i Ringsted Kommune.Det Konservative Folkeparti ser frem til en god debat og håber på opbakning til at øge kommunens fysiske såvel som økonomiske sundhed.
Se bilag