Administrationen vurderer, at kvalitetsstandarderne med de foreslåede ændringer lever op til lovgivningen, som den ser ud pr. 1. januar 2019. Kvalitetsstandarderne er endvidere blevet gennemgået sprogligt. Der er desuden foreslået en enkelt serviceændring, som ikke er foranlediget af lovændringer, men som er en udløber af en hensigtserklæring fra budgetrapporten for 2019.
Administrationen vurderer, at den nye kvalitetsstandard vedrørende sygeplejeartikler vil give borgerne bedre mulighed for at orientere sig om niveauet for hjælpen og således medvirke til en forventningsafstemning. Administrationen vurderer desuden, at det er nødvendigt at indføre en ny kvalitetsstandard vedrørende midlertidigt udlån af hjælpemidler, idet denne mulighed er indført af lovgiver.
Det er endelig administrationens vurdering, at den foreslåede ledsagerordning i et vist omfang kan medføre forskelsbehandling i forhold til andre målgrupper over 67 år, som fortsat ikke vil kunne få ledsagelse. Som eksempel kan nævnes borgere, som får svære fysiske og kognitive handicap efter det fyldte 67. år, og som har svært ved at komme ud. Det er administrationens vurdering, at de fleste at disse borgere vil kunne få hjælp via klippekortet eller anden hjælp via servicelovens regler, men det kan ikke udelukkes, at nogle vil falde udenfor.
I forhold til ledsagerordningen skal det desuden bemærkes, at administrationen har overvejet at lægge ledsagelsesmuligheden ind under den eksisterende klippekortsordning. Dette ville dog gøre det nødvendigt at præcisere overfor disse borgere, at de kun kan bruge klippekortet til ledsagelse. Endvidere vil der formentligt være flere borgere, som ikke modtager hjælp efter servicelovens § 83 (personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice), hvilket er en betingelse for at få klippekortet. Administrationen har vurderet, at det ville blive unødigt kompliceret og vanskeligt forståeligt at skrive det ind i den eksisterende kvalitetsstandard om klippekortet, og derfor foreslås det at oprette vedlagte selvstændige kvalitetsstandard til ledsageordning for borgere over 67 år.