Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning i Økonomiudvalget den 29-01-2019

Anbefales godkendt med Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets bemærkning

 

Ej til stede: Henrik Hvidesten

Beslutning i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget den 23-01-2019

Punkt 1, 2 og 3 anbefales godkendt.

 

Punkt 4. Udvalget ønsker politisk inddragelse inden drøftelserne med boligselskaberne og at det skal ske inden denne valgperiode udløber.

Indstilling

Direktionen indstiller,

 

  1. at aftalerne om behovsbestemt boliganvisning gældende i perioden 1. marts 2019 – 31. december 2022 mellem Ringsted Kommune og boligselskaberne godkendes
  2. at de reviderede kriterier for behovsbestemt boliganvisning efter boligsociale kriterier godkendes
  3. at de reviderede kriterier for behovsbestemt boliganvisning efter boligpolitiske kriterier godkendes
  4. at udvalget drøfter, hvordan de ønsker politisk inddragelse fremover, når der skal udarbejdes aftaler for boliganvisning.

Vurdering

Administrationen vurderer, at de reviderede kriterier for både boligsocial- og boligpolitisk boliganvisning sikrer en nemmere visitation i boliganvisningerne, da kriterierne er blevet konkretiseret efter ønske fra både den kommunale- og boligselskabernes boliganvisning. Administrationen vurderer desuden, at de reviderede aftaler om behovsbestemt boliganvisning både tilgodeser borgere med sociale udfordringer og ressourcestærke borgere, hvilket kan medvirke til en alsidig beboersammensætning.

 

Vurderingen er, at de nye forslag til kriterier for boliganvisning efter sociale- og politiske kriterier dækker en bred vifte af sociale formål, men at der politisk er mulighed for at prioritere andre udsatte målgrupper. Selvom kriterierne for boliganvisning konkretiseres i de nye aftaler, så vurderes det ikke, at det løser udfordringerne med venteliste til boliger efter boligsociale kriterier. Administrationen vurderer, at det bl.a. skyldes færre fraflytninger i boligselskaberne, stor efterspørgsel på billige og små boliger, og at de udsatte borgere ikke har råd til høje huslejer.

 

Administrationen har udarbejdet de fremlagte aftaler i samme proces som tidligere. Administrationen vurderer, at når der fremadrettet skal udarbejdes nye aftaler til boliganvisning, herunder formulering af boligsociale- og boligpolitiske kriterier, kunne en proces, hvor udvalget havde en forhåndsdrøftelse af aftalerne, give udvalget bedre afsæt for den politiske behandling.

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beskrivelse af sagen

I 2000 besluttede Byrådet at anvende den kommunale anvisningsret, som betyder, at de almene boligselskaber skal stille 25 % af de ledige almene familieboliger til rådighed for kommunen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver (Lov om almene boliger § 59). Aftalerne er siden blevet politisk behandlet hver fjerde år. Aftalerne gælder ikke for handicap-, ældre- og plejeboliger. Aftalerne og kriterierne for boliganvisning 2015-2018 er vedhæftet som bilag 1.

 

Det er aftalt med boligselskaberne, at de nuværende aftaler er gældende, indtil nye aftaler er politisk godkendte. Aftalerne er udarbejdet i samarbejde med boligselskaberne og indbefatter:

 

  • anvisning efter boligsociale kriterier (jf. Lov om almene boliger § 59), som administreres af Ringsted Kommune. Boligselskaberne skal stille 25 % af de ledige almene familieboliger til rådighed for kommunen for at forebygge og løse en række sociale problemer. En detaljeret opgørelse for hvor mange boliger, der er anvist i 2015-2018 fordelt på de forskellige kriterier, er vedlagt som bilag 2.
  • anvisning efter boligpolitiske kriterier (jf. Lov om almene boliger § 60), som administreres af boligselskaberne. Boligselskaberne kan benytte 25 % af den ledige almene boligmasse til at opnå en mere balanceret beboersammensætning i enkelte almene afdelinger. En detaljeret opgørelse over hvor mange boliger, der er anvist i 2015-2018 fordelt på de forskellige kriterier, er vedlagt som bilag 3.

 

Status primo januar er, at 112 borgere står på venteliste til en bolig efter boligsociale kriterier, heraf 45 flygtninge. Ringsted Kommune har i 2015-2017 fået anvist ca. 60-66 boliger om året, og 39 boliger for første halvår i 2018.

 

Økonomiske konsekvenser ved boliganvisning efter boligsociale kriterier

Jf. Lov om almene boliger § 59 betaler kommunen lejen fra det tidspunkt den ledige boliger er til rådighed for kommunen, og indtil udlejning sker. Det betyder, at der er udgifter til tomgangshusleje forbundet med anvisningsretten.

 

Udgifter til tomgangshusleje

2015

2016

2017

2018

(ultimo august)

113.250 kr.

39.770 kr.

63.188 kr.

7.078 kr.

 

Derudover garanterer kommunen for boligtagerens (borgerens) opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligselskabet i forbindelse med istandsættelse af boligen ved fraflytning. Det sker jævnligt, at Ringsted Kommune må betale en fraflytningsregning, fx i tilfælde hvor borgeren er død uden at efterlade sig (tilstrækkelige) midler til istandsættelse, eller fordi borgeren af andre årsager ikke har midler til istandsættelsen.

 

Udgifter til istandsættelse ved fraflytning

2015

2016

2017

2018

(ultimo august)

391.159 kr.

271.218 kr.

509.169 kr.

276.467 kr.

 

Aftale om boliganvisning 2019-2022

Administrationen og boligselskaberne har i samarbejde revideret aftalerne for boliganvisning og kommet frem til nedenstående forslag til boligsociale- og boligpolitiske kriterier, blandt andet fordi de nuværende kriterier er svære at visitere efter. Aftalerne bliver indgået med Andelsboligforening af 1941, Boligselskabet Sjælland, Ringsted Almene Boligselskab og Vestsjællands Almene Boligselskab. Forslag til aftalerne er vedlagt som bilag 4-7.

 

De nye aftaler har gennemgået mindre sproglige revideringer. Derudover er følgende tilføjet:

  • Punkt 3.1. Boliganvisning efter boligsociale kriterier, der tidligere var vedlagt som bilag til aftalen
  • Punkt 3.1.1. For aftalen med Ringsted Almene Boligselskab er der tilføjet et ekstra punkt vedr. Trekanten 1, som er en gør-det-selv-afdeling, hvor viceværtfunktionen går på skift mellem beboerne. Det aftales, at ved anvisning til disse boliger skal kommunen i samarbejde med boligselskabet informere borgeren om forventninger og pligter, som skal opfyldes for at kunne bo i afdelingen.
  • Punkt 3.2. Boliganvisning efter boligpolitiske kriterier der tidligere var vedlagt som bilag til aftalen
  • Punkt 7.1. Dokumentation ved fraflytning af anviste boliger: På grund af stor variation i størrelsen af fraflytningsregninger ved anvisning af boliger efter boligsociale kriterier (Lov om almene boliger § 59), er det aftalt, at boligselskaberne skal dokumentere fraflytteregningen over for kommunen. Denne ændring trådte i kraft pr. 9. august 2017.

 

Anvisning efter boligsociale kriterier

I bilag 8 er der en oversigt, hvor ændringerne i kriterierne fremgår. I de nye aftaler er der fremsat følgende kriterier for at kunne ansøge om en bolig efter boligsociale kriterier:

  • Borgeren skal være skrevet op til lejebolig i et boligselskab, som har aftale om boliganvisning med Ringsted Kommune, på almindelige vilkår.
  • Borgeren skal i forvejen være bosat- og have folkeregisteradresse i Ringsted Kommune. En co-adresse er ikke tilstrækkelig for at blive skrevet op til bolig efter boligsociale kriterier.
  • Der skal der være tale om en uforudsigelig hændelse. Det betyder, at borgeren ikke kan søge om en bolig, fordi et barn fylder 18 år, og forældrene ikke længere har råd til at bo i deres nuværende bolig på grund af mistet børne- og ungeydelse. Det betyder også, at en ung, som er fyldt 18 år, ikke kan søge om bolig efter boligsociale kriterier, fordi han/hun ønsker at flytte hjemmefra.
  • Den begivenhed, som gør, at borgeren er boligsøgende, skal være sket inden for de seneste tre måneder.
  • Borgere kan ikke søge anden bolig på grund af skimmelsvamp eller anden mislighold i boligen. Dette skal i første omgang klares med udlejer – ellers med huslejenævn/beboerklagenævn.

 

Borgeren skal derudover opfylde ét eller flere af følgende boligsociale kriterier. Kriterierne er ikke opsat i prioriteret rækkefølge:

  • 1a. Voldsramte og borgere med ophold på krisecenter, hvis de før opholdet har været bosat i Ringsted Kommune.
  • 1b. Borgere med psykisk- eller fysisk funktionsnedsættelse og misbrugere.
  • 1c. Løsladte uden bolig, hvis de før opholdet har været bosat i Ringsted Kommune.
  • 1d. Borgere som deltager i exitprogram for bandemedlemmer.
  • 1e. Borgere på forsorgshjem og hjemløse/hjemløse unge, hvis de før opholdet har været bosat i Ringsted Kommune.
  • 1f. Flygtninge med ophold i midlertidige boliger i Ringsted Kommune. Familier med børn har førsteprioritet.

 

  • 2a. Familier, hvor børn er anbragt uden for hjemmet, og fast bolig er en forudsætning for hjemtagelse.
  • 2b. Hvor boligskifte er af afgørende betydning for børns trivsel og udvikling, og hvor andre løsninger ikke er mulige.
  • 2c. Samlivsophør med børn under 18 år / Skilsmisseramte med børn under 18 år.

 

  • 3. Personer/familier som er i akut behov for en anden bolig på grund af tab af forsørger ved dødsfald (sprogligt revideret for lettere visitation).

 

Anvisning efter boligpolitiske kriterier

Boligselskaberne har opsat følgende boligpolitiske kriterier. Kriterierne er de samme som i den tidligere aftale, men efter ønske fra boligselskaberne er alle revideret sprogligt for at lette administrationen. Boligselskaberne har til- og fravalgt forskellige kriterier, og i parentes er angivet, hvilke boligselskaber som har kriteriet i deres aftaler.

 

  • Personer/familier, der har arbejde i en virksomhed beliggende i Ringsted Kommune, og som ønsker at flytte til kommunen.

(Andelsboligforeningen af 1941, Boligselskabet Sjælland, Ringsted Almene Boligselskab, Vestsjællands Almene Boligselskab)

  • Personer/familier, hvor én eller flere i husstanden er i folkepensionsalderen, der ønsker at flytte til en bolig, som er mere egnet som ramme om et liv som ældre.

(Andelsboligforeningen af 1941, Boligselskabet Sjælland, Ringsted Almene Boligselskab)

  • Unge under 25 år bosat i Ringsted Kommune, der i forbindelse med start på arbejde eller uddannelse ønsker at flytte tættere på arbejdet/uddannelsesinstitutionen.

(Andelsboligforeningen af 1941, Boligselskabet Sjælland)

  • Vordende eller nuværende forældre under 25 år bosat i Ringsted Kommune, der i forbindelse med uddannelse eller job har behov for en bolig.

(Ringsted Almene Boligselskab, Boligselskabet Sjælland)

 

Proces for aftaler om boliganvisning fremadrettet

Det har hidtil været en administrativ proces at udarbejde forslag til aftaler om boliganvisning i samarbejde med boligselskaberne. Administrationen foreslår, at der fremadrettet skal være en politisk inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af aftalerne, herunder formulering af boligsociale- og boligpolitiske kriterier. Formålet er, at der fx bliver mulighed for at prioritere målgrupper, samt at der bliver formuleret en strategi for anvendelsen af anviste boliger efter § 59 og 60.

 

Administrationen foreslår, at udvalget drøfter, hvordan de ønsker at blive inddraget fremover. Input fra drøftelsen vil blive indarbejdet i et forslag til en tids- og procesplan med udgangspunkt i aftaler gældende fra 2022.

Indledning

Sagsgang

 

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

 

 

 

 

 

 

 

 

Indstilling

 

X

 

 

 

 

 

X

Beslutning

X

 

 

 

 

 

 

 

BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

 

Aftalerne for behovsbestemt boliganvisning er udløbet ved udgangen af 2018, og derfor er der udarbejdet forslag til nye aftaler med fire almene boligselskaber i Ringsted, som forelægges til politisk behandling.

Beslutning i Ældrerådet den 17-01-2019

Taget til efterretning.

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.