Byrådet vedtog den 7.december 2015 og den 6. april 2017 klimatilpasningsprojekterne Sjællandsgade og stationsforpladsen samt Fynsgade og stationsområdet. Begge projekter er godkendt i Forsyningssekretariatet, som fastsætter prislofter for Forsyningen. De to projekter er indbyrdes afhængige af hinanden, da regnvandet skal ledes samme vej. Derfor er projekterne efterfølgende lagt sammen til et samlet klimatilpasningsprojekt ”Sjællandsgade, Fynsgade og stationsområdet”.
Administrationen foreslår, at kommunen benytter sig af den synergieffekt, der kan opstå, når Sjællandgade, Fynsgade og stationsområdet skal klimatilpasses til fremtidens ekstreme regnhændelser. Formålet er at få tænkt alle kommunens interesser ind i projektet, når der skal graves og hermed få skabt et attraktivt byrum.
Administrationen foreslår, at der arbejdes videre med tiltag i form af begrønning, rensepark, trafiksikkerhed og elementer fra Byens bånd.
I denne sag behandles begrønning og rensepark. I den efterfølgende sag vil trafiksikkerhed og elementer fra Byens bånd blive behandlet.
I budget 2015, 2017 og 2019 er afsat i alt 10,5 mio. kr. til klimatilpasning. Administrationen foreslår, at de mulige tiltag finansieres gennem disse midler.
Begrønning
Borgerundersøgelser foretaget i forbindelse med Ringsted natten i 2016 og en række interviews af borgere i 2016, bilag 1 viser, at borgerne ser det som en styrke, at Ringsted er tæt på naturen og gerne vil have det grønne ind i byen. Det grønne nævnes af borgerne som et
sammenhængende element til Byens Bånd og til byen som helhed for at skabe sammenhæng med ådalen.
Byens Bånd er godkendt af Byrådet i januar 2011 og har til formål at synliggøre vejen fra stationen til Torvet og videre ud til Ringsted Outlet.
Dette understøttes af Lokalplan 81, bilag 2 for stationsområdet, hvor det nævnes, at stationsforpladsen skal forbindes naturligt til Sjællandsgade, og at ankomne skal føle, at bymidten begynder ved stationsforpladsen.
Ved at inddrage begrønning i klimatilpasningsprojektet arbejder administrationen på at gøre Sjællandsgade til den foretrukne og direkte vej mod bymidten. En ny grøn infrastruktur skal desuden være med til at bremse hastigheden for biler og hermed øge trygheden for de bløde trafikanter. Administrationen har derfor udarbejdet forslag til begrønning i projektområdet med fokus på Sjællandsgade, bilag 3.
I forslaget indgår følgende elementer:
- Nyplantede boulevard træer
- Græs og beplantning
- Parklets (P-plads areal, som omdannes til grønne opholdsrum)
- Farvet cykelsti
Som en del af projektet indgår desuden rydning af eksisterende beplantning, opbrydning af belægning og jordarbejder.
I forslaget til begrønning omdannes Sjællandsgade til en boulevard med grønne træer, som vil være med til at fremhæve Sjællandsgade som den direkte vej mod bymidten, figur 1.
Græs og beplantning i form af grønne bede på Sjællandsgade og Fynsgade er med til at understøtte ideen om en ny opgraderet grøn infrastruktur og bidrage til at bremse hastigheden for biler og hermed øge trygheden for de bløde trafikanter i området.
Fig. 1. Forslag til begrønning i projektområdet hvor alle delelementer indgår.
Markering af cykelbane med rød farve kan være med til at fremhæve Sjællandsgade og sætte fokus på de bløde trafikanter.
I bunden af stationsforpladsen vil en række grønne træer være med til at skabe en lille grøn oase mens der ventes på toget.
Ved inddragelse af parkeringsareal på Sjællandsgade foreslås parklets med mulighed for ophold, spisning eller anden aktivitet, figur 2.
Fig. 2. Eksempel på parklet.
Rensepark ved Korsevænget
I forbindelse med klimatilpasningsprojektet skal regnvandet fra Sjællandsgade, Fynsgade og stationsområdet forsinkes og renses, før det ledes ud i Ringsted Å. Dette er med henblik på at overholde rense – og udledningskrav til åen. Den lille park ved Korsevænget er oplagt at bruge, da den har den rette placering og størrelse til at rense og forsinke regnvandet inden udledning. Dette er i overensstemmelse med Kommuneplanens retningslinjer.
Administrationen har udarbejdet forslag til etablering af rensepark ved Korsevænget, hvor formålet er at skabe en park, der udover funktionen med at tilbageholde og rense regnvand skal være et lokalt grønt åndehul for byens borgere (bilag 4).
Det samlede forslag har en økonomi på 2,7 mio. kr. I forslaget indgår følgende elementer:
- Grusstier
- Belysning
- Nyplantede træer
- Legeplads elementer
- Siddepladser i bassin
- Trædesten
- Fodboldbane
- Træbro over bassin
- Bålplads
- Tagkonstruktion på eksisterende spildevandsanlæg
Parken har i dag flere funktioner i form af legeplads, bålplads og åbne arealer, der bruges af ungdomsskolen og spejderne på Korsevænget.
Administrationen foreslår, at de eksisterende funktioner i parken såsom legepladsen, det åbne areal til aktiviteter samt bålsted bibeholdes og opgraderes i forhold til også at kunne håndtere regnvand.
Parken inddeles i fire nedsunkne arealer (bassiner), hvor der kan håndteres regnvand samtidigt med at aktiviteterne bibeholdes, figur 3. Der er fokus på borgernes tryghed i form af at skabe en mere åben park med etablering af lys langs parkens stier.
Fig 3. Forslag til indretning af rensepark ved Korsevænget.
Den oveskydende jord fra udgravningen af de nedsunkne arealer (bassiner) foreslås anvendt til at udvide bakken mod øst og til opbygning af jordvold omkring forsyningens eksisterende spildevandsanlæg placeret i den sydlige del af parken. For at reducere mulige lugtgener og give mere plads til aktivitet foreslås spildevandsanlægget dækket til med låg.
Det skal præciseres, at der i projekteringsfasen af det samlede klimatilpasningsprojekt kan forekomme ændringer til forslag om begrønning og rensepark.
Tidsplan
Den foreløbige tidsplan for klimatilpasningsprojektet Fynsgade, Sjællandsgade og stationsområdet er:
- 2018/2019 EU-rådgiverudbud
- 2019-2020 Projekteringsfase
- 2020 Entreprenør udbud
- 2021-2024 Anlægsfase
Det samlede EU-udbud vil indeholde selve klimatilpasningsprojektet, kommunens synergiprojekt og forsynings andel med renovering af vand– og varmeforsyning.
Vælger Byrådet ikke at bruge midler på begrønning og rensepark vil EU-udbud og klimatilpasningsprojektet blive gennemført udelukkende med de tekniske løsninger, som regnvandshåndteringen kræver.