Sagsgang:
| BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | X | | X | | | | |
| Beslutning | X | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
Indledning
I denne sag skal der tages stilling til overførsel af rådighedsbeløb. Der skal endvidere tages stilling til anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 1,2 mio. kr. til færdiggørelse af pavillon på Torvet. Yderligere skal der tages stilling til anlægsbevilling på 0,3 mio. kr. til færdiggørelse af belægning på Torvet.
Beskrivelse af sagen
Pavillon på Torvet
Med tilskud fra Realdania har Ringsted Kommune besluttet at opføre en pavillon på Torvet. Gottlieb Paludan Architects (GPA) vandt i slutningen af 2016 opgaven med at tegne og projektere den nye pavillon.
Opførelsen af pavillonen blev, med afsæt i udbudsmateriale udarbejdet af GPA, første gang udbudt i omvendt licitation i foråret 2018. Administration modtog to tilbud. Begge tilbud oversteg den økonomiske ramme markant. Administrationen måtte derfor annullere udbudsforretningen. GPA blev efterfølgende anmodet om at omprojektere byggeriet med henblik på genudbud under samtidig overholdelse af en forhøjet økonomisk ramme. GPA omprojekterede byggeriet, og opførelsen blev på ny udbudt i 2019. Igen modtog administrationen to tilbud. Men også her måtte administrationen sande, at der økonomisk var for lang afstand mellem den fastsatte økonomiske ramme og de tilbudte priser. Administration annullerede derfor også dette udbud.
Administrationen omprojekterede efterfølgende selv pavillonen, hvorefter opførelsen i 2020 blev udbudt i licitation med laveste pris som tildelingskriterium. Tre virksomheder afgav tilbud på opgaven. Administration gik i forhandling med den lavestbydende, Midtsjællands Byggeservice (MB), og nåede i efteråret 2020 til enighed med MB om konstruktionsdetaljer, materialevalg og en økonomi, der overholdt den fastsatte ramme.
Realdania og Ringsted Kommune har bevilget ekstra tilskud og egenfinansiering til projektet.
Realdania har samlet ydet et økonomisk tilskud på 8,175 mio. kr.
Ringsted Kommune har samlet bevilget en økonomisk egenfinansiering på 3,6 mio. kr.
Udførelsesfasen har budt på uforudsete udfordringer.
I forbindelse med udgravning til pavillonens fundament er der konstateret et større område med blød bund og store sten, som har fordret behov for en betydelig merudgravning. Merudgravningen har medført behov for større mængder beton og stål til brug for en ændret fundamentkonstruktion.
De udfordrende jordbundsforhold blev ikke konstateret, da der forud for byggeriets opstart blev foretaget en geotekniske boringer (stikprøver), hvorfor ekstraomkostningen til merudgravninger ikke har været påregnelig for administrationen.
I forbindelse med udgravning er entreprenøren yderligere stødt på en gammel og ukendt middelalderbrønd, som også har krævet merudgravning og genfyldning. Under udgravningen blev der også konstateret uregistrerede gamle kloakker og kabler, som også krævede merudgravning og genfyldning. Samlet har behovet for merudgravning således været af omfattende karakter.
I udførelsesfasen har administrationen yderligere måttet sande, at visse af de af GPA projekterede løsninger ikke har været bygbare i praksis. Administration har derfor i udførelsesfasen set sig nødsaget til bl.a. at forstærke tagkonstruktionen, ændre hældningen på gulvarealet, ændre rørdimensioner til ventilation, ændre loftsbelysning, samt etablere fedtudskiller i anretterkøkkenet.
Ovenstående ekstraarbejder
Belægning på Torvet
Færdiggørelsen af belægningen på Torvet pågår i øjeblikket og udgør en del af det samlede projekt Plan for fornyelse af bymidte (projekt 118). Belægningsarbejdet forventes færdiggjort senest med udgangen af januar 2022.
Inddragelse og høring
Ingen.
Økonomi
Der er til Pavillon på Torvet (projekt 253) i alt tidligere bevilget 11,775 mio. kr. Der søges yderligere anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. til færdiggørelse af projektet. Beløbet foreslås finansieret af anlægsfonden.
Saldoen i anlægsfonden udgør pr. 24. november 2021 6,64 mio. kr.
Der er til Plan for fornyelse af bymidte (projekt 118) et rådighedsbeløb på 623.583 kr. Der søges om en anlægsbevilling på 300.000 kr. til færdiggørelse af projektet. Beløbet foreslås finansieret af det afsatte rådighedsbeløb i 2021.
Det resterende rådighedsbeløb på 323.583 kr. til Plan for fornyelse af bymidte foreslås overført til Pavillon på Torvet (projekt 253) med henblik på delvis finansiering af den forventede merudgift til færdiggørelse af projektet. Der søges anlægsbevilling på 323.583 kr. til færdiggørelse af pavillonen på Torvet.
Vurdering
Administrationen vurderer, at det oplyste manglende rådighedsbeløb til færdiggørelse af pavillonen på Torvet alene er forbundet med mindre usikkerheder, og dermed giver et retvisende billede af den totale projektøkonomi.
Administrationen vurderer, at den manglende anlægsbevilling på 300.000 kr. til færdiggørelse af belægning på Torvet giver et retvisende billede af projektøkonomien.
Konsekvenser for handicapområdet
Sagen har ingen konsekvenser for handicapområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at der gives rådighedsbeløb på 1,2 mio. kr. til projektet Pavillon på Torvet. Rådighedsbeløbet finansieres af anlægsfonden.
- at der gives anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. til færdiggørelse af projektet Pavillon på Torvet.
- at der gives anlægsbevilling på 300.000 kr. til færdiggørelse af belægning på Torvet.
- at der overføres rådighedsbeløb på 323.583 kr. fra Plan for fornyelse af bymidte på Torvet til Pavillon på Torvet.
- at der gives anlægsbevilling på 323.583 kr. til færdiggørelse af projektet Pavillon på Torvet.