Byrådet har jf. Almenboligloven § 164 pligt til at føre tilsyn med de almene boligorganisationer. Byrådet har på mødet den 11. juni 2018 delegeret tilsynet til Administrationen. Tilsynet dækker dels over en gennemgang af boligselskabernes regnskaber og dels en styringsdialog, hvor øvrige emner drøftes, fx udviklingen i de enkelte boligområder, nybyggeri, boliganvisning, effektivitet af drift m.v. Boligselskaberne udarbejder og indsender årligt et regnskab og en rapport, som lægger til grund for dialogmøderne.
Administrationen har i december 2018 afholdt dialogmøder med følgende boligorganisationer i Ringsted Kommune:
- Andelsboligforeningen af 1941
- Boligselskabet Sjælland
- Ringsted Almene Boligselskab
Der er ikke afholdt dialogmøde med Vestsjællands Almene Boligselskab, da det ikke er et lovkrav, fordi hovedorganisationen ikke har hjemsted i Ringsted Kommune. På møderne har alle parter udtrykt, at der er et godt samarbejde og en konstruktiv dialog. Dialogmøderne er afholdt hos boligorganisationerne. Derudover har der været afholdt et møde den 19. februar 2019 mellem boligorganisationerne, politikere og repræsentanter fra administrationen i Ringsted Kommune. Referaterne fra dialogmøderne er vedlagt som bilag og kan findes på kommunens hjemmeside.
Andelsboligforeningen af 1941
Mødet blev afholdt den 20. december 2018. Boligselskabets regnskab blev som led i tilsynet gennemgået, herunder rettidig indberetning, revisionspåtegninger (revisors konklusion på regnskabet) samt revisionsprotokollat (revisors kommunikation med boligselskabets bestyrelse). Gennemgang af regnskabet har ikke givet anledning til bemærkninger. Boligselskabet er i gang med to byggeprojekter, men har været nødt til at trække sig fra Dampmøllen, bl.a. på grund af stigende byggeomkostninger.
Boligselskabet Sjælland
Mødet blev afholdt den 20. december 2019. Boligselskabets regnskab blev som led i tilsynet gennemgået for de afdelinger, der er beliggende i Ringsted, herunder rettidig indberetning, revisionspåtegninger (revisors konklusion på regnskabet) samt revisionsprotokollat (revisors kommunikation med boligselskabets bestyrelse). Gennemgang af regnskabet har ikke givet anledning til bemærkninger. Boligselskabet har hovedorganisation i Roskilde, som dermed har tilsynspligten. Tilsynet har ikke yderligere bemærkninger vedr. de afdelinger, som er beliggende i Ringsted. Boligselskabet er i gang med byggeri på af 65 boliger på Ørnevej/Køgevej/Vibevej og er derudover i gang med at udarbejde en helhedsplan for Margrethegården.
Ringsted Almene Boligselskab
Mødet blev afholdt den 5. december 2018. Boligselskabets regnskab blev som led i tilsynet gennemgået, herunder rettidig indberetning, revisionspåtegninger (revisors konklusion på regnskabet) samt revisionsprotokollat (revisors kommunikation med boligselskabets bestyrelse). Gennemgang af regnskabet har ikke givet anledning til bemærkninger. Boligselskabet er i gang med at udarbejde en helhedsplan for Sønderpark og derudover arbejder boligselskabet med at kvalificere og uddanne de folk, der arbejder med beboerdemokrati på både selskabs- og afdelingsniveau, fx inden for jura og økonomi.
Møde mellem boligorganisationer, politikere og administrationen
Mødet blev afholdt den 19. februar 2019, hvor der blev orienteret om de afholdte dialogmøder. Bl.a. blev behovet for boliger drøftet, herunder en analyse af ønsker til fremtidens ældreboliger. Derudover orienterede Ringsted Kommune om, at de gerne så, at der oprettes endnu et kollektivt bofællesskab til flygtninge. Drøftelser om dette påbegyndes mellem boligselskaberne og Arbejdsmarkedscentret. På mødet var der også en kort præsentation af de nye aftaler om behovsbestemt boliganvisning samt en drøftelse af processen, når aftalerne skal fornyes igen til 2021. Referatet af det politiske møde er vedhæftet som bilag.