Sagen er lukket i medfør af Byrådets forretningsorden § 1, stk. 2, da den omhandler et prisoverslag, som vurderes at kunne påvirke indbudte tilbudsgiveres prisfastsættelse. Sagen vil først kunne åbnes, når tilbudsindhentning er gennemført.
Ringsted Kommune indgik den 17. september 2019 kontrakt med Dansk Klima Service om opsætning af 21 mekaniske ventilationsanlæg på Byskovskolen, afd. Asgård. Den 8. oktober 2019 faldt ét af de af Dansk Klima Service monterede ventilationsanlæg ned. På dette tidspunkt havde Dansk Klima Service opsat i alt ni ventilationsanlæg.
Sjakket, som havde stået for opsætningen af det nedfaldne ventilationsanlæg, havde opsat yderligere tre ventilationsanlæg. Disse blev efterfølgende demonteret af Dansk Klima Service uden beregning. De resterende fem ventilationsanlæg blev primo december 2019 demonteret af virksomheden Airmaster, som også havde leveret de 21 ventilationsanlæg af samme navn. I forbindelse med demonteringen blev det konstateret, at anlæggene ikke var opsat forskriftsmæssigt korrekt. Demonteringen blev initieret af Ringsted Kommune.
Ringsted Kommune gik efter demonteringen af de resterende fem ventilationsanlæg i dialog med Dansk Klima Service om en forligsmæssig aftale, der kunne bringe samarbejdet til ophør. Dialogen medførte, at kommunen den 20. januar 2020 indgik en forligsaftale med Dansk Klima Service.
Som følge af, at samarbejdet med Dansk Klima Service er bragt til ophør, skal Ringsted Kommune have genudbudt opgaven med at etablere mekanisk ventilation. Opgaven vil dels bestå i at åbne og klargøre de loftarealer, der ikke allerede er klargjort, dels opsætning, tilslutning og indregulering af 21 ventilationsanlæg. Da der er tale om en bygge- og anlægsopgave med en forventet samlet kontraktsum på kr. 1.100.000, vil Ringsted Kommune kunne indhente 2 - 3 tilbud som underhåndsbud i henhold til Tilbudslovens regelsæt.
Det bevilgede budget til etablering af mekanisk ventilation udgør kr. 2.323.000. Administration har brugt kr. 1.727.000 til indkøb af ventilationsanlæg, demontering af anlæg samt forligsmæssig aftale. I det bevilgede budget er der således et rådighedsbeløb på kr. 596.000 til disposition. Den forventede omkostning til færdiggørelse af projektet anslås til kr. 1.100.000. Den forventede meromkostning begrundes i, at det andet tilbud, som blev modtaget i forbindelse med den oprindelige tilbudsindhentning, var ca. kr. 350.000 dyrere end tilbuddet fra Dansk Klima Service. Hertil kommer, at administrationen i udvalgte klasselokaler ønsker at forstærke spærene, således at tagkonstruktionen ikke påvirkes i forbindelse med eksempelvis ekstrem snebelastning.