Vestervejs Skole benytter aktuelt, ud over de midlertidige lokaler på Vibevej, lokaler på Dagmarskolen og Campusskolen. Dette skyldes et øget kapacitetsbehov. I budgetaftalen for 2021 er der afsat midler til de midlertidige bygninger frem til udgangen af dette skoleår. Administrationen har derfor fået til opgave at undersøge, hvor Vestervejs Skole kan placeres. Endvidere kan skolen af forskellige årsager ikke benytte de ekstra lokaler på Dagmar- og Campusskolen efter 1. august 2021.
Det er tidligere besluttet, at en kommende placering deles i to skoler, h.h.v. en indskoling og en udskoling. Skolen har vurderet det fremtidige pladsbehov i nedenstående tabel.
Generelt (150 m2) | 0. – 6. klasse (250 m2 uden faglokaler) | 7. – 10. klasse (200 m2 uden faglokaler) |
- 6 Personale arbejdspladser
- Pauserum
- 3 kontorer (ledelse/administration)
- 2 Mødelokaler
- Personalekøkken
- Personalegarderobe
- Depotrum til undervisnings-materialer
| - 4 klasselokaler med plads til 8 elever og 2 medarbejdere (25 kvm.)
- 4 grupperum (12 kvm.)
- 1 -2 Samtale- og behandlingslokaler til individuelle forløb
- Fælles indearealer til pauser og pædagogiske aktiviteter
- Teamlokale
- Faglokaler
| - 3 klasselokaler med plads til 8 elever og 2 medarbejdere (25 kvm.)
- 3 grupperum (12 kvm.)
- 1 Samtale- og behandlingslokaler til individuelle forløb
- Fælles indearealer til pauser og pædagogiske aktiviteter
- Teamlokale
- Faglokaler
|
Administrationen har været i dialog med skolelederne i Ringsted, hvor det er blevet peget på og drøftet forskellige muligheder. Det er blevet vurderet, om placering af Vestervejs Skoles udskoling kan være på Campusskolen eller på Eriksgården, og om Vestervejs Skoles indskoling og mellemtrin kan være på Dagmarskolen. Endeligt er der drøftet, om Vestervejs Skole kan placeres på Ungdomsskolen.
Campusskolen:
Man kan ombygge en afdeling af bygning 1 på Campusskolen. Der skal monteres nogle nye vægge, etableres ventilation, ABA, nye indvendige dørhuller samt etableres et særskilt område til eleverne. En ombygning af Campus skønnes at koste 1,5 – 2 mio. kr.
Udskolingen har brug for mindst 200 m2 til undervisning og fællesaktiviteter samt personalerum, kontorpladser, møderum garderober mv på i alt 190 m2. I bygning 1 på Campusskolen er en afdeling ca. 420 m2. Bilag 1 viser forslag til indretning.
Klasse- og elevtalsudviklingen på Campusskolen peger på, at skolen fremover vil have et kapacitetsbehov, der svarer til det aktuelle. Bilag 4 fremskrivning elevtal Campus.
Eriksgården:
Eriksgården rummer et indrettet areal på 170 m2. Skal udskolingen fra Vestervejs Skole placeres her, vil det kræve en udbygning, da der i den gamle stuebygnings 1. sal ikke er lofthøjde nok til indretning af hverken klasselokaler eller kontor. Ombygningen af Eriksgården skønnes at koste 1,9 – 2,5 mio. kr. Der ud over vil der være behov for en udbygning på ca. 30 m2, det vil koste ca. 1,1 mio. kr., hvilket giver et samlet investeringsbehov på 3,0-3,6 mio. kr. Det skal understreges, at administrationen ikke har undersøgt lokalplan, placering af eventuel tilbygning, etc.
Eriksgården benyttes af STU-Åmarken, og de er nu vokset ud af lokalerne, og ser efter andre muligheder. Der forventes en sag for udvalget primo 2021. Der er dog ikke lokaliseret nogle nye, egnede lokaler.
Ved en kombination af lokaler på Campusskolen og Eriksgården, vil det være muligt at huse Vestervejs skoles udskolingsaktiviteter med mindre omfattende ombygning af de to lokationer.
Dagmarskolen:
Indskoling og mellemtrin skal bruge 225 m2 samt 190 m2 til personalerum mv. Dagmarskolens blå fløj kan huse dette ved at adskille gangen ved den udvendige trappe. Dette vil give ca. 420 m2, , som kan ombygges. På Dagmarskolen er der afsat midler til opretning af gulve i bl.a. blå fløj i budget 2022. En ombygning af blå fløj til Vestervejs Skole vil derfor være afhængig af at midlerne til opretning af gulve i 2022 fremrykkes til 2021. Ombygningen af Dagmarskolens blå fløj skønnes at koste 0,7-0,9 mio.kr. Bilag 2 forslag til indretning.
Udearealerne til indskoling og mellemtrin på Dagmarskolen omfatter indhegning af et område rundt omkring blå fløj. På området skal der bl.a. etableres en legeplads, og der skal etableres et hegn omkring området. Indhegning og legeplads skønnes at koste 0,5-0,7 mio.kr. Dagmarskolens bålhytte ligger på det område, som tiltænkes Vestervejs Skole. Der skal derfor etableres en ny bålhytte til ca. 75.000 kr. Ombygningen af Dagmarskolen skønnes derfor at koste i alt 1,275-1,675 mio. kr.
Klasse og elevtalsudviklingen på Dagmarskolen peger på, at skolen fremover vil have et kapacitetsbehov, der svarer til det aktuelle. Det skal også bemærkes, at såfremt man vælger at placere indskoling og mellemtrin her, vil der ikke være plads i eksisterende bygningsmasse til en eventuel samlet tandpleje. Bilag 5 fremskrivning elevtal Dagmarskolen.
Ungdomsskolen:
Ungdomsskolens bygninger er på i alt 774 m2. Vestervejs Skole har i alt brug for 425 m2. Ungdomsskolen kan derfor huse hele Vestervejs Skole, hvis bygningen ombygges indvendigt. En ombygning skønnes at koste 1,5 – 2,5 mio. kr. Bilag 3 eksisterende plantegning.
Derudover skal der afsættes midler til etablering af udendørs faciliteter. Denne løsning kræver, at der findes nye lokaler til Ung Ringsted. Løsning går imod den tidligere beslutning om at placere Vestervejs Skole på to matrikler, herunder etablering af en udskolingsafdeling med tæt tilknytning til et eksisterende ungdoms- og uddannelsesmiljø. Desuden vil det kræve, at ungdomsskolen enten får begrænset plads, eller skal flyttes til andre lokaler.