Plan- og Boligudvalget vedtog mandag den 29. april 2019, punkt 5, at udsende forslag til kommuneplantillæg nr. 3, lokalplan 290: ”Ringsted Outlet” og Miljøkonsekvensvurderingen (VVM) samt VVM-tilladelsen i 8 ugers offentlig, høring i perioden fra mandag den 6. maj 2019 til og med mandag den 1. juli 2019.
Lokalplanområdet ligger inden for kommuneplanens rammeområder 1C9 ”Ringsted Outletby” og 1C10 ”Outletbyens parkeringsplads”.
Kommuneplantillæg nr. 3 til Kommuneplan 2017-2029 (Bilag 1) ændrer rammeområde 1C10s afgrænsning, bebyggelsesprocent og antal etager, således at dette rammeområde kun omfatter den nordlige parkeringsplads med parkeringshuset, og bebyggelsesprocenten sættes til 175, for at kunne rumme et parkeringshus i 6 etager i 20 meters højde.
Lokalplan 290: ”Ringsted Outlet” (Bilag 2) omfatter selve Ringsted Outlet Center og har til formål at sikre, at området kan anvendes til:
- Delområde A kun kan anvendes til parkeringshus og parkeringsareal samt tekniske anlæg.
- Delområde B primært kan anvendes til detailhandel og administration. Den sekundære anvendelse kan være serviceerhverv såsom restaurant, frisør og turistrelaterede funktioner med fokus på salg, samt parkering og tekniske anlæg.
Lokalplanen muliggør således etableringen af et parkeringshus og udvidelse af selve butikscenteret.
Kommuneplantillæg nr. 3 og lokalplan 290 er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), da denne planlægning for udvidelsen af Ringsted Outlet Center fastsætter rammerne for fremtidig anvendelse af området.
Udvidelsen af Ringsted Outlet Center, med tilhørende parkeringshus, kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor er der blevet udarbejdet en miljørapport (Bilag 3) til lokalplanen. En sådan miljørapport vurderer de påvirkninger af miljøet, som lokalplanen giver mulighed for.
Ringsted Outlet Center har endvidere ønsket, i henhold til miljøvurderingsloven § 18, stk. 2, at udarbejde en Miljøkonsekvensrapport (Bilag 4) (tidligere VVM-redegørelse) for det konkrete projekt. Miljøkonsekvensrapporten vurderer således selve projektets påvirkninger af miljøet i anlægs- og driftsfasen, herunder hvilke afværgeforanstaltninger, der kan mindske projektets påvirkning af miljøet.
På baggrund af denne Miljøkonsekvensrapport er der udarbejdet en VVM-tilladelse (Bilag 5), hvori der er fastsat en række vilkår for især anlægsfasen. F.eks. skal bygherre sørge for, at der i god tid før arbejdet påbegyndes, er en grundig information og dialog med naboerne til projektet, så tidsplaner og processer er kendt, og stærkt støjende aktiviteter såsom ramning af spuns, skal gennemføres på hverdage i tidsrummet 8 – 16.