Baggrund
En af anbefalingerne i styringsstrategien er, at dagtilbudsområdet skal styrke den tidlige opsporing og tidlige indsats i forhold til børn med særlige behov. Dette er også i tråd med Børn- og Unge politikken, KLK’s Ungeanalyse og den styrkede pædagogiske læreplan.
Dagtilbuddene i Ringsted kommune har allerede mange indsatser til børn i udsatte positioner, men i forlængelse af styringsstrategien er der behov for at styrke og forbedre kvaliteten i de generelle indsatser og gøre dem mere ensartede.
Arbejdet med at styrke indsatserne for alle børn i en udsat position er organiseret i projekt ”tidlig opsporing – tidlig indsats”. I projektet blev der i efteråret 2019 nedsat en tværfaglig styregruppe og projektgruppe, der har udarbejdet forslag til mål for børn i udsatte positioner i Ringsted kommunes dagtilbud (se nedenfor), samt en konkret indsatsbeskrivelse for, hvordan alle børn i en udsat position får den hjælp og støtte de har brug for. Indsatserne er baseret på eksisterende erfaringer og metoder på dagtilbudsområdet, eksisterende procedurer, f.eks. i forhold til overgange til skolerne, forskning og rådgivning fra Socialstyrelsen, der har vejledt og faciliteret en del af udviklingsarbejdet i efteråret.
Projekt tidlig opsporing – tidlig indsats”
Udviklings- og implementeringsprocessen kaldet ”tidlig opsporing – tidlig indsats” indledes med et pilotprojekt i de 5 dagtilbud med flest børn i udsatte positioner og der er formuleret et forslag til overordnet mål for børn i udsatte positioner, samt et delmål for pilotprojektet (se nedenfor).
Mål, delmål for indsatsen
Mål: ”Alle børn i Ringsted kommunes dagtilbud, der befinder sig i en udsat position, modtager en systematisk og målrettet tværfaglig indsats med henblik på at afhjælpe deres udfordringer, der knytter sig til deres trivsel, læring, udvikling og sundhed”.
Delmål:
2 gang om året laver alle dagtilbud trivselsvurderinger på alle børn. Det er en vurdering af, om det enkelte barn trives og udvikler sig, der foretages af det pædagogiske personale i dagtilbuddet. Trivselsvurderingerne er et supplement til de daglige iagttagelser.
Med udgangspunkt i trivselsvurderingerne er målet for de 5 dagtilbud, der har langt de fleste børn i udsatte positioner, at der inden foråret 2021 er:
- 85 % børn i grøn position (Svarende til 375 børn i grøn position ud af 441 børn – I foråret 2019 var der 330 / 75 % børn i grøn position)
- 11 % børn i gul position (Svarende til 48 børn ud af 441 børn – I foråret 2019 var der 78 børn / 17,7 % i gul position)
- 4 % børn i rød position (Svarende til 18 børn ud af 441 børn) – I foråret 2019 var der 33 børn (7,5 % i rød position)
Grøn, gul og rød position betyder følgende:
- Grøn position betyder, at et barn og/eller familie trives, udvikler sig og lærer på alle områder
- Gul position betyder, at et barn og/eller familie kan være i begyndende mistrivsel, noget undrer eller bekymrer og skal undersøges/analyseres nærmere
- Rød position betyder, at et barn og/eller familie ikke trives og der er grund til bekymring
Forældrene er orienteret om, at der laves 2 årlige trivselsvurderinger og vil altid blive inddraget ved den mindste bekymring.
Evaluering:
Evalueringen kommer til at ske gennem en registrering. Det betyder, at når den næste trivselsvurdering laves i foråret 2020, skal lederne af de 5 dagtilbud som altid registrere i hvilken position det enkelte barn vurderes. Herefter skal de det følgende år følge de børn, der er i rød og gul position gennem projektperioden, så det bliver muligt at følge progressionen for de enkelte børn.
Der måles igen på de konkrete børn i efteråret 2020 og i foråret 2021. Derudover vil der blive lagt op til at lave fokusgruppeinterviews i de enkelte dagtilbud.
Når Udvalget har besluttet, hvilket mål, der skal gælde for indsatserne, vil hvert dagtilbud i forlængelse heraf formulere lokale mål, da deres udgangspunkt er forskellige.
Målgruppe:
Når vi i Ringsted kommune taler om børn i en udsat position, så omfatter det børn, hvor der enten er bekymring for mistrivsel eller begyndende mistrivsel.
Det kan være:
• børn fra familier med en svag socioøkonomisk baggrund,
• børn med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse eller
• børn, der i bestemte situationer befinder sig uden for fællesskabet.
At være i en udsat position er dynamisk og kontekstbestemt og er derfor både børn, der har behov for støtte efter lov om social service eller dagtilbudsloven, men også børn, hvis udvikling synes truet, og hvor der kræves særlig opmærksomhed.
Overordnet beskrivelse af indsatser til børn i udsatte positioner
Dagtilbuddene skal arbejde forebyggende og foregribende gennem en række konkrete indsatser.
Det enkelte barn skal opleve at barnets behov i hverdagen bliver tilgodeset, at barnet bliver mødt med omsorg og oplever nære relationer til en eller flere voksne, at barnet bliver spejlet, afstemt og reguleret følelsesmæssigt, så barnet udvikler en velfungerende evne til at regulere sig selv og egne følelser i relation til andre.
I bilaget til sagen er det skitseret hvem, der gør hvad, hvornår, når et barn er i en udsat position, hvilke nøgleindsatser, der i forvejen arbejdes med i alle dagtilbud, samt hvilke indsatser, der igangsættes i 2020 i forskellige etaper i forbindelse med projekt ”tidlig opsporing – tidlig indsats”.
Alle indsatser har til formål at støtte op om det enkelte barn i udfordringer.
Udrulning til hele dagtilbudsområdet
Når de 5 dagtilbud har gjort sig erfaringer, vil projektet løbende blive udrullet til hele dagtilbudsområdet, fra efteråret 2020. Denne udrulning vil ske i relation til mængden af børn i udsatte positioner i de enkelte dagtilbud.
Alle dagtilbud vil med udgangen af 2021, have et tilstrækkeligt kompetenceniveau ift. hvor mange børn de har i udsatte positioner.