Indledning
Sagsgang:
| BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | X | | | X | | | |
| Beslutning | X | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
I denne sag skal der tages stilling til, hvordan Ringsted Kommune skal forholde sig til Banedanmarks beslutning om at nedlægge en vejbærende bro ved Hjortholmvej.
Beskrivelse af sagen
Banedanmark har meddelt Ringsted Kommune, at en vejbærende bro ved Hjortholmvej skal nedlægges. Nedlæggelsen skal ske i forbindelse med sporfornyelse og hastighedsopgradering af den banestrækning som vejbroen krydser. Omkostningen til nedlæggelsen af broen dækkes af Banedanmark, og arbejdet vil blive gennemført i 2024-2025. Broen er beliggende i Ringsted Kommune nord for Sorøvej. Broens beliggenhed fremgår af bilag 1. Broen er beliggende tæt på kommunegrænsen til Sorø Kommune.
Broen vurderes af Banedanmark at være udtjent, idet bygværkets tilstand og bæreevne er ringe. Broen udgør en risiko for banesikkerheden. Broen skal derfor enten udskiftes eller nedlægges. Banedanmarks beslutning om nedlæggelse er truffet med hjemmel i jernbanelovens bestemmelser, som blandt andet giver mulighed for at foretage disposition om nedlæggelse af jernbaneinfrastruktur.
Banedanmark oplyser, at etablering af en ny bro vil koste 16-20 mio. kr. inkl. nedrivning. Den isolerede omkostning til nedrivning vurderes af Banedanmark at koste 0,5-1,0 mio. kr. En udskiftning vil således påvirke hastighedsopgraderingsprojektets økonomi negativt med minimum 15 mio. kr.
Banedanmark har også tilkendegivet, at der i forbindelse med afvejningen af, om nyetablering eller nedlæggelse vil være den mest hensigtsmæssige løsning, er taget hensyn til forsvarlig forvaltning af statens midler, at broen ikke er vigtig af beredskabsmæssige hensyn, samt rimeligheds- og proportionalitetsprincippet, idet der blot er få brugere af broen. Banedanmark har opgjort det til 8 husstande som vil blive berørt.
I sin henvendelse oplyser Banedanmark yderligere, at der inden bronedlæggelsens effektuering vil blive etableret en fremtidig forbindelse til offentlig vej ad de eksisterende private fællesveje Hjortholmvej, Dalsagervej og Bringstrupvej mellem nordsiden af det nuværende brosted og kommunevejen Bringstrupvej mod øst. Den fremtidige forbindelse til det offentlige vejnet ad de eksisterende private fællesveje er markeret i bilag 1, og agtes sikret samt tillagt en vejret, såfremt en vejret ikke allerede eksisterer. Banedanmark har oplyst, at sikringen af vejret forventes at ske ved indgåelse af aftaler med de private vejejere, subsidiært ved ekspropriation.
Banedanmark meddeler også, at det er forventeligt, at Ringsted Kommune ønsker asfalten på ramperne fjernet fra både nord- og sydside af brostedet, og arealerne muldpålagt.
Administrationen har været i dialog med Banedanmark omkring oprydningen efter en eventuel bronedlæggelse, herunder fjernelse af ramper og afholdelse af omkostninger hertil. Banedanmark anslår, at følgearbejder i forbindelse med bronedlæggelse vil være 2,38 mio. kr., fordelt på følgende:
- Udgravning til terrænniveau, 900.000 kr.
- Bortskaffelse af jord til godkendt modtager, 1,3 mio. kr.
- Udlægning af ren muld, 180.000 kr.
I dialogen mellem administrationen og Banedanmark er det fra Banedanmarks side oplyst, at der i projektet på nuværende tidspunkt ikke er afsat økonomi til ovenstående følgearbejder. Banedanmark er dog indstillet på at finde økonomi til udførelsen af punkt 1 og 3.
For så vidt angår punkt 2 har Banedanmark appelleret til, at Ringsted Kommune modtager den mængde jord, der udgraves som led i fjernelsen af ramper. Mængden er anslået til ca. 5.000 m3.
Jord kan inddeles i følgende klasser:
- Klasse 0: Jorden kan have et mindre indhold af forurenende stoffer, men indholdet er så lavt, at det ikke udgør nogen miljø- eller sundhedsmæssig risiko. Deponeringsmulighed: Under vandspejl.
- Klasse 1: Jorden kan anvendes frit i industri-, by- og boligområder til bygge- og anlægsarbejder uden tilladelse efter miljølovgivningen. Deponeringsmulighed: Volde.
- Klasse 2: Jorden defineres som lettere forurenet, og skal så vidt muligt genanvendes i for eksempel bygge- og anlægsarbejder. Deponeringsmulighed: Kerne af volde.
- Klasse 3: Forurenet jord til rensning eller deponering, medmindre jorden kan håndteres efter genanvendelsesbekendtgørelsen. Deponeringsmulighed: Kerne af volde.
- Klasse 4: Kraftigere forurenet jord til rensning med eventuelt efterfølgende deponering. Deponeringsmulighed: Rensning.
Banedanmark har på administrationens foranledning redegjort for i hvilket omfang bronedlæggelsen vil påvirke de trafikale afstande. Med udgangspunkt i tre fikspunkter har Banedanmark synliggjort de omvejsmæssige konsekvenser for otte lodsejere i nærområdet, som vurderes at blive berørte af bronedlæggelsen. Redegørelsen ses i bilag 2.
Banedanmark har i sin henvendelse afsluttende anmodet om Ringsted Kommunes eventuelle bemærkninger til bronedlæggelsen.
Inddragelse og høring
Såfremt broen nedlægges, vil høring ske gennem Banedanmark.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at vejbroen primært benyttes af de i nærheden boende lodsejere. Administrationen vurderer, at 8 lodsejere i Ringsted Kommune vil blive blive berørte med ændrede køreafstande som følge af bronedlæggelsen, mens det samme vurderes at være gældende for 5 lodsejere i Sorø Kommune.
Broens nedlæggelse vurderes af administrationen at påføre de berørte lodsejere en ændret køreafstand i spændet ca. 0,3 - 2,0 kilometer. For nogle lodsejere vil køreafstanden blive kortere, mens den for andre vil blive længere. Administrationen vurderer, at meromkostningen ved at erstatte broen med en ny samfundsmæssigt ikke er proportional med de potentielle omvejsmæssige gener for de relativt få berørte lodsejere. Administrationen vurderer således, at bronedlæggelsen er en hensigtsmæssig løsning.
Banedanmark har i sin henvendelse appelleret til, at Ringsted Kommune som alternativ til deponering uden for kommunens grænser selv aftager overskudsjorden fra ramperne. Administrationen vurderer, at jord op til klasse 3 vil kunne genanvendes inden for kommunegrænsen som led i realiseringen af Hulemarken-projektet. Administrationen vurderer, at Hulemarken-projektet på nuværende tidspunkt er det eneste realistiske modtagested i kommunen. Men andre modtageområder kan også bringes i spil.
Skal kommunen acceptere den pågældende jordmodtagelse, vurderer administrationen, at det bør ske på nærmere aftalte vilkår, der sikrer, at kommunen ikke forpligtes til at aftage jord, som enten vurderes for forurenet eller ikke passer ind i den detailmæssige planlægning for modtagelse.
Konkret vurderer administrationen, at der stilles følgende krav til Banedanmark:
- at Ringsted Kommune med et aftalt varsel kan meddele hvor og hvornår jorden ønskes modtaget, da tidspunktet for modtagelsen skal koordineres med øvrige hensyn til Hulemarken-projektet, eller andet relevant projekt,
- at Banedanmark i behørig tid før jordens flytning foretager de nødvendige jord- og miljøanalyser, og afholder omkostningen hertil,
- at Banedanmark over for Ringsted Kommune garanterer, at såfremt jorden ikke kan eller ønskes modtaget af Ringsted Kommune, da afholder Banedanmark omkostningen til bortskaffelse hos anden modtager.
I dialogen med Banedanmark har administrationen spurgt ind til muligheden for, at der etableres en ny vejbærende bro uagtet, at Banedanmark vurderer nedrivning som den optimale løsning. Hertil har Banedanmark meddelt, at det formentlig vil være muligt, at der opføres en ny vejbærende bro, hvor den fulde omkostning afholdes af Ringsted Kommune, ligesom det også vil være kommunen, som skal afholde de fulde omkostninger til drift og vedligehold. Administrationen vurderer ikke denne løsning hensigtsmæssig.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- at Ringsted Kommune overfor Banedanmark tilkendegiver at være positivt indstillet over for bronedlæggelsen.
- at Ringsted Kommune over for Banedanmark stiller krav om, at Banedanmark skal garantere, at bronedlæggelsen inklusive fjernelse af ramper, fjernelse af jord og udlægning af muld skal være omkostningsneutral for Ringsted Kommune.
- at Ringsted Kommune over for Banedanmark stiller de i pkt. a. - c. anførte krav.