| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | | | | | | | |
| Beslutning | | | | | | x | x | |
Indledning
Kulturregion Midt- og Vestsjælland og Kulturministeriet indgik 2020 kulturaftale for årene 2021- 2024 med Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø Kommune. I denne sag orienteres om projektets indsatser i 2021, og der skal tages stilling til restfinansieringen af årene 2022- 2024.
Beskrivelse af sagen
Kulturregion Midt- og Vestsjællands seks kommuner ønsker med børne- og unge indsatsområdet i Kulturaftalen 2021- 2024 at sætte fokus på børn og unges kreative udvikling i en struktureret indsats, der dækker alle dagtilbud og skoler. Ambitionen er at realisere et tværgående projekt, hvor alle børn og unge uanset baggrund og bopæl får lige muligheder og lige adgang til at arbejde med kreative processer i møder med kunst og kultur. I alt 35.000 børn og unge. Projektet blev kickstartet d. 4. februar 2021 til konferencen, Børnenes Kulturregion, hvor politikere, fagprofessionelle, skoleledelse og pædagogisk ledelse og centerledelse fra de seks kommuner blev involveret i realiseringen af indsatsen (bilag 1: Vision og Mission).
Kulturregionalt Kulturprogram
Målet for projektårene 2021- 2024 er at realisere et fuldt integreret kulturprogram i alle Kulturregionens seks kommuner. Der vil være mulighed for, at Kulturregionen forlænger projektet til 2028 – altså en kulturaftale yderligere. Målet er at alle skoler og alle dagtilbud deltager.
Et fuldt integreret kulturprogram betyder, at man, som barn i kulturregionen fra man begynder i dagtilbud og til man går ud af 9. kl., deltager i årlige kunst- og kulturforløb. I alt 13 kulturforløb inden for de forskellige kunstarter: musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, arkitektur, håndværk- og design og film. Barnet får på denne måde både udvidet sit kendskab til de forskellige kunstarter og sin egen måde at være kreativ på.
Læringsmål
Alle kulturforløb indarbejdes i skolernes og dagtilbuddenes læringsmålsarbejde og er som en del af årsplanen med til at understøtte arbejdet med børnenes læring og trivsel. Kulturforløbene foregår i et tæt samarbejde mellem den deltagende lærer/ pædagog og kunstneren, som er udvalgt på baggrund af høj kunstnerisk faglighed og pædagogiske formidlingsevner. Med hver deres kompetencer inden for læring, kunst og kreativitet etablerer lærer/pædagog og kunstneren sammen et kreativt læringsrum, så børnene år efter år kommer til at arbejde med forskellige kunstarter og deres egen måde at udtrykke sig gennem kunst og kultur.
Kulturforløbenes indhold og aftaler med kunstnerne fastlægges til næstkommende skoleår tidligt i foråret, så indholdsbeskrivelse inkl. tidsplan kan sendes ud i forhold til det tidspunkt før sommerferien, hvor lærere og pædagoger går i gang med næste skoleårs planlægning (bilag 2: Læringsmateriale som eksempel på hvad et kulturforløb indeholder).
Planlægningen af kommende 5 kulturforløb til afvikling i skoleåret 21/22 er allerede godt i gang i kulturregionsnetværket, hvor skole-, dagtilbuds- og kulturrepræsentanter fra hver kommune sammen har undersøgt hvilke kunstnere og kulturinstitutioner, der er relevante for de enkelte kommuner at inddrage. Det forventes, at skolerne og dagtilbuddene modtager informationer om åres kulturforløb i løbet af april (bilag 3: Præsentation af indsatserne 2021.
Erfaringer fra pilotprojekt i 2020
I 2020 blev der i alle seks kommuner gennemført og afprøvet en pilot i form af et billedkunstforløb. Her deltog i alt 2000 elever, 80 lærere og 3 kunstnere på tværs af de seks kommuner. Erfaringerne herfra var særdeles positive og har givet et godt afsæt til udvidelsen af indsatserne i 2021.
Gradvis implementering af projektet
Realiseringen af projektet sættes gradvist i gang hen over de næste tre år på den måde, at antallet af årlige kulturforløb øges fra 2021 til 2024.
| | Beskrivelse | Antal Børn | Finansiering |
| 2021 | Her gennemføres kulturforløb for fem årgange i alle kommuner. 4 Kulturforløb i skolerne og 1 kulturforløb i dagtilbuddene. | Deltagermål: 14.000 børn | Der er realiseret finansiering til alle 5 forløb i alle kommuner for 2021. |
| 2022 | Her udvides til kulturforløb for 8 årgange 6 Kulturforløb i skolerne og 2 kulturforløb i dagtilbuddene. | Deltagermål: 23.000 børn | Medkommunal finansiering indgår. |
| 2023 & 2024 | Her udvides til kulturforløb for 13 årgange 10 Kulturforløb i skolerne og 3 kulturforløb i dagtilbuddene*. | Deltagermål: 35.000 børn | Medkommunal finansiering indgår. |
*3 kulturforløb i dagtilbud: dette dækker hele dagtilbudsområdet fra 0-5 år fordelt på 3 samlede forløb (f.eks. samles alle 1-2 årige i et kulturforløb).
Deltagelsesniveau
For årene 2023 og 2024 udarbejdes en deltagelsesmodel, på baggrund af evalueringen af indsatserne i 2021, med mulighed for, at den enkelte kommune kan vælge mellem forskellige deltagelsesniveauer. Deltagelsesmodellen præsenteres primo 2022.
Skemaet er eksempel på forskellige niveauer af deltagelse:
| Niveau 1 Fuldt udfoldet indsats, | Niveau 2 Delvis deltagelse | Niveau 3 Delvis deltagelse | Niveau 4 Delvis deltagelse |
| 3 forløb i dagtilbud * 10 forløb i skolerne (Alle årgange fra 0. klasse til 9. klasse) | 10 forløb i skolerne (Alle årgange fra 0. klasse til 9. klasse) | 3 forløb i dagtilbud* 7 forløb i skolerne (Årgangene 0. klasse til 6. klasse) | 7 forløb i skolerne: (Årgangene 0. klasse til 6. klasse) |
*dækker alle børn i dagtilbud, fra 0-5 år
Forskning
15. Juni Fonden har tildelt fondsmidler til projektet. En del af fondsmidlerne fra 15. Juni Fonden er allokeret forskning og effektmåling, så der fra start kan igangsættes dataindsamlinger og erfaringsopsamling til senere dokumentering af projektets resultater og effekter.
Organisering
Organiseringen af indsatsen har to niveauer:
- Kulturregionalt: Dette niveau består af
- en styregruppe med en chef /ledelsesrepræsentant fra hver kommune
- et projektsekretariat forankret i Lejre Kommune
- et kulturregionsnetværk med repræsentanter fra både skole-, dagtilbuds- og kulturområdet fra hver kommune.
Kulturregionsnetværket og styregruppen sikrer et solidt tværkommunalt samarbejde, hvor kulturressourcer og erfaringer bliver brugt på tværs af kommunegrænser med mulighed for lokal forankring og tilpasning til den enkelte kommune.
Et lokalt niveau, hvor kommunens eget kultur, skole- og dagtilbudsområde samarbejder om at få kulturforløbene ud til de deltagende skoler og dagtilbud. (Bilag 4: Uddybelse af organiseringen og ansvars- og opgavefordelingen)
Inddragelse og høring
Ingen.
Økonomi
Projektbudgettet er totalt på 26.300.000 kr. og dækker perioden fra og med 2021 til og med 2024. Der er til igangsættelsen og implementering af indsatsen rejst midler fra både Kulturregionen, Kulturministeriet og 15. Juni Fonden svarende til 14.250.000 kr.
Dette giver et restfinansieringsbehov på 12.050.000 kr.
Det er en forudsætning fra 15. juni fondens bevilling, at der realiseres et ambitiøst børnekulturprogram med dækning i alle kommuner. Der foretages en vurdering af fondens videre deltagelse ultimo 2021. Midlerne fra fonden er bevilliget med udgangspunkt i vedlagte projektbeskrivelse (bilag 5).
Alle indsatser i 2021 er dog allerede fuldt finansieret, hvilket betyder, at alle kulturregionens børn på de udvalgte fem årgange kan deltage i kulturforløbene, mens der tages stilling til medfinansiering for 2022 og overslagsår.
| Finansieringsplan | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 |
| Kulturregionsmidler | 1.800.000 kr. | 1.900.000 kr. | 2.000.000 kr. | 2.100.000 kr. |
| Fondsmidler | 2.150.000 kr. | 2.150.000 kr. | 2.150.000 kr. | |
| Resterende finansiering * | 0 kr. | 1.650.000 kr. | 4.350.000 kr. | 6.050.000 kr. |
| I alt | 3.950.000 kr. | 5.700.000 kr. | 8.500.000 kr. | 8.150.000 kr. |
*Til fordeling mellem alle 6 kommuner svarende til 115 kr. pr. barn pr. år med et samlet børnetal på ca. 35.000 kr. Børnetallet er seneste tal, indhentet fra Danmarks Statistik nov. 2020.
For Ringsted Kommune vil anslåede udgifter ved fuld deltagelse i Børnenes Kulturregion 2021- 2024 fordele sig således:
| | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 |
| Medfinansiering* | 0 kr. | 250.000 kr. | 650.000 kr. | 910.000 kr. |
*Medfinansieringen er udregnet på baggrund af et samlet børnetal i Ringsted Kommune og inkluderer både dagtilbud, folkeskoler og private skoler og institutioner. Se bilag 6: Børnetal pr. kommune.
For 2022 kan deltagelsen finansieres ved eksisterende midler på kultur-, skole- og dagtilbudsområdet, der i forvejen er afsat og planlagt anvendt til lignende aktiviteter, der så gennemføres i regi af projektet ”Børnenes Kulturregion”. Fri- og Privatskoler- og institutioner betaler for deltagelsen i projektaktiviteterne på samme niveau som kommunale skoler og institutioner.
Finansieringsplanen for årene 2023 og 2024 med mulighed for forskellige deltagelsesniveauer fremlægges udvalgene primo 2022 på baggrund af evaluering af indsatserne i 2021.
Vurdering
Det er administrationens vurdering:
- At indsatsens struktur med dagtilbud og skoler som målgruppe sikrer, at alle Kulturregionens børn og unge får lige muligheder for at udvikle deres kreativitet og lige adgang til kunst og kultur.
- At ”Børnenes Kulturregion” understøtter skoler og dagtilbuds arbejde med trivsel og læring ved at indfri de forskellige fags målsætninger og folkeskolereformens og de pædagogiske læreplaners intentioner om at styrke og udvikle børnenes kreative kompetencer.
- At indsatsen styrker Kulturregionens kulturliv. I alle seks kommuner eksisterer der allerede mange ambitiøse børnekulturelle indsatser, som med fordel kan indgå i Børnekultursatsningen.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at projektet vedr. 2021 tages til orientering
- at finansiering for deltagelse i Kulturregionens børnekultursatsning for år 2022 afholdes inden for eksisterende budget på kultur-, skole- og børneområdet samt ved medfinansiering efter deltagelse hos fri- og privatskoler og - institutioner
- at finansieringsplanen for årene 2023 og 2024 med mulighed for forskellige deltagelsesniveauer fremlægges udvalgene primo 2022 på baggrund af evaluering af indsatserne i 2021