Indledning
Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | | | | | | | |
| Beslutning | | | x | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
På mødet den 25. oktober 2021 besluttede Ældre- og Genoptræningsudvalget, at der skal forelægges en sag med præsentation af forskellige modeller for udlån af lokaler med træningsmaskiner på Knud Lavard Center (KLC).
I denne sag præsenteres forskellige modeller for udlån.
Beskrivelse af sagen
På Ældre- og Genoptræningsudvalgets møde den 17. maj 2021 orienterede administrationen om ændring af praksis for udlån af lokaler på KLC. Ændringen omfatter et stop for udlån af de træningssale, hvor der er træningsmaskiner. De resterende lokaler på KLC udlånes fortsat efter reglerne i Folkeoplysningslovens kapitel 6.
Baggrunden for beslutningen er:
- Behov for udvidede åbningstider grundet et øget antal genoptrænings- og træningsforløb efter Sundheds- og Serviceloven, flere forløb med borgere der ønsker en livsstilsændring, ekstra træningshold som led i projektforløb, fx "Aktiv hverdag med demens" og flere forløb i samarbejde med Jobcenteret. For borgere med en genoptræningsplan fra sygehuset gælder ydermere, at de har lovkrav på at få et tilbud om opstart af genoptræning inden for syv kalenderdage efter udskrivning.
- Risiko for nedbrud på maskinerne eller behov for kalibrering så borgere der er henvist til træning eller genoptræning ikke kan gennemføre deres genoptræning. Dette kan have store konsekvenser for de berørte borgere.
De foreninger der er blevet berørt af beslutningen, er Ældresagen og Ringsted Kommunes Personaleforening. Frem til nedlukning på grund af Corona havde Ældresagen mulighed for at træne 20 timer pr. uge med henholdsvis 15 og 20 personer pr. time. Personaleforeningen havde mulighed for at træne 80,25 time pr. uge med 10 personer pr. time (bilag 1). I alt svarer det til ca. 820 træningstimer pr. uge.
Efterfølgende blev der rejst en sag i Byrådet via initiativretten med et ønske om at få belyst sagen yderligere. Byrådet besluttede, at sende sagen til behandling i Ældre- og Genoptræningsudvalget, for belysning af de juridiske, økonomiske, kapacitetsmæssige og faglige aspekter. Denne sag blev behandlet i Ældre- og Genoptræningsudvalget den 25. oktober 2021, hvor udvalget godkendte at få præsenteret en sag på decembermødet med forslag til forskellige modeller for eventuelt udlån af maskiner.
Administrationen har spurgt de øvrige 16 kommuner i Region Sjælland om deres praksis med hensyn til udlån af træningsmaskiner. Der er mange forskellige modeller.
12 kommuner har svaret. Heraf udlåner syv kommuner træningsmaskiner til foreninger i forskelligt omfang herunder Hjerteforeningen, lokale gymnastikforeninger, Ældresagen, LOF, FOF, AOF, Diabetesforeningen og Lungeforeningen. Tre kommuner har en ordning med gratis træning til ældre og personer, der lige har afsluttet genoptræning. I to kommuner drives ordningen af frivillige, som selv har været gennem et genoptræningsforløb. I en kommune drives ordningen af medarbejderne. Fem kommuner udlåner ikke lokaler med træningsmaskiner.
Nedenfor præsenteres forskellige modeller for udlån af træningslokaler med maskiner på KLC.
Model 1 - Alle foreninger kan komme i betragtning
- Alle foreninger kan låne lokaler med træningsmaskiner på KLC.
- Udlån annonceres bredt herunder på hjemmesiden og i aviserne. Der er flere foreninger som har spurgt om muligheden for at benytte træningsmaskinerne.
- Foreningerne skal have egne instruktører, som er fortrolige med den rigtige brug af træningsmaskinerne - både af hensyn til maskinerne og de personer, der skal træne. Instruktøren/instruktørerne skal altid være til sted under træningen.
Model 2 - Fortrinsret for foreninger der udbyder træning til borgere med særlige behov
- Foreninger der vil udbyde træning til særligt sårbare får fortrinsret. Det kan fx være patientforeninger eller foreninger, der vil udbyde særligt hensyntagende træning herunder FOF, LOF og AOF.
- Udlån annonceres bredt herunder på hjemmesiden og i aviserne.
- Foreningerne skal have egne instruktører, som er fortrolige med den rigtige brug af træningsmaskinerne - både af hensyn til maskinerne og de personer, der skal træne. Instruktøren/instruktørerne skal altid være til sted under træningen.
- Ved ansøgning skal foreningen beskrive målgruppe og ønske til træningstider. Målgruppens behov og foreningens kompetencer i forhold til træning, indgår i vurderingen af hvem der får tildelt træningstid i lokalerne.
Model 3 - Tilbud til personer der har været i genoptrænings-/træningsforløb på KLC
- Personer der har været gennem et genoptrænings- eller træningsforløb efter Sundheds- eller Serviceloven får tilbud om seks til 12 måneders gratis træning uden for normal åbningstid. Formålet er at åbne mulighed for en langsom overgang til selvtræning i privat regi. Hvor de første seks til 12 måneder giver borgeren mulighed for at blive tryg ved selvtræning og dermed forhåbentlig understøtter ,at borgeren har mod på at fortsætte træningen i et kommercielt fitnesscenter eller i foreningsregi.
- Andre kommune har denne ordning, hvor den bliver drevet af frivillige, som selv har gået til træning. Indledningsvis kan ordningen drives i gang med brug af medarbejdere fra KLC. Dette vil betyder, at der skal afsættes midler til opstart af ordningen.
- Hvis der er ledig plads, kan denne ordning eventuelt suppleres med et træningsklippekort til borgere, som rehabiliteringsterapeuterne og/eller hjemmeplejen vurderer kan motiveres til efterfølgende selvtræning i privat regi. En sådan ordning vil kræve, at der er medarbejdere, som kan introducere til træningsmaskinerne.
- Ordningen vil betyde, at ca. 80 personer kan træne pr. dag i hverdagene.
Model 4 - Træningssale med træningsmaskiner udlånes ikke
Det fastholdes, at træningssale med maskiner ikke udlånes til foreninger. Dermed har Træning fleksibel mulighed for at udvide åbningstiderne, så de kan honorer en stigende opgavemængde.
Det forudsættes, at den tid der udbydes til foreninger tilpasses, så Sundhed & Træning har råderet over lokalerne i det tidsrum, der er nødvendigt for at kommunen kan løse sine opgaver. Pt. vil det betyde, at foreninger kan få adgang til lokalerne mandag - torsdag fra kl. 17:30, fredag fra 16:30.
For model 1, 2 og 3 forudsættes, at de først træder i kraft, når COVID-19 ikke medfører særlige forholdsregler.
Økonomi
I forhold til økonomi vil model 1, 2 og 3 være ensbetydende med øgede udgifter grundet ekstra slid på maskinerne. Den samlede værdi af maskinerne er ca. 1 mio. kr. (indkøbspris).
Mellem 60 - 80 borgere, der er visiteret til træning, træner dagligt på maskinerne på hver af de fem hverdage. Den anslåede levetid pr. maskine ved dette brug er otte - 10 år. Der kan være forskel fra maskine til maskine afhængig af bevægelige dele og teknologi. Udlånes maskinerne til foreninger trænes der dobbelt så meget på dem i hverdagen samt i ydermere i weekenden. Det vurderes, at dette reducerer maskinernes levetid med tre til fem år.
Det vil sige, at de ekstra udgifter til vedligehold og udskiftning af maskiner ved udlån er på ca. 90.000 kr. årligt.
For model 3 gælder endvidere, at der skal afsættes lønmidler til at opstart af indsatsen samt til løbende instruktion af de frivillige samt til administration og koordination. Det skønnes, at der vil være behov for ekstra 84 terapeuttimer i opstartsfasen. Den løbende instruktion skønnes at kræve 35 terapeuttimer om året, hvis det lykkedes at finde frivillige. De administrative opgaver med hjælp til frivillige og registrering af deltagere skønnes at være to timer pr. uge = 104 timer pr. år. Det beløber sig til:
- 96.400 kr. ekstra til løn i år et.
- 46.000 kr. ekstra til løn i år to og efterfølgende år.
Eventuelt kan model 3 løses i aftenskoleregi, men hvor Sundhed og Træning og rehabiliteringsterapeuterne rekrutterer borgerne.
Model 3 er ensbetydende med en serviceudvidelse.
For model 1 og 2 gælder, at lokalerne lånes ud til foreninger i henhold til Folkeoplysningslovens kapitel 6, § 21. Det fremgår af § 22, at:
"De i § 21 nævnte lokaler og udendørsanlæg stilles vederlagsfrit til rådighed med el, varme, rengøring og fornødent udstyr."
Kommunen kan altså ikke tage sig betalt for for lokaler, rengøring, forbrugsafgifter eller slid. Derudover kan kommunen som hovedregel ikke leje ud eller udlåne lokaler til private virksomheder eller borgere. Der er dog undtagelser, fx kan kommunen udleje et idrætsanlæg til en professionel sportsklub til markedsprisen.
Inddragelse og høring
Sagen sendes til høring i Ældrerådet og Handicaprådet.
Økonomi
Modellerne 1 - 3 er ensbetydende med øgede udgifter i forskelligt omfang. Ønske om finansiering kan indgå i budget 2023.
Vurdering
Administrationen vurderer, at alle modeller kan gennemføres i forhold til lovgivningen. Det vurderes, at modellerne 2 og 3 vil komme potentielt sårbare grupper til gode og kan være med til at motivere borgere, som måske ellers ikke ville træne. Det vurderes samtidig, at model 2 og 3 i højere grad end model 1 er rettet mod de særligt sårbare og træningsuvante.
Det er administrationens vurdering, at det er nødvendigt for Sundhed & Træning, at fastholde de nuværende åbningstider samt at det fremadrettet kan blive nødvendigt at udvide åbningstiderne yderligere, hvis kommunen skal kunne løse skal-opgaver inden for de fastsatte tidskrav.
I forhold til model 1 og 2 er det administrationens vurdering, at en bredere annoncering er vigtig for at sikre, at alle relevante foreninger bliver opmærksomme på muligheden og dermed sikre en lige behandling af foreningerne.
De vurderes, at model 1 - 3 kan sættes i gang fra januar 2023, hvis der kan findes finansiering til det i budget 2023.
Konsekvenser for handicapområdet
Forslaget har ikke særskilte konsekvenser for handicapområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller, at model 3 godkendes herunder at forslag om finansiering fremsættes til budget 2023.