Indledning
Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | X | | | | | | X |
| Beslutning | X | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
Ringsted Almene Boligselskab har ansøgt om dispensation for kommunal boliganvisning til boligselskabets boliger i en periode for at kunne gennemføre en helhedsplan i Søndre Park. En dispensation ændrer på den aftale om boliganvisning for 2019-2022, som Byrådet har godkendt den 4. februar 2019, og ansøgningen forelægges derfor til behandling i fagudvalg og Byråd.
Beskrivelse af sagen
Ringsted Almene Boligselskab gennemfører i 2021-2025 en helhedsplan med omfattende renovering af boligerne i Søndre Park. Boligerne i Søndre Park kan derfor i en periode ikke benyttes til beboelse, og boligselskabet skal finde genhusningsboliger til beboerne. Boligselskabet har på den baggrund suspenderet sin egen venteliste til alle 15 boligafdelinger i Ringsted fra den 1. januar 2021, og boligselskabet søger Ringsted Kommune om følgende:
- Dispensation for kommunal boliganvisning for boligerne i Søndre Park indtil helhedsplanen er gennemført, hvilket forventes at tage fem år.
- Dispensation for kommunal boliganvisning for alle almene familieboliger i Ringsted Almene Boligselskab i en periode på to år, således at der kan frigøres boliger til genhusning.
Ansøgningen er vedhæftet som bilag 1.
Ringsted Almene Boligselskab havde i første omgang (december 2020) søgt om dispensation for kommunal boliganvisning for alle selskabets boliger i en periode på fem år. Efter korrespondance med administrationen har boligselskabet dog forkortet denne periode til to år.
Kommunen har anvisningsret til boligerne i henhold til almenboliglovens § 59 og i henhold til aftale indgået mellem kommunen og boligselskabet for perioden 2019-2022 (bilag 2). Anvisningsretten indebærer, at kommunen kan anvise hver fjerde ledige bolig til borgere med påtrængende boligsociale behov.
Hvis boligselskabets ansøgning om dispensation imødekommes, ophæver det i en periode kommunens anvisningsret efter boligsociale kriterier.
I nedenstående tabel fremgår, hvor mange boliger kommunen har anvist efter de boligsociale kriterier i de seneste tre år, og hvor mange heraf, der er boliger i Ringsted Almene Boligselskab (RAB) og i Sdr. Park.
Tabel 1: Anvisninger efter boligsociale kriterier de seneste år
| | 2018 | 2019 | 2020 |
| Anvisninger efter boligsociale kriterier i alt | 54 | 48 | 81* |
| Heraf til RAB | 32 | 29 | 26 |
| Heraf til Sdr. Park | 8 | 6 | 5 |
* De 81 boliger var inklusiv anvisning til 34 nyopførte boliger i Bataljonen.
Ud fra disse data må det forventes, at den dispensation, der søges om, vil betyde at kommunen kan anvise cirka 30 færre boliger om året i de næste to år og cirka 6-7 færre boliger i de efterfølgende tre år, indtil helhedsplanen i Søndre Park er gennemført.
Det kan oplyses, at der i samme periode kommer nye boliger fra andre boligselskaber, der kan anvises til:
- Boligselskabet A/B 1941 har i foråret 2021 færdigopført Brohuset med almene boliger, hvoraf 5 er anvist til borgere efter de boligsociale kriterier. I de efterfølgende år vil kommunen kunne anvise hver fjerde ledige bolig, der bliver ledig – forventeligt 1-2 om året.
- Boligselskabet Sjælland har renoveret boligerne i Margrethegården, der de seneste år derfor ikke har været tilgængelige for anvisning. Nu er renoveringen færdig, og hver fjerde ledige bolig bliver igen tilgængelig for kommunal anvisning. Der kan erfaringsmæssigt anvises ca. 1-3 boliger om året til Margrethegården.
- Boligselskabet Sjælland opfører Vibehaven med 60-70 almene boliger, med forventet indflytning i 2023. Kommunen vil derfor som udgangspunkt få anvisningsret til ca. 15-18 boliger ved første indflytning og derefter forventeligt 1-2 om året.
- Boligselskabet Alliken v. Domea opfører Dampmøllen med 69 almene boliger, med forventet indflytning i efteråret 2022. Kommunen vil derfor som udgangspunkt få anvisningsret til ca. 17 boliger ved første indflytning og derefter forventeligt 1-2 om året.
I den modsatte retning trækker, at Boligselskabet Sjælland forventer at renovere boligerne i Sct. Jørgensgården i 2022-2025, og at der i denne periode ikke kan ske kommunal boliganvisning til disse boliger. Kommunen anviser cirka 3-5 boliger om året til Sct. Jørgensgården.
Tabel 2 sammenfatter de forventede tilgange og afgange af boliger til kommunal anvisning i de kommende år i fht. tidligere år, inklusiv konsekvenser af dispensation til Ringsted Almene Boligselskab (RAB).
Tabel 2: Forventede ændringer i antal boliger til anvisning efter boligsociale kriterier
| | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 |
| Helhedsplan i Sdr. Park i 5 år | - 6-7 | - 6-7 | - 6-7 | - 6-7 | - 6-7 | 0 |
| Dispensation til RAB i 2 år | - 30 | - 30 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Renovering af Sct. Jørgensgården | 0 | - 3-5 | - 3-5 | - 3-5 | - 3-5 | 0 |
| Brohuset opført | + 5 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 |
| Margrethegården færdigrenoveret | + 1-3 | + 1-3 | + 1-3 | + 1-3 | + 1-3 | + 1-3 |
| Vibehaven opføres | 0 | 0 | + 15-18 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 |
| Dampmøllen opføres | 0 | +17 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 | + 1-2 |
| I alt forventet ændring | - 28-31 | - 17-23 | + 6-16 | - 0-8 | - 0-8 | + 4-9 |
For både Vibehaven og Dampmøllen må der tages det forbehold, at nogle af boligerne kan få en størrelse og en månedlig huslejeudgift, der gør at de ikke er relevante for de borgere, der står på venteliste til at få anvist en bolig efter sociale kriterier.
På nuværende tidspunkt står ca. 45 borgere på venteliste til at få anvist en bolig efter de boligsociale kriterier.
Inddragelse og høring
Til orientering i Handicapråd.
Økonomi
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Vurdering
Administrationen vurderer, at ansøgningen om dispensation til boliganvisning skal imødekommes, selvom det forringer kommunens mulighed for at hjælpe borgere, der mangler bolig. Administrationen vurderer, at dispensationen er nødvendig for at kunne gennemføre en omfattende renovering og fornyelse af boligerne, og at det er positivt, at der bliver investeret i at vedligeholde og forbedre boligmassen i Ringsted.
Konsekvenser for handicapområdet:
Det har ingen særlige konsekvenser for borgere med handicap at dispensere for boliganvisning til Sdr. Park, da der ikke er er handicapegnede boliger i Sdr. Park. Dispensationen for anvisning til de øvrige boligafdelinger vil have den negative konsekvens for borgere med handicap, at der vil blive lidt færre handicapegnede boliger til anvisning i en periode på to år.
Indstilling
Direktionen indstiller, at ansøgningen fra Ringsted Almene Boligselskab om dispensation imødekommes.