Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | x | x | x | | x | | x |
| Beslutning | x | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
I forbindelse med Byrådets drøftelse af udkast til samlet plan for Ringsted Kommunale Tandpleje 9. november 2020 blev tre konkrete forslag samt scenarier for den fremtidige klinikstruktur i den kommunale tandpleje sendt i høring. I denne sag præsenteres høringssvar samt materiale til en fælles drøftelse af den fremtidige klinikstruktur.
Beskrivelse af sagen
Byrådet vedtog 7. oktober 2019, pkt. 7 en proces for udarbejdelse af en samlet plan for for udvikling af tandplejen frem mod 2030. Administrationens analyse og udkast (bilag 1) blev drøftet ved fagudvalgsmøder i efteråret 2020 og ved byrådsmødet 9. november 2020, pkt. 7. På baggrund af oplægget blev udkastet til vision 2030 for tandplejen vedtaget. Byrådet besluttede samtidig at sende konkrete forslag til tiltag til udvikling af den kommunale tandpleje samt scenarier for den fremtidige klinikstruktur i høring. Det drejer sig om følgende:
- Justering af undersøgelsesinterval fra 15 til 18 måneder for børn og unge.
- Forældre går med deres barn til alle undersøgelser og behandlinger.
- Digitalt tidsbookingsystem.
- Scenarier for opdatering af klinikker/fremtidig klinikstruktur.
Denne sag omhandler punktet om opdatering af klinikker/fremtidig klinikstruktur.
Hovedkonklusionen i ovennævnte analyse er, at en fremtidssikring af den kommunale tandpleje i Ringsted Kommune forudsætter en afklaring og opdatering af klinikstrukturen. Analysen afdækker, at den nuværende struktur bidrager til udfordringer med hensyn til ventelister, kvalitetssikring, effektiv ressourceudnyttelse samt ikke mindst tiltrækning og fastholdelse af dygtige medarbejdere. Hertil kommer behov for omfattende opdateringer af fysiske rammer og inventar både på grund af ny lovgivning, nye behandlingsformer og nedslidt materiel.
Det udsendte høringsmateriale bestod udover ovennævnte analyse og forslag til tiltag af tre scenarier for en fremtidig klinikstruktur: 1) Opdatering af den nuværende struktur med fire små klinikker, 2) Én samlet klinik i en ombygget fløj på Dagmarskolen og 3) Samlet tandklinik i nybygning. I rapporten er de tre scenarier beskrevet nærmere inkl. fordele og ulemper (bilag 1, side 39-42).
Høringssvar
Høringssvarene giver generelt udtryk for, at én samlet klinik har mange fordele frem for den eksisterende decentrale struktur med 4 små klinikker. Der peges bl.a. på bedre mulighed for faglig sparring og at en samlet enhed vil skabe et trygt miljø for patienter og familierne. Herudover peges på fordele ved opdateret klinikinventar, samling af administration og indkøb, gode adgangsforhold for kørestolsbrugere og optimale forhold i klinikrum til at varetage forskellige behandlinger. Der peges på vigtigheden af gode muligheder for transport og parkering. Flere peger på, at en placering på Dagmarskolen vil opfylde disse krav godt.
Flere høringssvar udtrykker bekymring for om mindre ressourcestærke familier vil stilles sværere ved at skulle følge deres barn til en samlet klinik som geografisk kan ligge længere væk end nu. Enkelte høringssvar nævner ideen om en mobil tandklinik til undersøgelser som et muligt supplement til en samlet enhed, hvor alle egentlige behandlinger skulle foregå. Et høringssvar mener, at vidensdeling og kvalitetssikring bør kunne fungere i den nuværende klinikstruktur.
Handicaprådet efterlyser et fokus på fremtidige tandplejebehov hos brugerne i omsorgstandplejen, som består af voksne på plejehjem og andre voksne, der pga. nedsat førlighed eller andre vidtgående fysiske og psykiske handicap kun vanskeligt kan benytte andre tandplejetilbud.
Uddybning på baggrund af høringssvar
Høringssvarene giver generelt ikke anledning til tilføjelser i de foreliggende beskrivelser af mulige scenarier og deres fordele og ulemper. Det understreges, at der allerede nu foregår en opsøgende indsats overfor familier, når børn udebliver fra tandlægetider. I forhold til ideen om en mobil tandklinik henledes opmærksomheden på andre kommuners udfordringer med mobile tandklinikker (se bilag 1, s.17-19). Handicaprådets høringssvar tydeliggør behovet for, at tandplejens kapacitet og indretning skal modsvare udviklingen i behov hos den nævnte målgruppe Kvaliteten af omsorgstandplejen er langt større, hvis den kan foregå i en tandklinik fremfor i hjemmet. Handicaprådets høringssvar peger som nævnt ligeledes herpå. Dette perspektiv inddrages i den konkrete projektering, når den fremtidige klinikstruktur er vedtaget og skal udmøntes.
Parallelt med høringsprocessen er der undervejs i fagudvalgenes drøftelser i efteråret fremkommet ønsker til den videre politiske behandling: Muligheden for nybyggeri i forbindelse med en eventuel fase 2 i Sundhedshuset skal undersøges. Skolernes fremtidige kapacitetsbehov indarbejdes, når placeringsmuligheder for tandklinik behandles. Ved indretningen skal tages højde for brugerne af omsorgstandplejen. På baggrund af høringssvar og de politiske ønsker til den videre proces er følgende materiale udarbejdet:
Notat med estimering af skolernes fremtidige kapacitetsbehov vedhæftes (bilag 3). Notatet viser, at Valdemarskolen og Dagmarskolen kan have ledig kapacitet i et omfang, som umiddelbart muliggør en placering af en tandklinik på skolen. Vej- og Ejendomscentret har i samarbejde med Skolecentret vurderet mulighederne på de to skoler nærmere. På Valdemarskolen vil det være muligt at ombygge portbygningen til tandklinik, men en sådan realisering vil i praksis skabe væsentlige lokalemæssige udfordringer for skolen, som bruger lokaler i bygningen til undervisning samt foreninger, som bruger bygningen i fritiden. Herudover er en dialog i gang med Familiehuset, som holder til i nabohuset, men som har behov for lokaler i portbygningen til samtaleaktiviteter. Herudover vil offentlig transport og parkering give udfordringer og en ombygning være uforholdsmæssig dyr på grund af bygningernes beskaffenhed (bilag 4). På Dagmarskolen vil flere forskellige løsninger være mulige, jvf. nedenstående under forudsætning af ledig kapacitet ikke udnyttes til andre kommunale tilbud.
Notat med analyse af fire mulige placeringer af en samlet tandklinik vedhæftes (bilag 5). De fire beskrevne scenarier er ombygning af Dagmarskolen, tilbygning på Dagmarskolen, tilbygning til Sundhedshuset i en etape 2 samt nybyggeri på ’bar mark’. For hver placering er bl.a. beskrevet planforhold, økonomi og tidshorisont.
Inddragelse og høring
De tre oprindelige scenarier har været til høring hos forældrebestyrelser, skolebestyrelser, Ældrerådet og Handicaprådet. Høringssvarene er samlet i vedhæftede bilag. Høringssvarene vedrørende scenarier for fremtidig klinikstruktur er markeret med gult.
Økonomi
I Budget 2021 er der afsat 500.000 kr. til forprojektering af samlet tandklinik.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at den videre drøftelse med fordel kan fokusere på at afklare om, den nuværende klinikstruktur med fire små klinikker skal bevares eller der skal etableres en samlet klinik. Såfremt der ønskes etableret en samlet klinik vurderer administrationen, at drøftelsen ud fra det samlede materiale med fordel kan foregå med afsæt i fire mulige løsninger: 1) Ombygning på Dagmarskolen, 2) Tilbygning på Dagmarskolen, 3) Tilbygning i forbindelse med en etape 2 for Sundhedshuset, 4) Nybyggeri på bar mark.
Administrationen vurderer, at uanset hvilken fremtidig klinikstruktur, der vælges, vil det indebære en relativ stor økonomisk investering.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at det foreliggende materiale danner baggrund for en temadrøftelse for Børne- og Undervisningsudvalget, Plan- og Boligudvalget, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget samt Ældre- og Genoptræningsudvalget med henblik på afklaring af den fremtidige klinikstruktur
- at der afvikles et fælles temamøde for ovenstående udvalg i maj/juni 2021.