Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Supplerende sagsfremstilling

Der er tilføjet høringssvar fra Handicaprådet (bilag).

Beslutning i Handicaprådet den 14-05-2019

Handicaprådet indstiller, at Social- og Arbejdsmarkedsudvalget udsætter behandling af punktet til juni for at gøre det muligt for Handicaprådet at afgive et høringssvar.

 

Handicaprådet ønsker, at Myndighedsenheden deltager på næste møde i Handicaprådet den 12. juni for at svare på spørgsmål om den nye kvalitetsstandard og håndbog.

 

Ej til stede:

Tina-Mia Eriksen.

Indstilling

Direktionen indstiller, at den ændrede kvalitetsstandard for Borgerstyret Personlig Assistance og BPA-håndbogen godkendes.

Vurdering

Administrationen vurderer, at kvalitetsstandarden for Borgerstyret Personlig Assistance og BPA-håndbogen med de foreslåede ændringer lever op til gældende lovgivning og praksis på området. Det er endvidere administrationens vurdering, at den foreslåede revision af håndbog og kvalitetsstandard er med til at understøtte en styrket styring med BPA-området samt de øvrige fokuspunkter i BDO’s revisionsrapport. 

 

Præciseringen af, at BPA-ordningen er et forhold mellem kommunen og borgeren (arbejdslederen) i modsætning til det eventuelle arbejdsgiverfirma/forening, er blandt andet foranlediget af, at BDO i sin revisionsrapport har anbefalet, at det er hensigtsmæssigt, at kommunen tager dialogen om f.eks. fejl og mangler i regnskabsaflæggelsen med borgeren. BDO påpeger, at korrekt regnskabsaflæggelse er borgerens ansvar, og anbefaler, at denne derfor selv bør gå i dialog med arbejdsgiverfirmaet om korrekte regnskaber.

 

Præcisering vedrørende de budgetmæssige rammer: Det er administrationens erfaring, at budgetoverholdelsen i praksis ofte er en udfordring, og administrationen finder det derfor hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på, at overskridelser ikke automatisk bliver dækket, men vil afhænge af en konkret vurdering.

 

Udspecificeringen af niveauet for dækning af udgifter, herunder afledte udgifter, er dels begrundet i, at der efter administrationens erfaring er behov for forventningsafstemning herom, og idet det tidligere har været en udfordring, at der ikke har været en mere fast procedure og et klart niveau for dækningen af udgifterne. Dette er ligeledes et fokuspunkt for revisionen, og BDO har i sin rapport anbefalet, at der indføres en mere fast procedure – og niveau – for dækningen af afledte udgifter, som led i udgiftsstyringen. Det niveau, som i hvert fald siden 2016 har været udgangspunktet for dækningen af afledte udgifter, er cirka 800 kr. pr. måned, hvilket administrationen vurderer er et rimeligt niveau, sammenlignet med niveauet i nærliggende kommuner.

 

Præciseringen vedrørende tilsyn og opfølgning skyldes, at dette ikke har været tydeligt hverken i den nuværende BPA-håndbog eller i praksis. Netop opfølgning er også et tema, hvor BDO ved sin revision peger på, at der kan ske forbedring.

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Inddragelse og høring

Sendes i høring hos Handicaprådet.

Beskrivelse af sagen

BPA-ordning, som kommunen skal tilbyde efter servicelovens § 96, består i ydelse af tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

 

Formålet med kvalitetsstandarden er at give Byrådet mulighed for at definere serviceniveauet og kvaliteten af de ydelser, som kommunen leverer. Samtidig bruges kvalitetsstandarderne som information til borgerne om, hvilket serviceniveau de kan forvente i Ringsted Kommune.

 

Formålet med BPA-håndbogen er dels at uddybe og supplere kvalitetsstandarden, og dels at fungere som et opslagsværk for borgere med en BPA-ordning. Dette skyldes, at en BPA-ordning er en forholdsvis kompliceret tilskudsordning, og at det derfor ikke er muligt at beskrive alle de relevante facetter i en kvalitetsstandard. Ordningen medfører, at borgeren skal kunne fungere som arbejdsgiver, og/eller som arbejdsleder for de ansatte handicaphjælpere. Borgeren har mulighed for at overføre arbejdsgiverfunktionen til en nærtstående, en forening eller privat virksomhed, men det er en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsleder. Det er således borgeren selv, der skal sørge for at ansætte hjælperne, tegne nødvendige forsikringer, overholde arbejdsmiljølovning og relevante overenskomster, afholde MUS-samtaler og gennemføre APV-undersøgelser m.v. Derudover skal tilskuddet dække de konkrete omkostninger til aflønning af hjælperne og andre afledte udgifter ved ordningen, som bl.a. nødvendiggør detaljeret regnskabsaflæggelse samt overholdelse af det budget, som er opstillet for ordningen.

 

Kvalitetsstandarden og håndbogen er opdateret på baggrund af bl.a. opdateret lovgivning og nye vejledninger. Revisionen bygger endvidere på administrationens erfaringer med BPA, herunder de områder, hvor administrationen har vurderet, at der er behov for at gøre klart, hvad kommunens praksis er. Håndbogen er desuden revideret i forhold til de bemærkninger, som administrationen har modtaget fra BDO, som har udtrukket BPA-området til revision. Administrationen har i april 2019 modtaget revisionsrapporten, som vedlægges som bilag 4.

 

Der er ikke tale om servicemæssige ændringer, men om sproglige præciseringer og om indskærpelser af hensyn til en bedre styring af ordningen. I forhold til den tidligere udgave af BPA-håndbogen, som er fra 2014, er den nye udgave gennemskrevet fra ende til anden og med en lidt anden opbygning.


Den gældende udgave af kvalitetsstandarden for Borgerstyret Personlig Assistance samt den foreslåede reviderede udgave af kvalitetsstandarden er vedlagt som hhv. bilag 1 og 2. I kvalitetsstandarden i bilag 2 er tekst skrevet med grønt tilføjet eller flyttet fra andet afsnit. Tekst skrevet med rødt er slettet eller flyttet til andet afsnit.

 

Udover almindelige sproglige og layoutmæssige rettelser er der således eksempelvis foretaget følgende ændringer i håndbogen:

  • Præcisering af, at BPA-ordningen er en ordning mellem borgeren og kommunen, og ikke en ordning mellem kommunen og den forening eller det private firma, som borgeren har indgået aftale med omkring varetagelsen af arbejdsgiver-opgaven.
  • Præcisering af de budgetmæssige rammer for borgers tilskud, samt udgifter som betales efter regning med udgangspunkt i den gældende bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance samt KL’s vejledning herom.
  • Præcisering af, at budgettet skal overholdes, og at afvigelser skal godkendes som nødvendige for at blive dækket.
  • Indsat et afsnit om det prismæssige niveau, som er udgangspunktet for dækning af borgerens afledte udgifter ved at have hjælpere i hjemmet, eksempelvis forøgede udgifter til toiletpapir, vand og håndsæbe m.v.
  • Der er indsat vejledende prisniveauer for forskellige dele af de udgiftsposter, som skal dækkes ved ordningen, herunder udarbejdelse af APV-undersøgelse for de ansatte hjælpere samt visse lovpligtige forsikringer. Dette ligeledes af hensyn til forventningsafstemning.
  • Indsat vejledning om, at borgeren skal være opmærksom på hjælpernes fravær, herunder kortere eller længerevarende sygdom.

Præcisering af, hvornår og hvordan opfølgning på ordningen efter servicelovens § 148, stk. 2 og tilsyn efter retssikkerhedslovens § 16, stk. 1, skal foregå.

Indledning

 

Sagsgang:

 

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

 

 

 

 

 

 

 

 

Indstilling

 

X

 

 

 

 

 

X

Beslutning

X

 

 

 

 

 

 

 

BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

 

 

I forbindelse med behandlingen af sagen om godkendelse af kvalitetsstandarderne for 2019 blev det besluttet at behandle godkendelsen af kvalitetsstandarden for Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) samtidig med behandlingen af BPA-håndbogen. BPA-håndbogen skal ses som en del af kvalitetsstandarden, da den uddyber og supplerer denne. Kvalitetsstandarden og BPA-håndbogen fremlægges hermed samlet med henblik på politisk behandling.

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Orienteringen taget til efterretning.

 

Ej til stede: Daniel Nørhave