Administrationen har i det følgende udarbejdet en beskrivelse af lokalplanforslagets formål og indhold, herunder forhold, som særligt skal belyses i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslag.
- Lokalplanens baggrund
Ejendommen Tranevej 4 er beliggende ved Køgevej i Ringsted Øst. Ejendommens bygninger er i dag ubenyttede. Ejendommens ejer har kontaktet administrationen vedrørende muligheden for at ændre ejendommens anvendelse fra erhvervs- til boligformål, idet Ringsted Kommune tilbyder mange andre og mere attraktive muligheder for placering af erhverv i blandt andet Ringsted Syd, Kærup erhvervspark og Business Park Ringsted.
- Lokalplanens formål
Lokalplanforslagets formål vil blive at skabe mulighed for, at der kan etableres etageboliger i området. At der sikres attraktive stiforbindeler til og fra de omkringliggende områder og at bebyggelsen opføres i høj kvalitet, hvor der bliver fokus på udformning af indre og ydre grønne rum og sammenhæng til de omkringliggende områder.
- Projektet
Ejer af ejendommen har i dialog med administrationen udarbejdet et foreløbigt skitseforslag for bebyggelsesplan for området.
Skitseforslaget (bilag 1 og 2) viser, at de nuværende bygninger rives ned og erstattes af etagebebyggelse i 2 til 4 etager. Bebyggelsen er planlagt højest mod vest og lavest mod øst. Skitseprojektet viser, at området disponeres med en opbrudt karréstruktur med flere åbninger mellem bygningskroppene. Karréen danner rammen om store indre gårdrum,som kan anvendes til fælles friarealer for beboerne.
- Parkeringsnorm
Parkeringsnormen for etageboliger er i Kommuneplan 2017-2029 fastsat til minimum 1 parkeringsplads pr. bolig for etagebebyggelse
- Området
Området har et areal på ca. 15.000 m2 og skitseprojektet lægger op til et samlet boligareal på ca. 10.000 m2 , hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på ca. 60. Der er i projektet lagt op til et boligantal på ca. 110 med en gennemsnitslig størrelse på ca. 90 m2. Fastsættelse af parkeringsarealer for området, er afhængig af det endelige antal boliger, idet flere boliger resulterer i behov for flere parkeringsplader og dermed mindre areal til grønne arealer.
Naboer
Nærmeste nabo til området er virksomheden TITAN LASTVOGNE A/S. Virksomheden kan have indflydelse på, hvorledes, der kan placeres boliger i området. Administrationen vil i forbindelse med lokalplanprocessen indgå i en dialog med ejer af TITAN LASTVOGNE, vedrørende afklaring af de nuværende og fremtidige forhold for virksomheden.
- Infrastruktur
Området vejbetjenes i dag fra Tranevej og Vibevej, som via Fuglebakken betjener Køgevej, som er den primære vej i området. I forbindelse med lokalplanlægning skal der tages stilling til hvor, der skal etableres vejadgang til bebyggelsen og Køgevej for at aflaste krydset Fuglebakken/Køgevej.
Bydelen betjenes af et udbygget netværk af gang- og cykelstier. Stier indenfor lokalplanplanområdet skal sikres sammenhæng med det eksisterende stinet.
Området busbetjenes fra Køgevej med stoppesteder 2-300 m fra bebyggelsen.
- Skole- daginstitutionskapacitet
Området ligger inden for Valdemarskoles distrikt. Der forventes ikke udfordringer i forhold til skolekapacitet. Daginstitutionskapaciteten i området er endnu ikke afklaret.
- Proces og tidsplan
Lokalplanforslaget kan forventes klar til politisk behandling i juni 2020.
- Forhold til anden planlægning
Området er i dag omfattet af Byplanvedtægt 3 og er udlagt til erhvervsformål. Ny lokalplan vil afløse gældende byplanvedtægt.
Det er en forudsætningen for vedtagelsen af en ny lokalplan, at der udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2017-2029. Tillægget skal ændre den mulige anvendelse fra erhvervsformål til boligformål.