Siden 2011 har landets kommuner været forpligtet til at etablere og tilbyde et sundt frokostmåltid til alle børn i daginstitutioner. Udvalget har i møde d. 28. oktober 2010 besluttet at udvide tilbuddet om frokostordning til at omfatte fuld forplejning til børnene i løbet af dagen, dvs. morgenmad, frokost samt mellemmåltider.
Madordningen kan enten finansieres som en del af dagtilbudstaksten, hvor kommunen så skal betale en udgift svarende til 75 % af den samlede udgift til madordning, eller som det er besluttet i Ringsted Kommune, at madordningen er fuld forældrebetalt jf. beslutning i Børne- og Undervisningsudvalgets møde d. 30. august 2010. I en fuld forældrebetalt madordning indregnes alene udgifter til råvarer og køkkenpersonale og forældrene betaler prisen for madordningen sammen med forældrebetalingen for dagtilbudspladsen. Prisen er i 2020 711 kr. pr. mdr. i 11 mdr.
Forældrebestyrelserne i de enkelte dagtilbud skal hvert andet år tage aktivt stilling til om de ønsker at indføre madordning i institutionen eller ej. Bestyrelserne skal være i dialog med hele forældregruppen om madordningen, og de kan vælge at lave en vejledende afstemning blandt alle forældre i institutionen, som grundlag for deres beslutning. Bestyrelsens beslutning er gældende for alle børn indmeldt i institutionen. Bestyrelsernes beslutning skal være truffet så der enten er 6 mdr. til at iværksætte eller afvikle en madordning for den kommende to-årige periode.
De fleste køkkener i kommunale og selvejende institutioner blev for godt 10 år siden opgraderet, så der kan ske ”delvis tilberedning” af maden. Madordningen blev dengang designet, så maden som udgangspunkt skulle tilberedes i den enkelte institution og Madhuzet Zahles skulle supplere med leverancer af varm mad, præfabrikerede lune retter, pålægspakker m.m. Madhuzet Zahles kan ikke længere til byde denne leverance, men der er andre aktører på markedet, som har specialiseret sig i at levere præfabrikerede retter til daginstitutioner.
Administrationen har i foråret 2018 udarbejdet oversigt over dagtilbuddenes nuværende køkkenfaciliteter, hvor det fremgår, at alle dagtilbud har et anretter/modtagekøkken, som gør det muligt at indføre en madordning, hvor maden leveres fra ekstern leverandør enten dagligt eller 2 gange om ugen. Hvis mad og råvarer leveres 2 gange om ugen skal maden færdiggøres og anrettes i institutionen. Oversigten viser tillige om en opgradering af de enkelte køkkener til et køkken med delvis tilberedning eller et produktionskøkken kræver mindre eller større ændringer, eller der skal en decideret ombygning til.
Bestyrelserne skal tage stilling til om de vil have en madordning eller ej til januar 2021 ud fra køkkenets nuværende rammer og indretning.
Bestyrelserne får tilsendt følgende dokumenter som grundlag for deres beslutning om til- eller fravalg af madordning pr. 1. januar 2021:
- Notat om bestyrelsernes proces om daginstitutionernes til- eller fravalg af madordning
- Notat om rammer og indhold i madordning i dagtilbud i Ringsted Kommune i forbindelse med bestyrelsernes til- eller fravalg af madordning
- Oversigt over dagtilbuddenes nuværende køkkenfaciliteter og hvad der kan etableres i de nuværende rammer.
De tre dokumenter er vedlagt sagen som bilag 1,2 og 3.
Bestyrelserne skal inden d. 24. april 2020 skriftligt meddele Børnecentret om de ønsker at indføre madordning eller ej til januar 2021 og de skal tillige uddybe deres svar med følgende:
- Om det alene er bestyrelsens beslutning eller om bestyrelsen har inddraget den samlede forældregruppe i beslutningen og i så fald hvordan
- Begrunde til- eller fravalget
- Tilkendegive om de på sigt kunne tænke sig en madordning
Bastionen har haft madordning siden 2017 og er indtil nu den eneste daginstitution i kommunen der har madordning. I Bastionen var det muligt at omdanne de eksisterende køkkenfaciliteter til et produktionskøkken, sådan at al maden kan produceres lokalt i institutionen af en ansat køkkenmedarbejder.
I forlængelse af bestyrelsernes beslutning om madordning i 2018 var der 4 institutioner, der tilkendegav interesse for at indføre madordning på sigt. Børnecentret har været i dialog med institutionerne og bestyrelsen i Åkanden har derefter besluttet at indføre madordning snarest muligt. Køkkenfaciliteterne i Åkanden kræver relativt få ændringer for at blive opgraderet til et produktionskøkken. Processen er nu sat i gang, og der vil blive forelagt en politisk sag om dette snarest muligt.
Selv om Bastionen har madordning og Åkanden har besluttet at indføre madordning, skal de to bestyrelsen også nu aktivt til-/eller fravælge madordningen.
Hvis bestyrelser takker ja til madordning, vil det medføre ekstra udgifter til eventuelle forbedringer og ombygninger af institutionens køkkenfaciliteter samt diverse inventar til køkkenet.
Udvalget får fremlagt sagen på ny i mødet d. 18. maj 2020 med orientering om resultatet af bestyrelsernes til-/og eller fravalg af madordning i 2021-2022.