Ejeren af området har ønsket at bygge nye boliger på det areal, der ligger i forlængelse af den eksisterende lokalplan for boliger på Sneslev Stationsvej. Området omfatter 3 allerede udstykkede grunde. Området ligger i landzone og skal overføres til byzone, før der kan opføres bebyggelse.
På den baggrund har Plan- og Boligudvalget den. 26. november 2018 besluttet, at der skal udarbejdes ny lokalplan for de 3 ejendomme ved Sneslev Stationsvej.
Lokalplanområdet er vist med blåt
Lokalplanforslaget (der er vedlagt som bilag) er i overensstemmelse med kommuneplanen og det gældende rammeområde 11B1, hvor rammebestemmelserne giver mulighed for at overføre disse 3 ejendomme til byzone.
Lokalplanen giver mulighed for at bygge fritliggende parcelhuse – en på hver grund, og opstiller bestemmelser om støjværn mod Haslevvej, vejbetjening af de 3 parceller og sikring af den sø, der er placeret på områdets fjerde parcel.
Miljøvurdering
Idet Forslag til Lokalplan 303 giver mulighed for at ændre anvendelsen af området, er den omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der skal ifølge loven kun gennemføres en miljøvurdering, hvis det vurderes, at planens gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Administrationen har foretaget en miljøscreening (der er vedlagt som bilag) af planen for at vurdere virkningen på det omgivende miljø og vurderet, at planen ikke får væsentlige indvirkning på miljøet.