Beskrivelse af sagen
Opgaven vedr. Pavillon på Torvet i Ringsted, blev udbudt 1. gang efterår 2018, hvor der kun var 1 tilbudsgiver, som lå meget langt fra overslaget i konkurrenceforslaget. Projektet blev genudbudt i underhåndsbud, jf. tilbudsloven i løbet af sommeren 2019, hvor 3 tilbudsgivere blev indbudt til afgivelse af tilbud. Opgaven bliver udbudt til en tilbudssum på 6,1 mio.kr., hvor tilbudsgivere ikke havde afgivet et konditionsmæssigt tilbud, da budgetrammen på 6,1 mio. kr. var overskredet.
Projektet har været skåret så meget til som det overhovedet har været muligt, hvilket var dét der var opgaven for Gottlieb Paludan Architects (GPA) i forbindelse med genudbuddet.
I forbindelse med genudbuddet har der været anvendt og afsat midler til detailprojektering fra GPA ´s side, som har været betydelig højere end først antaget
I ydelserne fra GPA indgik der ikke PSS – Plan for Sikkerhed og Sundhed, byggeledelse og fagtilsyn, som skal tilkøbes eksternt.
Ud over budgetrammen på 6,1 mio. kr. var der afsat 0,4 mio. kr. til uforudsete udgifter, som er en kende for lav i forhold til nybyggeri.
På baggrund af dette, har RealDania givet tilsagn om yderligere finansiering, og løfter bevillingen med 1 mio. kr. dvs. 0,8 mio. kr., da beløbet er inkl. moms. RealDania har tidligere givet finansiering på 5,2 mio. kr. i 2016 og efterfølgende finansiering på 0.375 mio.kr.
RealDania er ligesom Ringsted Kommune meget optaget af, at komme i mål med projektet, hvilket er den væsentligste årsag til den øgede bevilling, dog med den forudsætning at Ringsted Kommune øger sin finansiering med 0,5 mio. kr. til Pavillonbyggeriet.
Inddragelse og høring
Ingen
Økonomi
Ringsted Kommunes andel på 0,5 mio. kr. til opstart og færdiggørelse af Pavillonprojektet, fremsættes som budgetforslag til Budgetforhandling 2020.
Vurdering
Administrationen vurderer på grundlag af et samlet helhedsbillede af Torvet, Nørregade og Markedspladsen, at opførelsen af Pavillon på Torvet er af afgørende betydning for færdiggørelsen af hele området, hvorfor det anbefales at efterkomme den ønskede indtægtsbevilling fra RealDania, og give en anlægsbevilling og rådighedsbeløb til pavillonen, og lægge det ind som budgetforslag for den kommende budgetforhandling for 2020.
Administrationen vurderer at det er realistisk at få konditionsmæssige tilbud, ved, at få tilført mere økonomi til projektet, nu hvor vi kender priserne fra tidligere udbud, hæve beløbet til de uforudsete udgifter og indkalkulere økonomi til eksterne rådgivere til byggeledelse og fagtilsyn.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at der gives en indtægtsbevillingen på 0,8 mio. kr. fra RealDania.
- at der afsættes et rådighedsbeløb og anlægsbevilling på 0,8 mio. kr.
- at der gives en indtægtsbevilling på 0.375 mio.kr. fra RealDania
- at der afsættes et rådighedsbeløb og anlægsbevilling på 0,375 mio. kr.
- at Ringsted kommunes øgede finansiering på 0,5 mio. kr. til Pavillonprojektet, lægges ind som budgetforslag til den kommende budgetforhandling for 2020.