Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | X | | | | X | | |
| Beslutning | X | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
Indledning
Med denne sag skal orienteres om de muligheder folkeskoleloven giver for kommuner og skoler at tilrettelægge en undervisning og en skoledag der kan imødegå faglige udfordringer hos eleverne, samt orientere om de nye regler der i næste skoleår (skoleåret 2021/22) giver kommuner og skoler mulighed for at gøre brug af en række udvidede frihedsgrader.
Beskrivelse af sagen
Kommunerne og den enkelte skole har allerede nu inden for folkeskolelovens rammer, en frihed til at tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i de konkrete elevers forudsætninger og behov, herunder mulighed for at tilpasse både rammerne og indholdet af undervisningen.
Blandt andet giver folkeskoleloven kommuner og skoler vide rammer til at vælge, hvor mange timer der undervises i de enkelte fag (undtagen fagene dansk og matematik i 1.-9. klasse og historie i 3.-9. klasse), og til at variere timetallene over skoleåret. Der er mulighed for at vælge, hvornår undervisningen i de enkelte fag skal placeres i løbet af skoleåret, herunder om faget fx lægges én dag om ugen eller fordeles over alle ugedage, ligesom der er mulighed for at bruge tolærerordning, og at afkorte skoledagen efter loven.
De nye og udvidede frihedsgrader på folkeskoleområdet er udmøntet i en bekendtgørelse, der træder i kraft den 1. august 2021. Frihedsgraderne indebærer, at kommunalbestyrelserne, henholdsvis skolelederne, kan træffe beslutning om at fravige nogle af folkeskolelovens bestemmelser fra den 1. august 2021. Det drejer sig om følgende bestemmelser:
1) Elevplaner
2) Skoledagens længde og den understøttende undervisning
3) Målsætningen om fuld kompetencedækning
4) Kvalitetsrapporter
Bekendtgørelsen ophæves den 16. november 2021 og vil derfor skulle afløses af en ændring af folkeskoleloven, hvis frihedsgraderne skal kunne fortsætte efter den 16. november 2021.
Uddybende om de enkelte frihedsgrader kan oplyses:
Ad1) Elevplaner
Bekendtgørelsen giver mulighed for, at skolens leder (i perioden 1. august til den 16. november 2021), under ansvar over for kommunalbestyrelsen, kan træffe beslutning om, at skolen ikke skal udarbejde elevplan for hver elev fra børnehaveklassen til og med 9. klassetrin. Hvis skolelederen træffer beslutning herom, skal lederen straks informere kommunalbestyrelsen om beslutningen.
Skolecenteret vil bede skoleleden, hvis der træffes beslutning om ikke at udarbejde elevplaner, at redegøre for, hvordan skolen løbende forholder sig til elevernes faglige udvikling og trivsel, herunder hvordan dette kan dokumenteres.
Ad2) Skoledagens længde og den understøttende undervisning
Efter bekendtgørelsen kan kommunalbestyrelsen – efter ansøgning fra skolens leder – godkende, at skolen (i perioden 1. august til den 16. november 2021) konverterer dele af eller al understøttende undervisning til andre aktiviteter, der indebærer et tilsvarende personaleforbrug for skolen i undervisningen. Andre aktiviteter kan fx være to-lærer- og andre to-voksenordninger, flere fagtimer, holddeling eller turboløb i udvalgte fag.
Det er skolelederen, der ansøger kommunalbestyrelsen om godkendelse, og der skal forinden indhentes en udtalelse fra skolebestyrelsen på den pågældende skole. Skolelederen skal foretage en konkret og individuel vurdering for den enkelte klasse. Kommunalbestyrelsens godkendelse kan dog gives årgangs- eller klassevis.
Kommunalbestyrelsen kan selv foretage hver enkelt godkendelse, men kan også delegere denne kompetence til forvaltningen eller til den enkelte skole (skolelederen og/eller skolebestyrelsen).
Hvis kommunalbestyrelsen godkender konverteringen af understøttede undervisning til andre aktiviteter, og konverteringen indebærer en afkortning af varigheden af elevers normale skoledag, skal kommunalbestyrelsen tilbyde disse elever plads i skolens skolefritidsordning eller i et andet relevant fritidstilbud i de timer, som skoledagen afkortes, uden særskilt betaling fra forældrene
Ad3) Målsætningen om fuld kompetencedækning
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af bekendtgørelsen (i perioden 1. august til den 16. november 2021) beslutte at fravige folkeskolelovens målsætning om fuld kompetencedækning således, at en mindre del af undervisningen i fagene varetages af lærere, som enten har undervisningskompetence fra læreruddannelsen i de fag, de underviser i, eller har opnået en tilsvarende faglig kompetence via deres efteruddannelse mv.
Det indebærer, at den samme lærer kan undervise en klasse i flere fag. Det medfører færre lærerskift, som kan understøtte en mere rolig tilbagevenden til skolen, herunder styrke relationsdannelsen mellem elever og lærere, når eleverne vender tilbage.
Kommunalbestyrelsens kompetence kan ikke delegeres til skolebestyrelsen på den enkelte skole, da spørgsmål om det undervisende personales kvalifikationer er omfattet af de beføjelser, der følger af arbejdsgiverkompetencen, jf. folkeskolelovens § 40, stk. 5. Da der ikke stilles krav om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutningen i et møde, vil kommunalbestyrelsen derimod kunne delegere beslutningskompetencen til den kommunale forvaltning, herunder til skolelederen på den enkelte skole.
Ad4) Kvalitetsrapporter
Bekendtgørelsen giver frihed til, at kommunalbestyrelsen i et møde kan beslutte at undlade at udarbejde kvalitetsrapport i skoleåret 2021/22 i perioden frem til den 16. november 2021.
Det er hensigten, at det i en kommende ændring af folkeskoleloven, der skal gælde fra den 16. november 2021, fastsættes, at en kommunalbestyrelse, der i henhold til bekendtgørelsen har truffet beslutning om, at der ikke udarbejdes kvalitetsrapport i skoleåret 2021/22, ikke skal træffe en ny beslutning om at undlade at udarbejde kvalitetsrapport for, at denne beslutning kan gælde for hele skoleåret 2021/22.
Da beslutningen om at undlade at udarbejde kvalitetsrapport skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, er beslutningen omfattet af delegationsforbud, dvs. at beføjelsen hverken kan delegeres internt eller eksternt, og således hverken til skolelederen eller skolebestyrelsen eller andre.
I forbindelse med den seneste kvalitetsrapport for skoleåret 2018/19 besluttede Byrådet ved byrådsmødet 9. december 2019, at kvalitetsrapporten, udover de lovpligtige krav, skal indeholde dokumentation for skolernes strategiske mål, resultater og erfaringer for at få et samlet billede af skolernes fremdrift i forhold til de kommunale politiske mål. Dette for at sikre Byrådet mulighed for at varetage dets ansvar for overordnet styring af folkeskolen i Ringsted Kommune samt et samlet grundlag for dialog med skolens aktører.
Hvis kommunerne træffer beslutning om ikke at udarbejde kvalitetsrapporter, er der dog en klar forventning om, at kommunerne fortsat løbende forholder sig til elevernes faglige udvikling og trivsel.
Det vil være væsentligt, at alle skoler er bekendt med de udvidede frihedsgrader i det kommende skoleår til håndtering af faglige udfordringer i folkeskolen. Skolecentret har derfor til opgave, at sørge for at formidle og forklare disse som optakt til skoleåret.
Inddragelse og høring
Ingen.
Økonomi
Ingen.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at skolerne i Ringsted Kommune kender til og i forskellig grad bruger de frihedsgrader til at tilrettelægge undervisningen og skoledagen som folkeskoleloven allerede nu giver mulighed for.
Elevplaner (ad1) vil skolelederen selv kunne træffe beslutning om hvorvidt de skal udarbejdes, dog med krav fra Skolecenteret om at kunne redegøre for, hvordan man i stedet løbende vil forholde sig til elevernes faglige udvikling og trivsel.
Om skoledagens længde og den understøttende undervisning (ad2) og målsætningen om fuld kompetencedækning (ad3) vurderes det, at det vil være mest hensigtsmæssig, at lade det være op til den enkelte skole, ud fra en pædagogisk og didaktisk vurdering af skolens udfordringer og behov, lokalt at træffe beslutning om. Dette vil samtidig svare til den praksis man i dag har på området i Ringsted Kommune, hvor det er op til den enkelte skole at vurdere, hvordan man ønsker at tilrettelægge undervisningen og skoledagen ud fra folkeskolelovens rammer. Det er administrationens vurdering, at meget få skoler vil benytte sig af muligheden beskrevet under ad3, da skolernes fagfordeling allerede ligger fast.
Det vil være op til at kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, at undlade at udarbejde kvalitetsrapport for skoleåret 2021/22, jvf. ad4.
Indstilling
Direktionen indstiller at:
- orienteringen om de eksisterende og udvidede frihedsgrader til håndtering af faglige udfordringer i folkeskolen tages til efterretning.
- orienteringen om skoleledernes mulighed for at træffe beslutning om, at skolen ikke skal udarbejde elevplan for hver elev fra børnehaveklassen til og med 9. klassetrin, jvf. ad1, tages til efterretning.
- skolerne får mulighed for at træffe lokale beslutninger om de udvidede frihedsgrader givet i bekendtgørelsen og som beskrevet under ad2 – ad3.
- der træffes beslutning om, hvorvidt der skal udarbejdes kvalitetsrapport for skoleåret 2021/22, jvf. ad4.