Byrådets beslutning, om at Ringsted Kommune skal have en demensstrategi, tager udgangspunkt i Den Nationale Demenshandlingsplans mål om, at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner. Strategien skal beskrive konkrete indsatser til at understøtte borgere med demens og deres pårørende.
I forlængelse af Byrådets beslutning har der været en proces, hvor der er:
- Udarbejdet en analyse af demensområdet i Ringsted Kommune (bilag 2), som blandt andet indeholder:
- En gennemgang af de 23 indsatsområder, der er koblet til Den Nationale Handlingsplan
- Fakta om demens herunder nøgletal for Ringsted Kommune
- Gennemført interview med borgere og pårørende
- Har været holdt borgermøde
- Udkast til Demensstrategi er behandlet i Ældre- og Genoptræningsudvalget, hvor det blev godkendt til høring
- Der har været en offentlig høringsperiode på seks uger
Der er kommet høringssvar fra DGI Midt og Vestsjælland (bilag 3) og fra Ældre Sagen Ringsted (bilag 4).
DGI Midt og Vestsjælland
I høringssvaret skriver DGI, at idrætsforeningerne er væsentlige aktører i civilsamfundet, fx er der 37 idrætsforeninger i Ringsted, som er medlem af DGI. Samtidig skriver DGI, at træning er vigtigt for mennesker med demenssygdom. DGI henviser til Sundhedsstyrelsens ”Træningsguide til fysisk aktivitet for mennesker med demens”, hvor der opfordres til tværsektorielt samarbejde med blandt andet involvering af foreninger.
DGI Midt- og Vestsjælland påpeger, at det er vigtigt for dem, at det fremgår af demensstrategien, at den frivillige idrætssektor er en relevant og kompetent samarbejdspartner. Ligesom de fremhæver, at DGI har relevant viden og kompetencer om demens, blandt andet fra et nationalt projekt om ”Den demensvenlige idrætsforening”.
Konkret efterspørger DGI Midt og Vestsjælland:
- At det skal fremgå af mål 2b under temaet om Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering og Øget videns- og kompetenceniveau, at træningen også kan varetages af instruktører fra idrætsforeninger.
- At civilsamfundet tilføjes som samarbejdspartner under temaet om Demensvenlige samfund og boliger. DGI peger blandt andet på kurser afholdt under projektet om Den Demensvenlige Idrætsforening, hvor foreningsledere, trænere og udøvere er uddannet til at være demensvenner, og instruktørerne derudover har fået viden om den sundhedsfaglige og pædagogiske tilgang til træning for personer med demens.
Ældre Sagen Ringsted
Ældre Sagen kritiserer Demensstrategien for, at der mangler baggrundsoplysninger om fx antal demente i Ringsted, nuværende indsatser og deres effekt samt nuværende ressourceanvendelse til fx demenskonsulenter med videre.
Ældre Sagen efterspørger derudover en mere ambitiøs strategi. De påpeger, at de beskrevne indsatser ikke modsvarer problemernes omfang og alvor, samt at de anser vejledninger og foldere som mangelfulde og uambitiøse tiltag.
Ældre Sagen konkluderer: Vi må med beklagelse konstatere, at samarbejdet med frivillige organisationer, som i andre kommuner er et vigtigt omdrejningspunkt i forbindelse med organiseringen af demensindsatsen, er helt fraværende i strategien, ligesom Ringsted kommune tilsyneladende slet ikke har nogen ambitioner om at være Demenskommune”.
I Ældre Sagens høringssvar er der ikke peget på konkrete forslag til indsatser.
Forslag til ændringer i demensstrategien
Med udgangspunkt i de indkomne høringsvar, foreslås følgende tekst sat ind under tema 5
Demensvenlige samfund og boliger:
”Civilsamfundet herunder idrætsforeninger og frivillige organisationer rummer et stort potentiale i forhold til at understøtte, at personer med en demenslidelse kan færdes og deltage i samfundslivet fx foreningsaktiviteter.”
Teksten forslås derudover understøttet ved, at der tilføjes følgende mål under temaet om Demensvenlige samfund og boliger:
”Det undersøges, hvordan civilsamfundet og kommunen kan samarbejde om at understøtte, at borgere der har en demenslidelse kan færdes og deltage i samfundslivet”.
Når Demensstrategien er endelig godkendt, trykkes den i det layout, der er godkendt til politikker og strategier i Ringsted Kommune.