Høringen blev gennemført i perioden den 7. november til den 7. december 2018 og blev udsendt direkte til de berørte lodsejere samt beboere i lokalområdet, ligesom høringsmaterialet har været tilgængeligt på kommunens hjemmeside.
I høringsmaterialet blev lodsejere, beboer i området samt kommunens borgere generelt bedt om at indsende deres bemærkninger til de tre stillede forslag:
1 - Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej og holdes åben for gennemkørende trafik:
Dette forslag indebærer, at Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej, som skal vedligeholdes af de vejberettigede, men at der samtidig indgås en aftale om, at vejen holdes åben for den almene trafik. På denne måde vil vejen stadig kunne bruges af offentligheden og f.eks. fungere som en genvej mellem Havbyrd og Mulstrup. Vejberettigede er lodsejere med krav og ønske om fortsat at benytte vejen efter en nedklassificering, f.eks. som adgangsvej til deres ejendom, marker eller lignende.
Når vejen holdes åben for offentligheden, vil Ringsted Kommune være indstillet på at bidrage til vejens vedligeholdelse, fordi det vil være i offentlighedens interesse, at vejen fortsat kan bruges.
2 - Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej og lukkes for gennemkørende trafik:
Dette forslag indebærer, at Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej, som skal vedligeholdes af de vejberettigede. De vejberettigede vil herefter kunne beslutte, at lukke vejen for gennemkørende biltrafik, men ikke for gående og cyklende. Lukningen vil f.eks. kunne gennemføres ved at opsætte en bom ved åen, der løber vest for biogasanlægget.
Hvis det besluttes at lukke vejen for gennemkørende trafik, vil kommunen som udgangspunkt ikke skulle bidrage til vedligeholdelsen af vejen.
3 - Mulstrup Møllevej fortsætter med at være offentlig vej:
Dette forslag indebærer, at Mulstrup Møllevej fortsat vil være offentlig vej. Den vil dog stadig være klassificeret som en lokalvej, da vejen ikke har en overordnet betydning. Når vejen er offentlig vej, er det Ringsted Kommunes opgave som vejmyndighed at vedligeholde vejen, så vejen er i god og forsvarlig stand.
Det kan være nødvendigt at gennemføre forskellige arbejder på vejen med henblik på at forberede den til nye trafik til biogasanlægget. Det vurderes, at disse arbejder ikke vil være omfattet af kommunens forpligtelse som vejmyndighed, og der kan derfor indgås aftale om, at udgifterne til disse arbejder og vedligeholdelsen af foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til biogasanlægget, afholdes af biogasanlægget. Såfremt der ikke kan indgås en sådan aftale – eller hvis aftales misligholdes – vil kommunen skulle afholde udgifterne til at vedligeholde vejen.
Høringsmaterialet fremgår af bilag 1
Resultat af høring
Kommunen har modtaget i alt 32 høringssvar fra 45 personer.
Høringssvarerne behandles i Hvidbogen bilag 2, hvor høringssvarenes indhold kun er medtaget i hovedtræk. Høringssvarerne kan ses i deres helhed i underbilagene til hvidbogen.
De 32 høringssvar fordeler sig på løsningsforslagene således:
7 % for løsning 1, hvor Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej men holdes åben.
20 % for løsning 2, hvor Mulstrup Møllevej overgår til privat fællesvej men lukkes.
53 % for løsning 3, hvor Mulstrup Møllevej forbliver offentligvej.
20 % ønsker at der forsat skal være offentlig adgang, altså løsning 1 eller 3.
Lidt over halvdelen foretrækker således en løsning hvor Mulstrup Møllevej forbliver en offentlig vej.
Mange af de indkomne høringssvar nævner at en lukning af Mulstrup Møllevej vil medføre længere køretid til genbrugspladsen, Campusskolerne, Brugsen i Høm m.m. Administrationen har lavet en simpel undersøgelse af rejsetiderne på forskellige tidspunkter af døgnet. Konklusionen er, at uanset hvilket rute der vælges, er der kun små forskelle i både afstand og køretid. Den samlede undersøgelse af kørselstider og afstande kan ses i bilag 3.