Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Huslejenævn

Huslejenævnet er et tvistenævn, der træffer afgørelse i sager om visse uenigheder mellem lejere og udlejere i det private boligbyggeri.

Ringsted Kommunes Huslejenævn har følgende mødedatoer i andet halvår af 2024: 3. september, 5. november og 10. december. 

Huslejenævnet er oprettet for lejere og udlejere inden for privat boligudlejning.

  -  Se her hvordan forløbet er for en sag til Huslejenævnet

  -  Se her hvordan du kan klage over Huslejenævnets afgørelse

Hvilke sager kan Huslejenævnet behandle?

Huslejenævnet behandler blandt andet sager om:

  • Huslejens størrelse
  • Lejeforhøjelser
  • Forbrugsregnskaber
  • Lejerens pligt til istandsættelse ved fraflytning
  • Tilbagebetaling af depositum
  • Størrelsen af lejerens depositum og forudbetalt leje under lejeforholdet
  • Manglende vedligeholdelse, fornyelse og renholdelse
  • Forbedringer
  • Regnskaber for konti til ind- og udvendig vedligeholdelse
  • Overtrædelse af husordenen (kan kun indbringes af udlejer)

Hvis Huslejenævnet vurderer, at en egentlig bevisførelse er nødvendig, eksempelvis vidneafhøringer, syn og skøn m.v., kan nævnet afvise sagen og henvise den til boligretten.

Huslejenævnet kan blandt andet ikke behandle sager om:

  • Opsigelse og ophævelse af lejemål
  • Inddrivelse af pengekrav eller krav om erstatning
  • Forholdsmæssigt afslag i lejen som følge af mangler ved det lejede
  • Almindelig rådgivning og vejledning om lejens størrelse, herunder forældrekøb
  • Lejerens brugsret i forbindelse med fremleje, bytte og retten til fortsættelse af lejemålet

De sager, som huslejenævnet ikke har kompetence til at behandle, skal i stedet indbringes for boligretten.

Sådan starter du en sag, og hvad koster det?

Når du indbringer en sag for Huslejenævnet, skal du gøre det skriftligt og med en præcisering af, hvad nævnet skal tage stilling til. 

Du skal vedlægge:

  • Lejekontrakt inklusiv eventuelle tillæg
  • Eventuel relevant korrespondance i sagen
  • Din nuværende adresse og telefonnummer
  • Dokumentation for indbetaling af gebyr (screenshot af overførslen)

Så vidt det er muligt, vil vi gerne modtage materialet som én samlet PDF-fil.

Vi opfordrer til, at du sender sagen som sikker post, og at det derfor foregår med Digital Post.

Du kan også indlevere klagen og kopi af sagens akter i Borgerservice.

Du skal betale et gebyr på 357 kr. (2024) for at få en sag behandlet af Huslejenævnet. Sagsbehandlingen indledes først, når Ringsted Kommune har registreret betalingen. Gebyret refunderes ikke, uanset udfaldet i sagen.

Der er flere muligheder for at indbetale gebyret. Du kan betale ved kassen i Borgerservice, eller overføre gebyret til konto: 

  • Registreringsnummer: 2186
  • Kontonummer: 7230250500

Husk at skrive "Huslejenævn + den adresse sagen drejer sig om".

Udlejer skal betale et gebyr på 6.827 kr. (2024) til Huslejenævnet, hvis lejeren får fuldt medhold i sagen.

For sager om besigtigelse inden gennemgribende renovering efter lejelovens § 19 stk. 3, koster det 4.552 kr. (2024), at få en sag behandlet.

For sager efter lejelovens § 132, stk. 2, koster det 596 kr. (2024) at få en sag behandlet.

Gebyrerne reguleres den 01. januar hvert år.

Huslejenævnets sammensætning

Huslejenævnet består af tre personer: En formand med juridisk baggrund, en repræsentant for udlejere i kommunen samt en repræsentant for lejere i kommunen. Formanden skal være jurist, og udpeges af ministeriet efter indstilling fra Byrådet. De to andre medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling af henholdsvis de større udlejerforeninger og de større lejerforeninger i kommunen. De skal begge være bekendt med huslejeforhold.

Kontakt

Du kan skrive til Ringsted Kommunes Huslejenævn på huslejenaevn@ringsted.dk eller ringe på 5762 6006 tirsdage kl. 9-12 og torsdage kl. 13-15.

Råd og vejledning

Huslejenævnet er en uvildig myndighed. Nævnet kan derfor ikke yde rådgivning til den ene eller anden part, men kan vejlede om:

  • hvilke type sager, der kan indbringes for nævnet
  • praktiske forhold i forbindelse med sagens forløb i nævnet
  • oplysninger om den konkrete lovgivning

Har du brug for rådgivning, kan du kontakte en lejerorganisation, udlejerorganisation eller en advokat.

Huslejenævnets sammensætning og kommende møder

Kontakt: Digitalisering, Jura og Kommunikation

Sct. Bendtsgade 1
4100
Ringsted
Digitalisering, Jura og Kommunikation
Dir.
57626010

Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata

Sidst opdateret 23.09.2024