Grundlisteudvalg
Grundlisteudvalget udpeger personer til grundlister. Nævninge udtages fra disse grundlister og det sker ved lodtrækning.
For hver nævningekreds vælges et antal personer for en periode på 4 år, der anses egnede til at virke som nævninger eller domsmænd.
Listen over disse personer hedder grundlisten. Der skal udarbejdes en ny grundliste til Østre Landsret i marts-juli 2023, som dækker perioden 1. januar 2024 til 31. december 2027.
Udtagelsen til grundlisten foretages inden for hver kommune af et Grundlisteudvalg på 5 medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen. (Retsplejeloven §72)
Ved lodtrækning blandt de på grundlisterne opførte personer dannes byretternes domsmandslister og landsrettens nævninge- og domsmandsliste. (Retsplejeloven §68)
De nærmere regler om antallet af personer, der skal udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af justitsministeren.
Du kan ikke ansøge mere om at blive optaget på Grundlisten. Næste ansøgningsrunde bliver i 2027.
Kunne du tænke dig at være domsmand eller nævning?
- Nævninger og domsmænd kaldes under ét for lægdommere.
- Lægdommere virker i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere.
- Lægdommere udtages for 4 år ad gangen, og næste periode er fra 1. januar 2024 – 31. december 2027.
Udtagelsen til lægdommer sker på den måde, at et udvalg i hver kommune – Grundlisteudvalget – vælger et antal borgere, som udvalget anser for at være egnede til at fungere som lægdommer. De valgte bliver optaget på en såkaldt grundliste.
I Ringsted Kommune skal vi blandt kommunens borgere vælge ca. 120 personer til grundlisten. Denne sendes efterfølgende til Præsidenten for Østre Landsret. Ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på grundlisterne, udtager landsretterne et antal personer til at virke som domsmænd og som nævninge.
Du kan læse mere om at være nævning eller domsmand her
Hvem kan blive lægdommere:
For at blive lægdommer skal du opfylde følgende:
- Du skal være fyldt 18 år
- Du må ikke fylde 80 år i løbet af de fire år, du er lægdommer
- Du skal være uberygtet
- Du skal have stemmeret i Danmark
- Du må ikke være minister, advokat eller advokatfuldmægtig
- Du må ikke være ansat i ministeriers departementer eller i en chefstilling i andre af statens myndigheder, som er underordnet ministeriernes departementer
- Du må ikke være ansat ved domstolene, i politiet, anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen eller andre myndigheder under Justitsministeriet
- Du må ikke være præst i folkekirken eller andre trossamfund
Grundlisteudvalget skal sikre, at de personer, der udtages til grundlisten, udgør en repræsentation af alle aldersgrupper, af mænd og kvinder, og af indvandrere og efterkommere svarende til deres andel af befolkningen i Ringsted Kommune. Derudover skal listen være alsidigt sammensat i forhold til Ringsted Kommunes befolkning, og der kan bl.a. lægges vægt på uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssige status.
Det er Grundlisteudvalget, der tager endelig stilling til om ansøgerne optages på grundlisten, hvorfor der ikke er nogen garanti for optagelse.
Grundlisteudvalgets sammensætning
Kontakt: Politisk Service
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata