Indsatsen vedrører videreudvikling og etablering af aktiviteter og relationer for udsatte borgere i Kirkens korshærs Varmestue.
Målgruppen er voksne (18-65 år) med særlige udfordringer. Herunder misbrug af alkohol og/eller stoffer, psykiske vanskeligheder/diagnose, somatiske lidelse, hjemløshed, herunder også funktionelle hjemløse og/eller en høj grad af ensomhed. For flere er der tale om flere udfordringer og dobbeltdiagnoser.
Målgruppen i varmestuen udgør ca. 100 borgere, hvoraf 2/3 er mænd, og for en stor del er ensomhed og isolation også et kendetegn.
Kirkens Korshær har gennem mange år haft en varmestue i Ringsted kommune, hvor en væsentlig del af tilbuddet har været socialt samvær, fællesskab, et måltid varm mad, vask samt hjælp og støtte til hverdagsudfordringer.
Indsatsen vil understøtte, at varmestuen ændres fra et ’værested’, hvor mennesker mødes uden krav om forandring til at blive et ’være-gøre-handlested’, hvor mennesker afhængig af deres situation, deres formåen og deres mentale overskud bliver inddraget og bidrager i det, som vi sammen kan udføre og blive understøttet i at handle i forhold til deres egen situation med henblik på forbedring af deres dagligdag.
Formålet med indsatsen er således, at deltagerne opnår en højere grad at mestring af egen livssituation gennem støtte i at kunne handle i forhold til deres livssituation.
I den 3 årige projektperiode vil der dagligt være mellem 35-45 brugere i varmestuen, hvoraf en stigende andel vil gøre brug af muligheden for at indgå i relationsarbejdet ved aktiv deltagelse i de tilbudte aktiviteter og samtale. Det forventes at i starten vil 10% af brugergruppen gøre brug af muligheden og ved projektafslutningen vil 2/3 af brugergruppen have benyttet sig af aktiviteter og samtaler.
Succeskriteriet for indsatsen er at 20 borgere i projektperioden forbedrer deres livskvalitet, således at deres misbrug mindskes og deres sociale situation forbedres. Herudover at 60% af varmestuens brugere benytter aktiviteterne.
Ansøgningen og budgetskema er vedlagt sagen. (Bilag 1 og 2) Ansøgningen er blevet kvalificeret af tværfaglig gruppe. Bemærkninger fra gruppen er vedlagt i kvalificeringsskema. (Bilag 3)