Definition af magtanvendelse
Det er magtanvendelse, når en person ikke frivilligt medvirker til en nødvendig foranstaltning, eller hvis personen aktivt modsætter sig, og personalet alligevel finder, at det er nødvendigt at gennemføre foranstaltningen, f.eks. for at varetage omsorgspligten.
Reglerne om magtanvendelse findes i Lov om social service §§ 124-137.
Målgruppen, over for hvem magtanvendelse kan komme på tale, er personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, f.eks. demente, hjerneskadede og psykisk udviklingshæmmede.
Eksempler på magtanvendelse
Magtanvendelse kan være nødvendig, hvis f.eks. en dement borger ikke ønsker den fornødne hjælp til personlig hygiejne, og personalet skønner, at det er nødvendigt af hensyn til borgerens helbred – eller af hensyn til medborgeres og personalets helbred. Det kan være, at det er nødvendigt at vaske en borger, der har afføring på hænderne og som rører ved møbler i fællesrummet, eller det kan være nødvendigt at fjerne madrester eller fremmedlegemer i munden.
Det kan også være en udadreagerende psykisk udviklingshæmmet borger, som kaster med ting, som kan forvolde skade på medborgere eller personale. Her kan personalet være nødsaget til at fastholde borgeren og føre borgeren væk fra fællesarealet.
Betingelser for magtanvendelse
- Der skal foreligge skriftlig dokumentation for, at borgeren er i målgruppen for reglerne om magtanvendelse.
- Borgeren skal befinde sig i en for borgeren uværdig eller farlig situation.
- Borgeren eller andre er i risiko for at lide væsentlig person- eller helbredsmæssig skade.
Indberetninger om magtanvendelse
Der skal ske indberetning ved magtanvendelse til Myndighedsenheden i henhold til servicelovens § 136. Ved indberetningen beskrives det blandt andet, hvilken type magt, der er anvendt, hvad omstændighederne og situationen var, da magtanvendelsen fandt sted, og hvorfor der blev anvendt magt over for borgeren i den givne situation. Myndighedsenheden vurderer herefter indberetningen, herunder om magtanvendelsen kan godkendes – og var lovlig - eller ej, og skriver en begrundet, skriftlig afgørelse herom. Afgørelsen sendes til borgeren/værgen samt til afdelingen/botilbuddet, hvor magtanvendelsen har fundet sted. Det er op til borgeren, om der eventuelt skal klages til Ankestyrelsen over magtanvendelsen.
Det har dog ikke konsekvenser for hverken kommunen eller det involverede personale, hvis en magtanvendelse ikke kan godkendes inden for servicelovens regler, men personalet skal naturligvis konstant arbejde for at undgå magtanvendelser.
Der lægges stor vægt på en udførlig tilbagemelding med henblik på læring og forebyggelse som følge af den enkelte sag. Afgørelsen drøftes mellem lederen og det personale, der er omkring borgeren. På baggrund af afgørelsen revideres borgerens pædagogiske handleplan for at forebygge fremtidig brug af magtanvendelse.
Indberetninger i 2018
I 2018 er der i alt 34 indberetninger om magtanvendelse fordelt på 13 borgere. Heraf er 20 blevet godkendt uden bemærkninger, 11 er ikke blevet godkendt, og 2 indberetninger er blevet delvist godkendt. En enkelt indberetning er behandlet af borgerens handlekommune, som ikke er Ringsted, og der er ikke modtaget kopi af afgørelsen.
Der er i 2018 ikke modtaget nogen klager over kommunens afgørelse om magtanvendelser.
Der er blevet udarbejdet eller revideret pædagogisk handleplan for borgerne i forbindelse med indberetningerne.
De 34 indberetninger fordeler sig med 21 indberetninger på voksenhandicapområdet og 13 på ældreområdet.
Udvikling i antallet af indberetninger
| 2015 | 2016 | 2017 | 2018 |
Antal borgere | 23 | 12 | 21 | 13 |
Antal indberetninger | 41 | 26 | 52 | 34 |
Antal helt godkendte | 28 | 18 | 18 | 20 |
Antal ikke-godkendte | 4 | 7 | 21 | 11 |
Antal delvist godkendte | 9 | 1 | 13 | 2 |
Den væsentligste forskel på antallet af indberetninger skyldes, at der i 2017 blev indberettet 20 magtanvendelser fra Hjemmeplejen over en periode på to til tre måneder vedrørende en særlig sag med en enkelt ældre borger. I 2018 har hjemmeplejen derimod ikke indberettet nogen magtanvendelser.
En anden del af forklaringen på forskellen er, at én af de ældre, som der flere gange er blevet anvendt magt overfor, er afgået ved døden i første halvdel af 2018 og således ikke herefter har givet anledning til indberetninger. I det hele taget har der således været væsentligt færre magtanvendelser overfor ældre i 2018, hvor der i alt er indberettet 13 magtanvendelser på ældreområdet, i forhold til 2017, hvor der blev indberettet 39 magtanvendelser på ældreområdet.
Størstedelen af de ikke-godkendte magtanvendelser (7 ud af 11) vedrører situationer, hvor der kortvarigt er anvendt magt i forbindelse med en personlig hygiejnesituation, eksempelvis til at vaske en borger eller til bleskift, uden at dette på forhånd er godkendt af Myndighedsenheden. Magtanvendelsesreglerne kræver, at der er søgt om – og givet – forhåndsgodkendelse før der lovligt kan anvendes magt i hygiejnesituationer. Resten af de ikke-godkendte magtanvendelser vedrører situationer, hvor en borger er blevet fastholdt eller ført til et andet opholdsrum. Dette har eksempelvis i to tilfælde beroet på, at Myndighedsenheden har vurderet, at der i den konkrete situation ikke var så nærliggende risiko for, at borgeren led væsentlig personskade, at magtanvendelsen var absolut påkrævet.
De delvist godkendte magtanvendelser kan f.eks. være en situation, hvor en borger bliver ført væk fra fællesrum og får skiftet ble. Det har været lovligt at føre borgeren væk, men ikke at skifte bleen uden en forhåndsgodkendelse, fordi reglerne kræver forhåndsgodkendelse ved bleskift. Derfor kan magtanvendelsen i eksemplet kun delvist godkendes.
Fordeling mellem ældre- og voksenhandicapområdet
| Antal borgere | Antal indberetninger |
Botilbud beliggende i Ringsted Kommune, hvor Ringsted er handlekommune | 2 | 6 |
Botilbud beliggende i andre kommuner, hvor Ringsted er handlekommune | 6 | 14 |
Botilbud beliggende i Ringsted Kommune, hvor Ringsted ikke er handlekommune | 1 | 1 |
Plejecentre i Ringsted Kommune | 4 | 13 |
Hjemmeplejen | 0 | 0 |
I alt | 13 | 34 |
Ansøgninger om forhåndsgodkendelse af magtanvendelse
I 2018 er der ikke modtaget nogen ansøgninger om forhåndsgodkendelse af magtanvendelse. Dette er der efter loven mulighed for i de tilfælde, hvor det forgæves har været forsøgt med pædagogiske tiltag over en periode for at f.eks. få lov til at skifte ble på en borger, og det skønnes at være til fare for borgeren, hvis personalet ikke kan få mulighed for at gøre dette (f.eks. på grund af risiko for urinvejsinfektioner). Ansøgninger om forhåndsgodkendelser skal sendes af afdelingen/bostedet, hvor borgeren bor, til Myndighedsenheden, som tager stilling til, om betingelserne for forhåndsgodkendelse i serviceloven er opfyldt.
Instruks om magtanvendelse samt undervisning
Myndighedsenheden reviderede i 2017 den hidtil gældende instruks i håndtering af magtanvendelse på voksen- og ældreområdet, hvorefter der indtil februar 2018 blev gennemført en undervisningsrække for alt personale på plejecentre og bo- og dagtilbud. Der blev desuden undervist i hjemmeplejen og i Myndighedsenheden.
Nye regler om magtanvendelse i 2019
Børne- og socialministeren har den 6. februar 2019 fremsat et lovforslag, som bl.a. indeholder ændringer til magtanvendelsesreglerne og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for voksne med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, herunder demente. I henhold til lovforslaget skal de nye regler træde i kraft den 1. januar 2020.