Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Socialt frikort

Socialt udsatte borgere har mulighed for at få et socialt frikort. Det giver ret til at tjene op til 40.000 kr. skattefrit om året, uden at blive modregnet i offentlige ydelser.

Om det sociale frikort

Med et socialt frikort kan du tjene op til 40.000 kr. skattefrit om året ved ordinært og ustøttet arbejde, uden at indtægten bliver trukket fra din forsørgelse, fx kontanthjælp eller førtidspension. Indtægten bliver heller ikke modregnet i andre indkomstafhængige offentlige ydelser, fx boligsikring.

Det er Folketinget, der har besluttet at indføre et socialt frikort for at give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen.

Det sociale frikort blev i første omgang indført i en forsøgsperiode som trådte i kraft i januar 2019 og gælder frem til den 30. juni 2023.

Det sociale frikort videreføres, og beløbsgrænsen forhøjes

Folketinget har den 1.juni 2023 vedtaget en lovændring, der viderefører og forbedrer forsøgsordningen med et socialt frikort. Forsøgsordningen trådte i kraft i januar 2019 og er nu videreført til udgangen af 2024. Desuden hæves beløbsgrænsen fra 20.000 kr. til 40.000 kr. skattefrit om året, hvis man har et socialt frikort.

Med forlængelsen af forsøgsperioden videreføres alle sociale frikort automatisk. Borgerne skal derfor ikke ansøge om at få et frikort på ny efter 1. juli.

Aktive frikort videreføres som aktive, mens deaktiverede frikort fortsat vil være deaktiverede, efter loven træder i kraft.

Borgere med deaktiverede sociale frikort, som igen opfylder betingelserne for at få et socialt frikort, kan kontakte deres kommune, som kan genaktivere borgerens frikort.


Med forlængelsen af forsøgsperioden videreføres også kommunernes kontrol af, om borgere med sociale frikort fortsat er berettigede til at have et socialt frikort. Det betyder, at kommunerne i løbet af første kvartal af 2024 skal følge op på, om de borgere, som har et socialt frikort, stadig opfylder kriterierne.

 

Vores målgruppe

Kommunen kan godkende dig til et socialt frikort, hvis du kan sige ja til følgende:

  • Du har sociale udfordringer, fx hjemløshed, et behandlet eller ubehandlet problematisk forbrug af stoffer eller alkohol, eller du har en psykisk lidelse eller sårbarhed kombineret med sociale udfordringer
  • Du er ikke under ordinær uddannelse eller har været det inden for det seneste år
  • Du har tjent mindre end 10.000 kr. på at arbejde inden for det seneste år
  • For at få et socialt frikort skal du også opfylde nogle opholdskrav og give samtykke til, at kommunen og virksomheden må behandle oplysninger om dig.

 

Sådan får du et socialt frikort

Du søger om et socialt frikort ved at udfylde nedenstående ansøgningsskema og samtykkeerklæring. Din sagsbehandler i Arbejdsmarkedscentret eller evt. kontaktperson i CBU kan være dig behjælpelig med at udfylde ansøgningsskemaet. Skemaerne skal sendes eller afleveres til Myndighedsenheden i Social- og Sundhedscenter. Da ansøgningsskemaet indeholder personfølsomme oplysninger, anbefaler Ringsted Kommune, at du sender det via e-boks eller din sagsbehandler eller kontaktperson sender det for dig.

Når din ansøgning er behandlet, får du svar via e-boks. Du kan forvente en sagsbehandlingstid på 14 dage.

Vær opmærksom på, at du selv skal finde det job, hvor du kan tjene op til de 40.000 kr.

Ansøgning om socialt frikort

Samtykkeerklæring socialt frikort

 

Yderligere information

Lov om ændring af lov om forsøg med et socialt frikort

Social-, Bolig-, og Ældreministeriets informationsmateriale om sociale frikort 

Kontakt: Myndighedsenheden

Amtstue Allé 71
4100
Ringsted
Tlf.
57 62 79 00

Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata

Last updated 28.06.2023