Bliv frivillig mentor
Her kan du orientere dig om hvordan du bliver frivillig mentor for en ung.
Bliv frivillig mentor og gør en betydningsfuld forskel hos en ung
Vil du bidrage til, at flere unge kommer i job og uddannelse i Ringsted Kommune? Så bør du overveje at blive en del af Ringsted Kommunes mentorkorps for unge.
Som mentor støtter du de unge i deres personlige og professionelle vej i job og uddannelse – og med bare 1-2 timer om ugen kan du gøre en stor forskel. Samtidig udvider du din horisont, udvikler dine kompetencer og bliver en del af et dynamisk netværk.
Hvorfor blive frivillig mentor?
- Du kan gøre en forskel
- Du møder mennesker, der står i en anden livssituation og har en anden baggrund
- Du indgår i et spændende netværk med andre mentorer
- Du får adgang til månedlig supervision, sparring og temamøder
- Du kan gøre noget for dit CV
Hvad siger du ja til?
- At bruge ca. 1 time om ugen som mentor i omkring 6 måneder. Du og den unge tilpasser løbende tidsforbruget ud fra behov, og hvad I hver især har tid til
- At deltage i netværksarrangementer og sparring mentorer imellem, tilpasset dit behov
Hvad kan du hjælpe med?
Du kan motivere og hjælpe ved f.eks. at dele dine erfaringer og viden samt ved at støtte de unge i at opnå deres mål. Opgaverne og de unges udfordringer kan være mange.
Nogen unge har brug for at tale med dig om livet, så de ikke føler sig så ensomme, andre har brug for en at snakke med om de udfordringer, der er ved at flytte hjemmefra og stå på egne ben. .Nogen har brug for at få struktur på deres økonomi, så de også kan få økonomisk overskud til noget sjovt, mens andre igen har brug for at undersøge uddannelsesmuligheder, så de kan sikre deres fremtid. Der er også dem, der har brug for lektiehjælp, så de kan være på niveau med de andre i undervisningen.
Hvem er de unge?
Du bliver mentor for unge i Ringsted, som er mellem 15-30 år. Måske er det en ung i uddannelse eller en, der er ved at beslutte sig for en uddannelse. Måske er den unge alene med sine udfordringer og tanker, og har brug for dig at tale med.
Den unge har selv ønsket at få en mentor og glæder sig til at hilse på dig.
Hvordan bliver du klædt på til opgaven?
Du vil få en introduktion til rollen som mentor. Du vil blive tilbudt sparring med andre mentorer. Du vil blive tilbudt små introducerende oplæg om forskellige brugbare metodiske tilgange. Det kan for eksempel være: Coaching, konflikthåndtering, angst og ensomhed, motivation, lovgivning, uddannelsessystemet, ungdomsliv i dag, psykisk sårbarhed, samt forskellige metoder og redskaber.
Der er til en hver tid mulighed for at få sparring med mentorkoordinatoren.
Frivilligt og fleksibelt
Deltagelse i Ringsteds mentorkorps er frivilligt. Du kan til enhver tid sige nej tak til at være mentor.
Du kan vælge kun at blive mentor for en bestemt målgruppe. Hvis du har tid og overskud, kan du også blive mentor for flere unge ad gangen.
Læs mere Din vej til job og uddannelse
Kontakt:
Mentorkoordinator Liv á Argjahøvda.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata