Høring af revision og fornyelse af regulativer for offentlige vandløb
Ringsted Kommune udsender forslag til reviderede vandløbsregulativer for offentlige vandløb i høring
Revisionen har til formål at opdatere de efterhånden gamle regulativer. Samtidig gøres vandløbsregulativerne bedre tilgængelige med information om vandløbet via hjemmesiden www.mitvandloeb.dk . Høring af forslag til reviderede vandløbsregulativer sker fortløbende henover efterår og vinter.
Mange formål og interesser
Vandløb og søer har en bred anvendelse. Vandløbene skal sikre afledning af overfladevand, drænvand og få steder også af spildevand. F.eks. afledes det rensede spildevand fra Ringsted by via renseanlæg til Høm Lilleå. Afledningen til vandløbene skal samtidig ske under hensyntagen til at opretholde en god vandkvalitet. Også vandløbenes vedligeholdelse har betydning, eftersom de fysiske kvaliteter som slyngninger, strømrender, sten, grøde m.m. har væsentlig betydning for at sikre gode forhold for fauna og fisk. Dertil skal vedligeholdelsen sikre en god vandafledning, hvilket de senere år er blevet særligt udfordret som følge af ændrede klimaforhold. De større vandløb og søer opfylder også rekreative formål ved sejlads og fiskeri. Mange interesser knytter sig derfor til vandløbene i Ringsted Kommune.
Vandløbsregulativerne fastlægger de nærmere regler for, hvorledes de forskellige interesser afstemmes bedst muligt mellem benyttelse og beskyttelse, og hvorledes vandløbene løbende vedligeholdes.
Opmåling
Alle vandløb er i forbindelse med revisionen blevet opmålt fra vandløbets udspring til udløb. Opmålingerne omfatter vandløbets dimensioner: Bredde, dybde, hældning af sider/skråning, placering af dræn og tilløb, broer, skyggegivende bevoksning mm. På grundlag af vandløbets dimensioner vandløbets vandføringsevne kontrolleret.
Mit vandløb
Forslag til revideret vandløbsregulativ er som noget nyt også lagt ind på en digital vandløbsside, der kan vise vandløbsstationer, kort, luftfoto m.m. i sammenhæng til regulativet. Den digitale vandløbsside kan findes på: www.mitvandloeb.dk.
Med den digitale løsning får bredejere, foreninger og organisationer, myndigheder m.fl. et nemt redskab til at finde bestemmelser og oplysninger om et konkret vandløb. På sigt vil der også kunne ske en hyppigere opdatering af vandløbsregulativerne.
Bemærkninger
I høringsperioden kan du indgive bemærkninger, oplysninger, tilkendegivelser m.m. til forslaget. Høringsbemærkningerne vil indgå i det videre arbejde og blive forelagt Klima- og Miljøudvalget i forbindelse med den politiske behandling af forslag til revideret vandløbsregulativ.
Eventuelle høringsbemærkninger skal, inden udløb af høringsperioden, sendes til: naturhoering@ringsted.dk
Center for Klima og Vækst, Natur og vand
Rønnedevej 9,
4100 Ringsted.
Spørgsmål m.m. kan rettes til: naturhoering@ringsted.dk
Høringsperiode
På listen nedenfor er vist en oversigt over høring af forslag til vandløbsregulativer med angivelse af vandløb og høringsperiode. Find link til gældende vandløbsregulativer, samt forslag til revideret vandløbsregulativ som er i høring, under "se også".
| Vandløb | Høring startdato | Høring slutdato |
|---|---|---|
| Høm Lilleå | 16. september 2020 | 11. november 2020 |
| Fjællebroløbet | 22. september 2020 | 17. november 2020 |
| Ålbækken Mølleåen | 22. september 2020 | 17. november 2020 |
| Haraldsted Å | 12. oktober 2020 | 7. december 2020 |
| Kværkeby Bæk | 12. oktober 2020 | 7. december 2020 |
| Vognsbækken | 21. december 2020 | 15. februar 2021 |
| Vigersdal Å | 21. december 2020 | 15. februar 2021 |
| Grønbæksløbet | 18. februar 2020 | 15. april 2021 |
| Mejerirenden | 18. februar 2020 | 15. april 2021 |
Kontakt: Center for Klima og Vækst
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata