Søgeresultater
Om drikkevandskvalitet som vurderingskriterium
Drikkevandskvalitet er kvaliteten af det vand, vandværket leverer til forbrugerne. Kvalitetskriteriet for drikkevandet er, at det overholder de højst tilladelige værdier. Drikkevandskvalitet er en vigtig parameter, fordi den har direkte indvirkning på forbrugernes sundhed. Kontrol af vandværker af drikkevandskvaliteten bruges liges af vandværkerne som indikation på om der sker indtrængning af overfladevand samt om vandværket behandlingsanlæg fungerer optimalt.
Status 2010
Drikkevandskvaliteten i Ringsted Vand A/S har fået vurderingen acceptabel. Det har den, fordi der ikke er aktuelle problemer, men der i perioden 2005-2010 har været bakteriologiske problemer i mere end 10% af vandprøverne.
Mål 2021
Målet for 2021 er at opnå vurderingen god. Dette gøres ved, at en ny boring med uforurenet vand tages i brug. Grænseværdierne overholdes i alle prøver i henhold til vandværkets prøveplan. Risikoen for indtrængning af overfladevand til åbne vandflader i boring, "åbne filtre" og rentvandsbeholder vurderes, og sårbare punkter sikres.
Drikkevandsanalyser for Havemølle I
Drikkevandsanalyser for Havemølle II
Drikkevandsanalyser for Tystevad
Drikkevandsanalyser for Vigersted
Læs mere om vurderingskriterier og vandforsyningen i Ringsted Kommune.
Om råvandskvaliteten som vurderingskriterium
Råvandskvaliteten er kvaliteten af det ubehandlede vand, vandværket henter op af boringerne. Kvalitetskriteriet for råvandet er, at det skal kunne behandles i vandværket ved en simpel vandbehandling. Der holdes særligt øje med stigninger af forureningsparametre. Hvis der måles en stigning, så tyder det på, at der siver forurening ned til grundvandet, hvilket gør boringen ubrugelig på sigt.
Status 2010
Råvandskvaliteten i Ringsted Vand A/S har fået vurderingen acceptabel. Det har den, fordi forureningskomponenter tidligere er påvist og genfundet på lavt niveau i boringer til alle tre vandværker.
Mål 2021
Målet for 2021 er at fastholde vurderingen acceptabel. Det er desværre sandsynligt, at råvandskvaliteten på Havemølle kildeplads igen påvirkes af forurening fra Ringsted by. Derfor skal Ringsted Vand A/S placere nye boringer i områder uden forureningskilder. Placeringen fastlægges under hensyn til indsatsplanlægningen for grundvandsbeskyttelse.
Læs mere om vurderingskriterier og vandforsyningen i Ringsted Kommune.
Om beredskabsplan som vurderingskriterium
Beredskabsplanen er den handlingsplan, vandværket har lavet til brug i nødstilfælde, når der er problemer med vandet, eller der sker en akut forurening. Den indeholder procedurer om, hvad der skal gøres, hvem der skal kontaktes og så videre. Kvalitetskriteriet for beredskabsplanen er, at den er gennemtænkt, og den er up to date. Dette er vigtigt, hvis der indtræder et nødstilfælde, hvor usikkerhed om procedurerne eller forkerte telefonnumre kan koste dyrebar tid.
Status 2010
Beredskabsplanen i Ringsted Vand A/S har fået vurderingen problematisk. Det har den, fordi beredskabsplanen ikke er blevet opdateret i to år eller mere.
Mål 2021
Målet for 2021 er at opnå vurderingen god. Dette gøres ved, at beredskabsplanen opdateres snarest og indsendes til kommunen. Derefter skal planen opdateres løbende.
Læs mere om vurderingskriterier og vandforsyningen i Ringsted Kommune.
Om nødforbindelse som vurderingskriterium
Nødforbindelsen er den tilslutning til et nabovandværk, som gør, at forbrugerne fortsat har adgang til vand, hvis vandværket af en eller anden grund ikke kan levere. Kvalitetskriteriet for nødforbindelsen er, at den har kapacitet til at dække hele det ekstra forbrug. Dette bør testes i fuld skala, således at der er sikkerhed om nødforbindelsens brugbarhed. Nødforbindelsen er en vigtig parameter, fordi forbrugerne uden den kan stå uden vand ved et eventuelt nedbrud eller ved en akut forurening.
Status 2010
Nødforbindelsen i Ringsted Vand A/S har fået vurderingen acceptabel. Det har den, fordi der er etableret forbindelse mellem de tre vandbehandlingsanlæg under Ringsted Vand A/S og til flere af de andre almene vandværker.
Kapaciteten der dog ikke testet i fuld skala, og Havemølleværket leverer en så stor del af vandmængden, at de øvrige behandlingsanlæg næppe vil kunne give fuld forsyningssikkerhed i en længere periode.
Forsyningskapaciteten i Ringsted Vand A/S’s forsyningsområde uden Havemølleværket skal testes på en relevant måde i planperioden.
Mål 2021
Målet for 2021 er at fastholde vurderingen acceptabel. Dette opnås ved at kontrollere kapaciteten af de eksisterende nødforbindelser. Hvis kapaciteten af nødforbindelsen er væsentligt lavere end den overskydende forsyningskapacitet fra det forbundne vandværk, skal forbindelsen forbedres, så den kan levere den mulige kapacitet med det rette tryk. Ringsted Vand A/S skal investere i forbindelse til store vandværker uden for Ringsted Kommune, hvis muligheden åbner sig (eksempelvis hvis disse lægger rør tæt på Ringsted).
Læs mere om vurderingskriterier og vandforsyningen i Ringsted Kommune.
Om ledningsnet som vurderingskriterium
Ledningsnettet er en vigtig parameter, fordi det har direkte betydning for forsyningssikkerheden og spild af vand. Et ledningsnet med rette rørdimensioner og evt. trykzoner sikrer forbrugerne frisk vand under relevant tryk. Et solidt ledningsnet sikrer forbrugerne mod brud, som fører til afbrudt forsyning og problemer med vandkvaliteten i en periode bagefter. Brud betyder også spild af vand. Brud forebygges ved at udskifte gamle ledninger og ved registrering af vandværkets interesseområde i LER (ledningsejerregistret). Her skal entreprenører med jordarbejde hente oplysning om ledningerne. LER er dog kun effektivt, når vandværket har et godt kort over, hvor ledningerne ligger.
Status 2010
Ledningsnettet i Ringsted Vand A/S har fået vurderingen god. Det har det, fordi ledningsnettet er fuldt registreret i LER. Hele nettet er kortlagt inklusiv alle enkelte komponenter (alder, dimension og materiale for hovedledninger, stikledninger og stophaner).
Mål 2021
Målet for 2021 er at fastholde vurderingen god. Dette gøres ved, at nye ledninger og ændringer i nettet registreres i LER og der registreres alder, dimension og materiale for alle nye hovedledninger, stikledninger og stophaner.
Læs mere om vurderingskriterier og vandforsyningen i Ringsted Kommune.