Søgeresultater
Daghjemmet tilbyder fællesskab og forskellige former for aktiviteter, fx sociale aktiviteter, gåture, haveaktiviteter, sang og musik, bagning, ”huslige gøremål”, motion og bevægelse, livshistorie (snak om gamle dage, arbejdsliv m.m.).
Der er mulighed for at hvile i daghjemmet.
Du kan som udgangspunkt komme i daghjemmet 1-2 hverdage om ugen. Under særlige omstændigheder kan du komme i daghjemmet op til 3 hverdage om ugen.
Ringsted Kommunes daghjem for ældre borgere med fysisk handicap er placeret på Plejecenter Ortved og hedder Bonderosen. Daghjemmet har åbent mandag til fredag fra kl. 9.30-15.00.
Du kan læse mere om Bonderosen her: Bonderosen
Hvis du ønsker at søge om plads på daghjem, skal du eller din pårørende udfylde ansøgningsskemaet og sende det til Team Visitation i Myndighedsenheden. Brug nedenstående link:
Søg daghjem Bonderosen
Du kan kontakte Team Visitation i Myndighedsenheden på tlf. 57 62 79 00 eller pr. mail myndighedsenheden@ringsted.dk for yderligere information.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune pr. mail, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation kan du gøre det via digital post. I digital post skal du vælge modtageren ”Kontakt Ringsted Kommune/skriv til Myndighedsenheden”. For yderligere information kan du via Ringsted Kommunes hjemmeside læse om afsendelse af sikker post. https://ringsted.dk/sikker-e-post.
Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra kommunen, senest 2 uger efter kommunen har modtaget din ansøgning.
Medarbejderen foretager en vurdering af din situation og afklarer dit behov for hjælp og støtte, herunder om du kan bevilges plads på daghjem.
Når du søger om daghjem, er der brug for, at du opgiver relevante oplysninger og medvirker til kommunens udredning af dine behov og dit funktionsniveau, herunder indhentning af lægeoplysninger.
Når du har fået en plads på daghjem, er det vigtigt, at du melder afbud, når du er forhindret i at komme på daghjemmet.
Ved mere end 2 ugers fravær foretager personalet på daghjemmet en vurdering af, hvorvidt tilbuddet skal fortsætte. Evt. ophør af tilbuddet sker på baggrund af en dialog med dig og evt. dine pårørende. Der tages forbehold for akut sygdom.
Opholdet på daghjemmet er gratis.
Dog skal du selv betale for:
- Forplejningen på daghjemmet.
- Evt. egenbetaling i forbindelse med deltagelse i arrangementer eller udflugter.
- Evt. kørsel til og fra daghjemmet efter gældende takst. Hvis du ikke kan være på daghjemmet i hele dage, skal du selv afholde den fulde udgift til hjemtransporten.