Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. I hver kommune er der medarbejdere, der arbejder med, at tingene fungerer. Medarbejdere fra kommunen står blandt andet for skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, der ikke har det godt. 

Det står i loven at voksne, der arbejder i Børne- og Familierådgivningen og Ungeenheden, skal undersøge, hvis nogen er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. De voksne skal finde ud af, om barnet eller den unge har brug for hjælp, og de voksne skal hjælpe, hvis der er brug for det. 
 

De mennesker i kommunen, der arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt, hedder børne- og ungerådgivere. Nogle gange kaldes de også for socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere. 

I barnets lov står der, hvordan børn og unge i Danmark skal hjælpes, hvis de har brug for det. Hvis du vil vide mere om barnets lov, kan du spørge din børne- og ungerådgiver, eller du kan ringe til BørneTelefonen på nummer 116111, hvis du gerne vil have råd fra en, der ikke kender dig.

En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan for eksempel være en lærer, der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo. I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen, hvis de er bekymrede for, at et barn eller en ung ikke har det godt.

Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en ”bisidder” med. En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møder med kommunen. En bisidder skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og hvem det skal være. Det kan for eksempel være en lærer eller et familiemedlem. Du kan også få en professionel bisidder, for eksempel gennem Børns Vilkår på nummer 35555556 eller BørneTelefonen på nummer 116111.

Man kan ”have en sag” i kommunen. Det kalder man det, når børne- og ungerådgiveren fra kommunen følger med i, hvordan et barn eller en ung har det. Det, som børne- og ungerådgiveren finder ud af, og som børne- og ungerådgiveren skriver ned, kalder man også for ”en sag”. Det vil sige papirer eller filer på en computer med notater om, hvad forskellige personer har sagt, referater fra møder eller beslutninger, der er blevet taget. Sådan en sag kan også kaldes en journal.

Du kan se mere om at have en sag i kommunen på social og boligstyrelsens hjemmeside, hvor der er lavet 6 videoer til børn og unge om at være til møde med kommunen

Som barn og ung har du rettigheder, hvis du har en sag i kommunen. Du har for eksempel ret til at blive spurgt, hvad du selv synes. Det er også en rettighed at have en bisidder med til møderne. Du har også ret til at se din egen sag. Det kalder man retten til aktindsigt. 

At blive inddraget betyder, at du skal spørges – og at din mening skal tælle med. Hvis en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan du har det, skal børne- og ungerådgiveren tale med dig, og lytte til det, der bliver fortalt. Det kaldes også, at du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid selv kan bestemme, men at der altid skal lyttes til dig.

De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Parterne i en sag er næsten altid dig og de voksne derhjemme. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, hvem der er parter i en sag. 

På et børne- og familiemøde mødes børne- og ungerådgiveren med nogle af de voksne, der kender dig. Det er for eksempel dine familiemedlemmer, lærere fra din skole eller pædagoger fra din fritids- eller ungdomsklub. Du vil som udgangspunkt også være med til mødet evt. sammen med din bisidder.

Hvis en børne- og ungerådgiver skal undersøge, hvordan du har det, foregår det i flere trin. Det starter med noget, man kalder en screening, hvor børne- og ungerådgiveren ser på de informationer, som findes i sagen, og taler med dig og dine forældre. Her prøver børne- og ungerådgiveren at finde ud af, om der er noget, der skal undersøges nærmere. Hvis der er det, laver børne- og ungerådgiveren en afdækning. Så holder børne- og ungerådgiveren måske et børne- og familiemøde med nogle af de voksne, der kender dig og dine forældre. Børne- og ungerådgiveren taler også mere med dig. Hvis der er brug for at undersøge mere om, hvordan du har det, kaldes det en børnefaglig undersøgelse. Så bruger børne- og ungerådgiveren mere tid på at tale med de voksne, der kender til dig. 

Indsatser er et fælles ord for den hjælp, en kommune kan give til dig eller din familie. En indsats kan for eksempel være samtaler med en psykolog eller en kontaktperson. Det kan også være at børne- og ungerådgiveren kan hjælpe med at finde familiemedlemmer eller andre voksne i dit netværk, som kan hjælpe dig. Det kommer an på, hvad børne- og ungerådgiveren mener er den bedste hjælp.

Nogle af de beslutninger, som børne- og ungerådgiveren tager om, hvordan du skal hjælpes, kaldes for “afgørelser”. Det er for eksempel en “afgørelse”, hvis du skal have en kontaktperson. Afgørelser kan du klage over hvis du ikke er enig. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, om noget er en afgørelse. 

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, kan børne- og ungerådgiveren sammen med dig lave en plan med mål for, hvad der skal blive bedre – og hvordan det skal ske. Du har ret til at fortælle, hvad du synes, du har brug for. 

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, skal børne- og ungerådgiveren flere gange spørge, hvordan det går med dig og den plan, I sammen har lagt. Måske betyder det, at I ændrer planen, for at den virker bedre. Her skal børne- og ungerådgiveren lytte til dine ønsker og behov.

Når Ringsted Kommune får nogle oplysninger om dig, så er der nogle regler, der bestemmer, hvad vi må og skal gøre med de oplysninger. Vi skriver blandt andet i et system, så vi har styr på, hvad det egentlig er, vi har fået at vide om dig og din familie. 
Du har blandt andet ret til at få at vide, hvad oplysningerne handler om og hvor vi har dem fra. Nogle gange er det også Ringsted Kommune, der giver andre nogle oplysninger om dig. Det kan være en plejefamilie, en skolelærer eller en kontaktperson. Så vil du også få at vide, hvad vi vil fortælle dem om dig. Du skal ikke en gang gøre noget, vi fortæller dig det, når vi taler sammen. Så kan du også sige, hvis der er noget, der er helt misforstået. Vi sletter ikke de forkerte oplysninger, men vi sørger for, at det tydeligt står, at oplysningerne er forkerte, og hvad der så er de rigtige oplysninger i stedet for. 
Der er noget, der hedder Datatilsynet, som ved vildt meget om de her regler og de har blandt andet et spil på nettet, der også handler om dine rettigheder. Du kan se mere på hjemmesiden: : https://www.datatilsynet.dk/borger/boern-og-unge/rettighedsvaerktoejskassen

Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra for eksempel BørneTelefonen. 

BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer. Hvis du har brug for at tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du for eksempel snakke med BørneTelefonen. BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig 
 

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder Barnets lov. I den står der, at de  voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det. Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.

Når du ringer, eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym. Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Ligesom butikker, har vi åbent på nogle tidspunkter og lukket på andre tidspunkter. Men vi ved godt, at problemer ikke altid sker, når vi har åbent. Hvis du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til næste dag, hvis du for eksempel bliver slået, skal du stadig ringe til os. Du kan få fat i os uden for åbningstid ved at ringe til politiet på telefon nummer 114 og så vil politiet hjælpe dig med at få kontakt til en børne- og ungerådgiver som passer vores telefon, når vi ikke har åbent.

Husk, hvis du er i fare eller har tanker om at gøre skade på dig selv, skal du altid ringe 112 til Alarmcentralen med det samme. 

Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. En børne- og ungerådgiver arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. 

Hvis du har talt med en børne- og ungerådgiver hos os, vil børne- og ungerådgiveren prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen. Måske fortæller børne- og ungerådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, at børne- og ungerådgiveren ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske. Det kan også være, at børne- og ungerådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.