Der skal jf. pilotprojektets Projektbeskrivelse og udviklingsstrategi (bilag), nedsættes et Naturparkråd i 1. kvartal 2022 efter konstitueringen 2022-2025. Rådet skal nedsættes af Byrådet. Friluftsrådet anbefaler, at formandsposten varetages af en politiker, men ser også gerne større politisk deltagelse i Naturparkrådet. Derudover skal repræsentanter for lodsejere og relevante interessenter deltage. Naturparkrådet skal inddrages i naturparkplanen, være rådgivende og inspirere til nye projekter og udvikling af naturparken.
Der er et politisk ønske om en bredere inddragelse frem til Naturparkrådet er nedsat. Administrationen ser to muligheder for større politisk inddragelse:
Pilotnaturpark udvalg efter §17 stk. 4 i Kommunestyrelsesloven
Byrådet nedsætter et særligt udvalg jf. §17 stk. 4 i Kommunestyrelsesloven. Udvalget kan tillægges en rådgivende funktion over for Byråd og fagudvalg, samt indstille til godkendelser. Udvalget kan følge og medvirke til styringen af projektet, samt rådgive Byråd og fagudvalg og ikke tillægges en selvstændig og uafhængig beslutningskompetence. Byrådet er fritstillet i forhold til, at sammensætte særlige udvalg. Byrådet kan således vælge repræsentanter fra foreninger, landsbyer, lodsejere og lignende ind i et §17 stk. 4 udvalg.
Politisk styregruppe
Der nedsættes en politisk styregruppe, som bliver en del af projektorganiseringen. Den politiske styregruppe sammensættes af for eksempel 1 eller 2 repræsentanter fra henholdsvis KMU, PBU og KFU. Styregruppen kan følge og medvirke til styringen af projektet, samt rådgive Byråd og fagudvalg. Styregruppen kan ikke umiddelbart tildeles beslutningskompetence, i det den ligger hos Byrådet.
Det overordnede formål for begge forslag er at sikre, at pilotprojektet vil resultere i at kommunen kan oprette en naturpark med en bred lokal forankring. En pilotnaturpark udvalg ellen en politisk styregruppe skal sikre, at projektet bliver forankret i organisationen og på tværs af de politiske udvalg, samt være med til at sætte retningen for projektets udvikling. Dette gælder for eksempel i forhold til de lodsejer- og borgerinddragelsesprocesser, som skal sikre lokal opbakning til naturparkens geografiske afgrænsning, visioner, projekter og planer.