Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indhold

Sagsgang:

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

Indstilling

x

x

Beslutning

x

BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

Indledning

Børnehaven Lillebjerggård ophører som privat daginstitution i 2022 og i denne sag skal udvalget tage stilling til om faciliteterne på Lillebjerggård skal indgå som et kommunalt dagtilbud fremover. 

Beskrivelse af sagen

I august 2021 meddelte den private børnehave Lillebjerggård i Ringsted Kommune, at den ophører som privat dagtilbud med udgangen af april måned 2022. 

Den private børnehave Lillebjerggård er beliggende på adressen Bjergvej 61 i Kværkeby og har eksisteret siden 1. februar 2009. 

En del af en lade blev nyindrettet til børnehave til 25 børn med grupperum, garderober, køkken og toiletfaciliteter. Der er direkte adgang fra børnehavelokalerne til en stor lade, som også avendes til børnehaveaktiviteter som en form for en overdækket legeplads. Der er desuden legeplads med adgang fra laden, samt mulighed for at anvende et skovstykke og græsareal i gå-afstand fra børnehaven. Ringsted Kommune har indgået aftale med den private børnehave om, at der periodisk kan være op til 31 børn i børnehaven. 

Den private børnehave har selv ført venteliste og visiteret børn til børnehaven. Børnehaven har haft børn fra stort set alle områder i Ringsted Kommune og fra andre kommuner, primært Køge Kommune. Lillebjerggård har således biddraget til at aflaste bl.a. by-midten og andre udfordrede områder i kommunen. 

Når en privat institution lukker, er kommunen forpligtet til at tilbyde de indmeldte børn plads i andre kommunale dagtilbud. Da det er besluttet at nedlægge Lillebjerggård som privat dagtilbud, er der ikke indskrevet nye børn efter 1. august 2021. Der er lige nu indmeldt 20 børn i den private børnehave. 9 af børnene skal i tidlig SFO-start til 1. maj, og kommunen skal således anvise nye pladser til de resterende 11 børn. 4 af de 11 børn er bosiddende i Vigersted-distriktet. 

Udvikling i børnetal i Vigersted-distriktet

Ringsted Kommunes befolkningsprognose for 2022 og frem peger på en tilvækst af 0-5 årige småbørn i kommunen på 223 børn i perioden 2022-2026.

I Vigersted-området er der både kommunale og private dagtilbud. Vigersted Børnehus og én kommunal dagplejer har tilsammen 22 pladser til 0-2 årige børn og 50 pladser til børnehavebørn.

Den private børnehave Lillebjerggård har plads til op til 31 børn. Der er 3 private pasningsordninger, som til sammen kan have 12 0-2 årige børn. Flere pladser i de private ordninger benyttes af børn fra andre områder i kommunen eller fra andre kommuner.

Der er lige nu 7 0-2 årige børn på venteliste en plads i Vigersted frem til maj 2022. De 4 af børnene er skrevet på venteliste med ønsket om en dagplejeplads. Der er 4 børnehavebørn på venteliste til Vigersted Børnehus frem maj 2022. Derudover er der tre børn bosiddende i Vigersted-området, der har plads i andre dagtilbud og som ønsker overflytning dertil.

Af de 96 børn, som lige nu bor i Vigersted-området og som er indmeldt i et dagtilbud, bliver de 65
børn passet lokalt i området enden i kommunalt eller privat dagtilbud. 31 børn fra området er i dag
indmeldt i andre kommunale eller private dagtilbud enten her i kommunen eller i andre kommuner.

Børne- og Undervisningsudvalget fik i møde d. 17. maj 2021 en gennemgang af udviklingen i børnetallene for 2022-2026. Herunder er den forventede efterspørgsel til Vigersted-området jf. prognosen fra foråret 2021. I oversigten er de 30 pladser på Lillebjerggård indregnet i kapaciteten.   

Prognosen og den beregnede efterspørgsel baserer sig på det nuværende og fremtidige antal børn bosiddende i Vigersted-området.

Børnetallene i prognosen er under forudsætning af, at Lillebjerggård fortsat er i drift efter maj 2022. Hvis Lillebjerggård lukker vil der mangle yderligere 30 pladser i Vigersted-området.

I boligbyggeprogrammet som ligger til grund for prognosen for 2022 og frem er der indregnet forventet tilvækst af borgere, som følge af opførelse af 15 huse i Vigersted og en ny udstykning på 70 parcelhuse/rækkehuse i Kværkeby.

Lokalplansarbejdet vedr. den nye udstykning i Kværkeby er sat i gang og der vil forventeligt gå 2-3
år før huse på udstykningen er indflytningsklar, hvis projektet bliver igangsat.

Forældrenes ønsker til fremtidige dagtilbud

Spørgeskemaundersøgelsen fra maj 2021 om forældrenes ønsker til fremtidige dagtilbud, giver
forældre i Vigersted-området, lige som mange andre forældre i kommunen, udtryk for ønsket om
dagtilbudsplads tæt på bopælen og i nærområdet. 

En stor andel af alle forældre i kommunen pegede bondegårdsbørnehave med dyr og udeliv eller skovbørnehave, som deres foretrukne ønske om dagtilbud til deres barn.

Lokalt i Vigersted området udtrykte en stor andel af forældre ønske om dagplejeplads til deres barn. Der er p.t. én kommunal dagplejer i Vigersted-området og tre private pasningsordninger.

I september 2021 blev der søgt dagplejere i Vigersted-området. Der var ingen der reflekterede på jobopslaget. 

Lillebjerggård som kommunal institution.

Da der både mangler dagtilbudspladser lokalt i Vigersted-distriktet og flere andre steder i Ringsted Kommune som følge af tilflytning til kommunen, foreslås det, at kommunen lejer bygningen og de tilhørende faciliteter på Bjergvej 61 i Kværkeby til en kommunal børnehave. Det foreslås samtidig, at børnehaven bliver en afdeling under den nuværende Vigersted Børnehus, så der bliver fælles ledelse af de to matrikler.

Lillebjerggård har været en efterspurgt børnehave gennem årene og samtidig vidner forældres interesse for bondegårdsbørnehave som dagtilbud til deres barn om, at et sådant børnehavetilbud også fremover vil være attraktivt for kommunen. 

Bygningen på Lillebjerggård

Bygningen er gennemgået og vurderes egnet til fortsat drift af landbørnehave. Der er ikke personalefaciliteter i bygningen, dette vil udlejer etablere, hvis kommunen kræver det. Bygningens værdi anslås til 1,6 mio.  

Udgifter til Lillebjerggård som henholdsvis privat og kommunalt dagtilbud

Drifts- og administrationstilskud til private dagtilbud bliver beregnet på baggrund af de gennemsnitlige driftsudgifter til kommunens egne dagtilbud, hvorfor driftstilskuddet til en privatinstitution stort set vil svare til kommunens udgifter til drift af et tilsvarende kommunalt tilbud.

Ud over drifts- og administrationstilskud, udbetales et bygningstilskud til private dagtilbud svarende til 3,2 % af bruttodriftsudgifterne i kommunale dagtilbud. Bygningstilskud er til vedligeholdelse og forrentning af afskrivning. Såfremt der er indskrevet 31 børnehavebørn i et privat dagtilbud vil kommunens udgifter til bygningstilskud i 2022 udgøre 84.500 kr.

Det må forventes, at bygningsudgifterne vedrørende Lillebjerggård, vil komme til at overstige det hidtil udbetalte bygningstilskud, såfremt institutionen overgår til kommunal drift. Uvisheden skyldes at kommunen endnu ikke er bekendt med den eksakte husleje. 

Nettoudgifter i 2022 som henholdsvis privat dagtilbud og kommunalt dagtilbud med 31 børnehavebørn vil udgøre: 

 

Privat dagtilbud

Kommunalt dagtilbud

Driftstilskud 1)

1.979.000

1.998.000

Administrationstilskud

56.000

 

Bygningstilskud

84.000

 

Forældrebetaling

 

-653.000

Udgifter til el, vand, varme, rengøring, renovation og snerydning (anslået)

 

154.000

Husleje 2)

 

skal forhandles

I alt

2.119.000

1.499.000

Noter:

1) Kommunens driftstilskud til private dagtilbud beregnes ud fra de kommunale institutioners samlede nettodriftsbudgetter. (Bruttodriftsbudget minus 25 % forældrebetaling. Private dagtilbud opkræver selv forældrebetaling.) Det er forudsat, at Lillebjerggård samdrives med en eksisterende institution, og ikke medfører medudgifter til ledelse.

2) Der er endnu ikke påbegyndt drøftelser omkring husleje med Lillebjerggård. Derfor kan det ikke oplyses, hvad en eventuel husleje bliver.

Kommunens merudgifter til administration vurderes at være minimale til drift af en satellitinstitution.

Der er mulighed for, at Børne- og Undervisningsudvalget aflægger besøg på Lillebjerggård d. 22. november 2021 forud for udvalgets møde.  

Inddragelse og høring

Administrationen er i dialog med ejer af Lillebjerggård. Administrationen har været på besøg på Lillebjerggård og fået rundvisning i laden og de øvrige faciliteter. Lederen af Vigersted Børnehus er inddraget om muligheden for samdrift af de to matrikler. 

Administrationen har tillige holdt dialogmøde med repræsentanter fra Vigersted Børnehus, Vigersted Skole og Lokalrådet i Vigersted

Forslaget om Lillebjerggård som kommunalt dagtilbud under Vigersted Børnehus sendes i høring umiddelbart efter Børne- og Undervisningsudvalgets behandling med en kort høringsfrist, sådan at sagen til Byrådet suppleres med høringssvarene. 

Økonomi

Med en værdiansættelse af den lejede bygning på 1,6 mio. kr. skal kommunen reducere likviditeten med et tilsvarende beløb, enten ved at deponere likviditet eller reducere låneoptagelse. Det forventes, at reduktion af likviditet vil ske ved at reducere kommunens låneoptagelse vedrørende 2022 med 1,6 mio. kr. Til gengæld vil der være en mindreudgift på ca. 65.000 kr. årligt til renter og afdrag i låneperioden på op til 25 år.

Det kan supplerende oplyses, at såfremt der indgås lejeaftale på under 3 års varighed, og der ikke er mulighed for forlængelse, vil der ikke skulle foretages reduktion af kommunens likviditet. 

Vurdering

Administrationen vurderer, at der skal arbejdes videre med muligheden for leje af børnehavefaciliteterne på Lillebjerggård, som et kommunalt tilbud under Vigersted Børnehus. 

Det er administrationens vurdering, at kommunen har brug for den kapacitet i Vigersted-området, der kan skabes ved gøre Lillebjerggård til et kommunalt dagtilbud. Hvis de 30 pladser på Lillebjerggård ikke etableres vil kommunen mangle pladserne i lokalområdet og denne kapacitet kan samtidig medvirke til at afhjælpe kapacitetsudfordringer i andre områder af kommunen. 

Der har været stor søgning til Lillebjerggård i alle de år den har eksisteret og en bondegårds-børnehave i Kværkeby vil have interesse både for borgere i Vigersted og fra andre områder.

Det er administrationens vurdering, at Lillebjerggård som bondegårdsbørnehave under Vigersted Børnehus vil bidrage til den alsidige vifte af dagtilbud i kommunen. 

Konsekvenser for handicapområdet

Ingen konsekvenser for handicapområdet, idet faciliteter til dagtilbud skal være handicapvenlige jf. bygningsreglementet. 

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  1. Forslaget om at gøre Lillebjerggård til et kommunalt dagtilbud under Vigersted Børnehus sendes i høring med en høringsfrist til den 28. november 2021.
  2. Administrationen gives mandat til at forhandle lejeaftale med ejer af bygningen på Lillebjerggård til fremtidig kommunal børnehave pr. 1. maj 2022.

Supplerende sagsfremstilling til Økonomiudvalget 30-11-2021

Efter anmodning fra Børne- og Undervisningsudvalget vedlægges notat, der redegør nærmere for økonomien ved henholdsvis kommunale dagtilbud og privat dagtilbud på Lillebjerggård. 

Supplerende sagsfremstilling til Økonomiudvalget opdateret 30-11-2021

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede i møde d. 22. november 2021 at sende forslaget om at gøre Lillebjerggård til et kommunalt dagtilbud under Vigersted Børnehus i høring med en høringsfrist til den 28. november 2021.

Ved høringsfristens udløb er der kommet 4 høringssvar fra:

Personale og ledelse i Vigersted Børnehus

Bestyrelsen i Vigersted Børnehus

Skolebestyrelsen på Vigersted Skole

Vigersted Lokalråd.

Høringssvarene er samlet i fuld længde i notat som er bilag til sagen.

Høringssvarene fra Vigersted Børnehus og Vigersted Skole støtter forslaget om at gøre Lillebjerggård til et kommunalt dagtilbud under Vigersted Børnehus. Vigersted Lokalråd ser ikke forslaget som en optimal løsning på længere sigt og foreslår i stedet en udbygning af Vigersted Børnehus. I alle høringssvar bemærkes det, at der fortsat skal være fokus på løsninger til kommende kapacitetsudfordringer i Vigersted-området.

Personale og ledelse i Vigersted Børnehus ser det som en fordel at få lov til at drive et allerede eftertragtet dagtilbud. De ønsker, at de to dagtilbud på to matrikler bliver drevet som én samlet institution, med fælles ledelse, drift, personalegruppe og forældrebestyrelse. Personale og ledelse finder det vigtigt, at der bliver mulighed for ansættelse af souschef/afdelingsleder til Lillebjerggård, at antallet af børn på Lillebjerggård udløser tilstrækkeligt med personaleressourcer til at kunne dække åbningstiden, og at der på sigt etableres personalefaciliteter på Lillebjerggård. Det nævnes tillige, at det er vigtigt, at forældre ved opskrivning til Vigersted Børnehus får mulighed for at vælge afdeling. Institutionen er desuden indstillet på at være fleksible med hensyn til at veksle mellem vuggestue- og børnehavepladser under hensyntagen til de fysiske rammer m.m. Endelig nævner personale og ledelse i Vigersted Børnehus, at der er brug for tid til bl.a. organisering og rekruttering af personale.

Forældrebestyrelsen i Vigersted Børnehus ser overordnet forslaget med en masse gode fordele og som vil give muligheden for godt samarbejde mellem de to daginstitutioner til gavn for hele området. Bestyrelsen synes det er en god og hurtig implementerbar løsning, som giver forældre, børn og personale flere valgmuligheder i dagligdagen. Forældrebestyrelsen har tillid til at ledelsen i Vigersted Børnehus kan drifte de to lokationer tilfredsstillende med den rette økonomiske støtte til passende personale til daglig drift af Lillebjerggård. Bestyrelsen nævner vigtigheden af, at der indtænkes ressourcer til en afdelingsleder.    

Skolebestyrelsen på Vigersted Skole tilslutter sig til fulde, at Lillebjerggård bliver en kommunal institution så børn og familier i Vigersted får mulighed ønsket om dagtilbud tæt på og i naturen og mulighed for et godt og sammenhængende børne- og familieliv. Skolebestyrelsen ønsker at medvirke til en god og kontinuerlig indsats for at skabe et tæt samarbejde mellem de to dagtilbud og Vigersted Skole, sådan at flere forældre vælger den lokale skole i Vigersted.

Lokalrådet i Vigersted ser ikke Lillebjerggård som kommunal institution under Vigersted Børnehus som en optimal løsning på længere sigt. Lokalrådet peger i stedet på en udbygning af Vigersted Børnehus, som en langsigtet løsning på behovet for pladser i Vigersted og med sigte på, at Vigersted Skole og SFO tilvælges som en direkte forlængelse af børnehuset. Lokalrådet nævner flere problemstillinger fx, at Lillebjerggård er en kortsigtet og usikker løsning med risiko for økonomiske konsekvenser for kommunen, og at forslaget ikke løser problemet med trange kår i Vigersted Børnehus. Lokalrådet nævner tillige, at forældre til børn på Lillebjerggård sandsynligvis vil vælge Kværkeby Friskole frem for den kommunale Vigersted Skole. Lokalrådet nævner endvidere, at mange børn på Lillebjerggård ikke er foreneligt med Fuglereservatet som nærmeste nabo og at en børnehave og jagtinteresser passer dårligt sammen. Lokalrådet mener ikke at Lillebjerggård-løsningen tilgodeser borgernes ønsker om dagtilbudspladser tæt på bopælen og i nærområdet.   

Beslutning

Taget til efterretning.

Indhold

Sagsgang:

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

      x       x

      x

      x

Indstilling

Beslutning

BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

Indledning

Byrådet besluttede den 12. november 2018 - som element i styringsstrategien for det specialiserede område - at få gennemført en analyse om unge og uddannelse i Ringsted. Analysen mundede ud i en række anbefalinger med henblik på at få flest mulig unge i uddannelse. Anbefalingerne er blevet udmøntet i perioden 2019-2021. I denne sag orienteres om de resultater, der er opnået i perioden.

Beskrivelse af sagen

1. halvår 2019 gennemførte Konsulentvirksomhed for Kommunernes Landsforening (KLK)  en analyse om unge og uddannelse i Ringsted (bilag 1). 

Analysen blev igangsat på baggrund af en benchmarkanalyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra september 2018, der viste, at Ringsted Kommune var blandt de lavest præsterende kommuner i forhold til at sikre, at unge starter på og gennemfører en ungdomsuddannelse. Analysen mundede ud i 27 anbefalinger grupperet i 6 temaer. På baggrund af de 27 anbefalinger er der igangsat en række indsatser samlet i programmet "Ungestyringsstrategien - uddannelse til alle unge" på tværs af Social- og Arbejdsmarkedscenteret samt Børne- og Skolecenteret. En central pointe i rapporten var samtidig, at samarbejdet mellem de enkelte centre med fordel kunne styrkes.

KLK's analyse beskæftigede sig med indsatser på hele børne- og ungeområdet, med relevans for unges mulighed for at få et godt børne- og ungeliv og for deres muligheder for at få en ungdomsuddannelse. Der blev i analysen især fokuseret på, hvilke udfordringer og forbedringsmuligheder, der kunne påpeges i Ringsted Kommune i forhold til at få flere unge i uddannelse.

I KLK's rapport vægtes både forebyggende og reaktive indsatser, som er kategoriseret i ovennævnte 6 temaer:

  • Overgang fra dagtilbud til skole
  • Skolefravær og faglige miljøer
  • Koordineret indsats for unge som er på vej i udfordringer
  • Styrkelse af tilbud til unge, som ikke går den direkte vej i uddannelse
  • Tidlig indsats og opsporing
  • Dataunderstøttelse (Ledelsesinformation)

For grafisk fremstilling af de seks overordnede kategorier se bilag 2. 

De bærende principper for udmøntningen af indsatserne bygger på Ungindsatsens Styringsstrategi (bilag 3), hvor tværgående forebyggelse og reaktive indsatser er afgørende. Forebyggelse i form af, at der tidligt i opvæksten, er fokus på uddannelse, og at vi i skoler og dagtilbud ruster børn og unge til at have drømme for deres fremtid og tage ansvar for deres eget liv. Reaktivt i form af at vi kan yde målrettet hjælp og støtte til de unge, der pludseligt, af mange forskellige årsager, har svært ved at påbegynde eller gennemføre en uddannelse.

Ungeindsatsen er suppleret af en række måltal, som også danner grundlag for styring og evaluering af indsatsen. Måltallene er godkendt i Børne- og Undervisningsudvalget og Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i februar 2020 og danner baggrund for de enkelte indsatsers afrapportering (bilag 4).

I perioden ultimo 2019 til ultimo 2021 er der gennemført en række projekter og et væsentligt udviklingsarbejde for at efterleve anbefalingerne i KLK-rapporten. De fleste af projekterne er nu afsluttet eller overgået til drift. Afrapportering fra de enkelte projekter fremgår af bilag 3.

Af væsentlige resultater for arbejdet i forhold til de i rapporten nævnte områder kan nævnes:

1. Overgang fra dagtilbud til skole: Af registreringerne i 2021 fremgår det, at en stor andel af de konkrete børn, hvor der ved projektperiodens begyndelse var tvivl om barnets trivsel, udvikling og sundhed eller hvor der var direkte manglende trivsel, udvikling og sundhed, er i løbet af projektperioden kommet i langt bedre trivsel, udvikling og sundhed.

2. Skolefravær: Der er i perioden indarbejdet fælles procedurer på alle skoler, som skal sikre en ensartet fraværsregistrering. Det skal dog siges, at det kan være svært på nuværende tidspunkt at konkludere på fraværsstatistikken, da både registrering og data har været påvirket af Corina undervejs. Ledelsesinformationssystemet er udvidet med bl.a. fraværsregistreringen, så der kvartalsvis afrapporteres til skolecenteret. Derudover er der iværksat en række andre tiltag. Her kan nævnes ansættelse af en fraværskonsulent, som skal hjælpe de elever, der har det største fravær - herunder børn og unge i skolevægring og andre udfordringer. På nuværende tidspunkt er andelen af elever i skolevægring i Ringsted reduceret med 40 % siden projektets start.  

3. Koordineret indsats for unge, som er på vej i udfordringer: Tilbageblik på tunge misbrugsforløb blandt unge i Ringsted viser, at der ofte kunne være tilbudt behandling tidligere i forløbet. I behandlingsforløb er tidlige tilbud om behandling afgørende for de unges ejerskab i at arbejde sig ud af et misbrug. Sene – og dermed ofte omfattende - tilbud om behandling kan ofte være ineffektive, fordi de unge har mistet troen på egen positiv udvikling. Ungeliv tilbyder derfor i dag specialiseret rådgivning og ambulant behandling i forhold til rusproblemer inden for 5 arbejdsdage, og gennemfører systematisk opfølgning i forhold til stoffrihed, ved at kontakte udskrevne borgere hhv. 1 måned, 3 måneder og 6 måneder efter endt behandling. Når behandlingen er afsluttet, tilbydes tilknytning til efterværnsgruppen. De umiddelbare mål med den koordinerede indsats er umiddelbart opnået. For at sikre en langtidsopnåelse af målene, bør der forsat være fokus på det gode og tætte samarbejde mellem Børne- & Familierådgivningen, Ungeenheden, skolerne og Ungeliv for at sikre tidlig kontakt og det bedst mulige tilbud til børn- og unge i risikogruppen. 

4. Styrkelse af tilbud til unge, som ikke går den direkte vej mod uddannelse: Det er i perioden lykkedes at få flere og flere unge i uddannelse eller beskæftigelse. De seneste målinger viser, at der for tiden er ca. 200 unge under 30 år som er på uddannelseshjælp. Der har ikke tidligere været så få unge på offentlig forsørgelse, og det er en stærk indikator for, at den samlede indsats har effekt. Med en nye reform i frohold til beskæftigelsesindsatsen over for unge, som får virkning fra 2022, vil der være et stort fokus på uddannelse og fastholdelse i uddannelse, men også et yderligere fokus på den virksomhedsrettede indsats. Det betyder, at unge i større omfang støttes i at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, og helst i jobs med udviklings- eller uddannelsesperspektiv. Forventningen er derfor samlet set, at en reduktion i andelen af unge uden for uddannelse og/eller arbejdsmarked er realistisk.

5. Tidlig indsats og opsporing: Der er i perioden etableret en taskforce, som er forankret i Vestervejens Skole/Bifrostskolen, som skal sikre børn, unge og voksne omkring dem den nødvendige hjælp og støtte lokalt så tidligt som muligt, så indgribende indsatser så vidt muligt undgås. Resultaterne af omorganiseringen er det på nuværende tidspunkt for tidligt at kunne konkludere på. Ligeledes etableres mellemløsninger i stigende grad, Vestervejens Skole/Bifrostskolen udsluser flere end tidligere og MyLife er evalueret med eleverne. Samlet set tydes der på en positiv udvikling, som forventes at fortsætte.

6. Dataunderstøttelse: Datainformationssystemet er under fortsat udvikling og anvendes mere systematisk som ledelsesinformationssystem.

Inddragelse og høring

Til orientering i Handicaprådet

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser

Vurdering

Administrationen vurderer, at styringsstrategien har bidraget til at løfte kommunens samlede opgaveløsning på det specialiserede område, blandt andet ved at udvikle nye tilbud og indsatser til at imødekomme målgruppernes behov. Flere af projekterne ville formentlig være blevet igangsat uden en samlet styringsstrategi, men ikke med det samme tværgående fokus. 

Administrationen vurderer, at en af de væsentligste resultater af Ungeindsatsen er styrkede samarbejdskompetencer og bedre relationel koordinering på tværs af centre - og at strategien i høj grad har udmøntet anbefalingen om at styrke det tværprofessionelle samarbejde i de enkelte fagcentre og på tværs af organisationen. Via arbejdet med strategien og opbygning af kendskab til hinandens opgaver, bliver der nu skabt mere koordinerede og helhedsorienterede løsninger for borgerne. 

Administrationen vurderer ikke, at det tværgående samarbejde har bidraget til mere helhedsorienterede løsninger for borgerne som en indarbejdet del af den daglige drift. Der skal også fremover være løbende fokus på at fastholde mål og udvikle tværgående tiltag til målgrupperne.

Indstilling

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indhold

Sagsgang:

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

x x x

Indstilling



Beslutning


BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

Indledning

I denne sag får udvalget en orientering om kommunens andel af den statslige pulje til minimumsnormeringer i 2022.

Beskrivelse af sagen

Regeringen og aftalepartierne har d. 5. december 2020 indgået aftale om lovbundne minimumsnormeringer fra 2024. Indfasningen af de lovbundne minimumsnormeringer sker frem til 2024 og kommunerne skal hvert år tilkendegive over for ministeriet, om de ønsker midlerne. Ringsted Kommune har rettidigt inden 12. oktober 2021 fremsendt tilsagn til ministeriet om det forventede beløb på 5.410.000 kr. af puljen til indfasning af minimumsnormeringer i 2022. 

Ministeriet har oplyst, at endeligt bevillingsbrev til kommunerne forventes udsendt primo januar 2022. Hvis der mod forventning sker ændringer i det fremlagte beløb, fremlægges sagen på ny. 

Puljemidlerne i 2022 tildeles efter den enkelte kommunes andel af det skønnede antal 0-5-årige børn i 2022 jf. Danmarks Statistik befolkningsfremskrivning fra maj 2021. 

Byrådet godkendte i møde d. 24. juni 2020, at puljer til minimumsnormeringer fordeles ligeligt til alle børn i kommunale og selvejende dagtilbud i kommunen ved at øge normeringerne generelt. Det skal bemærkes at aftalen om minimumsnormeringer fra 2021 også omfatter børn i private daginstitutioner.  

Den forventede udmøntning af kommunens andel af minimumsnormeringerne på 5,4 mio. til de enkelte dagtilbud fremgår af oversigten herunder. 

Fra 2021 følger KL hvert år udviklingen i normeringerne og andelen af pædagoger og pædagogiske assistenter i den enkelte kommune frem mod lovkravet om minimumsnormeringer i 2024. Kommunerne skal hvert år godtgøre, at midlerne er anvendt til formålet via revisorpåtegnede regnskaber. 

Lovforslag om minimumsnormeringer forventes fremsat i efteråret 2021. Når loven om minimumsnormeringer er vedtaget får udvalget forelagt en sag herom. 

Inddragelse og høring

Ingen inddragelse og høring.

Økonomi

På baggrund af den foreløbige udmelding vil Ringsted Kommune modtage 5.410.000 kr. fra den statslige pulje til indfasning af minimumsnormeringer i 2022. Det forventede beløb er forlods indregnet i budgettet for 2022.  

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at udmøntningen af minimumsnormeringer medvirker til at styrke normeringerne og kvaliteten i dagtilbuddene. 

Der stadig en del uafklarede spørgsmål i forhold til de kommende minimumsnormeringer, som ventes at blive afklaret med vedtagelsen af loven om minimumsnormeringer.

Konsekvenser for handicapområdet

Sagen vurderes ikke at have konsekvenser for handicapområdet.

Indstilling

Direktionen indstiller, at :

1. Udvalget tager orienteringen til efterretning

2. Sagen om minimumsnormeringer forelægges udvalget, når loven om minimumsnormeringer er vedtaget.

Beslutning

Taget til efterretning

Indhold

Indledning

Sagsgang:

BY

ØK

ÆGU

PBU

KMU

BUU

KFU

SAMU

Orientering

X

X

X

X

Indstilling

Beslutning

 

BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

Byrådet vedtog den 12. november 2018 en samlet styringsstrategi for det specialiserede område i kommunen, med en række anbefalinger til udmøntning i perioden 2019-2021. I denne sag orienteres om de resultater, der er opnået i perioden.

Beskrivelse af sagen

Styringsstrategien blev til på baggrund af en intern analyse i 2018 af kommunens opgaveløsning på tværs af det specialiserede børne-, unge- og voksenområde samt specialundervisning. Analysen pegede generelt på et behov for at styrke samarbejdsprocedurer og den relationelle koordinering flere steder i kommunen. Analysen viste også, at kommunen kunne styrke indsatserne i forhold til forebyggelse, tidlig opsporing og inklusion og at der kunne ses et væsentligt potentiale, både i forhold til kvalitet og økonomi, i at udvikle eksisterende og nye tilbud i kommunen. 

Styringsstrategien består af syv fælles principper samt 43 anbefalinger opstillet på baggrund af analysens resultater. Styringsstrategien er vedhæftet som bilag 1. Siden november 2018 har der været nedsat en styregruppe med ansvar for at implementere strategien. Perioden lød i første omgang på 2019-2020, senere blev perioden forlænget til udgangen af 2021.

I de seneste tre år er der gennemført en række projekter og et væsentligt udviklingsarbejde for at efterleve anbefalingerne. De fleste af projekterne er nu afsluttet, eller er ved at blive det, og opgaverne overdraget til drift. 

Af væsentlige resultater fra arbejdet kan nævnes:

  • Tilbudsudvikling: Der er på tværs af områderne arbejdet med at evaluere og forny indholdet i kommunens tilbud til udsatte familier og borgere og til børn, unge og voksne med særlige behov. Som eksempler kan nævnes udvikling af Familiehuset med bl.a. nye former for familiekurser og konsultativ sparring i fht. autisme, udvikling af nye måder at give specialundervisning på (mellemløsninger) og Projekt Genvejen, der afprøver nye støtteforløb for psykisk sårbare unge.
  • Prisforhandling og skærpet fokus på kommunens udgiftsniveau: Herunder ansættelse af en forhandlingskonsulent, gennemgang af vederlag til plejefamilier og en optimering i fht. at hjemtage statsrefusion for særligt dyre enkeltsager.
  • Styrket samarbejde: Der er aftalt nye samarbejdsprocedurer for at skabe bedre koordination og helhed i den støtte, der ydes til familier og borgere med særlige behov - herunder bl.a. samarbejdsprocedurer mellem de tre myndighedsfunktioner på børne-, unge- og voksenområdet og samarbejdsprocedurer mellem skoleområdet og Ungeenheden. Det tværgående fokus og forankring i en fælles styregruppe har også bidraget til, at der et kommet et bedre kendskab til hinandens opgaver og kompetencer på tværs af organisationen, og dermed styrket den relationelle koordinering.   

Afrapportering af de forskellige projekter i styringsstrategien er vedhæftet som bilag 2.

I 2019 blev der igangsat en ungestrategi på baggrund af KLK's rapport "Uddannelse til alle unge". I den forbindelse blev en del projekter fra styringsstrategien i stedet forankret i ungestrategien, bl.a. udmøntning af anbefalinger om forebyggelse og tidlig opsporing. Dette arbejde redegøres der for i en anden sag.  

Inddragelse og høring

Til orientering i Handicaprådet. 

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser. 

Vurdering

Administrationen vurderer, at styringsstrategien har bidraget til at løfte kommunens samlede opgaveløsning på det specialiserede område, blandt andet ved at udvikle nye tilbud og indsatser til at imødekomme målgruppernes behov. Flere af projekterne ville formentlig være blevet igangsat uden en samlet styringsstrategi, men ikke med det samme tværgående fokus. 

Administrationen vurderer, at det væsentligste resultat af styringsstrategien er styrkede samarbejdskompetencer og bedre relationel koordinering på det specialiserede område - og at strategien i høj grad har udmøntet anbefalingen om at styrke det tværprofessionelle samarbejde i de enkelte fagcentre og på tværs af organisationen. Via arbejdet med strategien og opbygning af kendskab til hinandens opgaver, bliver der nu skabt mere koordinerede og helhedsorienterede løsninger for borgerne. 

Administrationen vurderer, at styringsstrategien har givet et godt grundlag for at indsatserne nu indgår i den daglige drift og opgaveløsning – herunder arbejdet med at tilpasse og udvikle nye indsatser til målgrupperne, fokus på prisbevidsthed og på at samarbejde om helhedsorienterede løsninger for borgerne.

Konsekvenser for handicapområdet

Flere af de indsatser og projekter, der er gennemført under styringsstrategien, har handlet om at forbedre indsatsen eller udvikle nye tilbud til borgere handicap.

Indstilling

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.