Sagen har tidligere været behandlet, og der har været politiske beslutninger på Byrådet:
- 8. maj 2018, hvor der blev bevilliget 720.000 kr. til projektering og beregning.
- 10. december 2018, hvor der blev bevilliget 5.280.000 kr. til udførelse.
I alt 6.000.000. kr.
Som udgangspunkt bliver plejehjem opdelt i et serviceområde, der drives og finansieres af kommunen og et boligareal, der finansiereres af lejerne. Der er på tagudskiftningen på Ortved Plejecenter en fordelingsnøgle på 60/40 af udgifterne. De 60% finansieres af beboerne. I dette tilfælde via lån i egne midler, der afdrages over de kommende 30 år.
Projektet var fra starten af budgetteret til 15.000.000 kr. hvoraf de 9.000.000 kr. skulle finansieres af beboerne og de 6.000.000 kr. af kommunen.
Projektet var tænkt finansieret som almennyttigt byggeri, hvor almene boligafdelinger kan opnå lån fra Landsbyggefonden til gennemførelse af nødvendig byggeskadearbejder, forbedringsarbejder og miljøforbedrende foranstaltninger efter reglerne i almenboliglovens § 91 og Landsbyggefondens regulativ og vejledning om støtte.
Af sagen fremgår det, at ovenstående procedure ikke er blevet fulgt, da sagen blev vurderet for lille til at opnå lån i Landsbyggefonden. Det er således kommunen der har udført og i første omgang finansieret det samlede projekt, med efterfølgende medfinansiering fra boligafdelingen på boligarealerne. Den samlede finansiering foreslås derfor finansieret af kassen, frem for anlægsfonden, da boligafdelingens betaling også vil tilgå kassen.
Besparelser i og ændringer af projektet, i form af en simplere tagkonstruktion end oprindeligt planlagt, har medført, at man har kunnet udføre det samlede projekt for 8.025.000 kr., hvoraf der er gennemført energiforbedringer for ca. 500.000 kr. Det betyder samtidig også at den forventede huslejestigning for beboerne bliver væsentlig mindre end tidligere bebudet.
Beboernes del af tagudskiftningen tilgår kommunen, når dette anlægsregnskab er godkendt og overføres som et bidrag til kassen.
Anlægsregnskabet kan ses i bilag.