Produktionen af fjernvarme i Ringsted sker i dag primært på Ringsted Halmvarmeværk. I kolde perioder bidrager de to gascentraler i henholdsvis Ringsted Nord og Ringsted Syd. Ringsted Kraftvarmeværk, som producerer el, har også tidligere bidraget til fjernvarmeproduktionen. Når værket producerer el, produceres der samtidig varme, som kan udnyttes i fjernvarmen.
Grundet den øget udbygning af vindmølle- og solcellekapacitet har det imidlertid ikke været rentabelt at producere el i større omfang på kraftvarmeværket de senere år. Kraftvarmeværket fungerer derfor i dag alene som reserve til el-nettet.
Det betyder, at kraftvarmeværket ikke længere kan bidrage til varmeproduktionen i væsentligt omfang. Ringsted Fjernvarme mangler derfor varmekapacitet, og forsyningssikkerheden er blevet sårbar i tilfælde af udfald i et af de varmeproducerende anlæg.
Ringsted Forsyning har udarbejdet et projektforslag for etablering af en 8 MW el-drevet
varmepumpe til forøgelse af fjernvarmens samlede varmekapacitet.
Staten har etableret en tilskudsordning, som betyder, at Ringsted Kraftvarmeværk A/S har fået et anlægstilskud på ca. 5,2 mio. kr. til etablering af varmepumpen.
Det vurderes, at varmepumperne vil kunne dække ca. 33 % af fjernvarmevarmebehovet i Ringsted. Det betyder, at forbruget af naturgas hos Ringsted Forsyning vil reduceres betydeligt. Den største del af varmebehovet vil fortsat dækkes af Halmvarmeværket. Halmvarmeværket vil fortsat kunne aftage mere halm, end der leveres fra områdets halmproducenter.
Samlet set vil projektet således betyde, at Ringsted Fjernvarme øger andelen af varme, der er baseret på vedvarende energikilder, i overensstemmelse med kommunens klimaplan og den nationale strategi på energiområdet.
I henhold til varmeforsyningsloven skal der foretages samfundsøkonomisk beregning for projektforslaget, herunder skal det samfundsøkonomiske billigste projekt gennemføres. Der er således fortaget beregning for to alternativer, henholdsvis en halmkedel og en gaskedel.
Over en 20-årig periode viser de samfundsøkonomiske beregninger, at varmepumpen er ca. 194 mio. kr. billigere end en gaskedel, som er den næst billigste løsning. Tilsvarende vil varmepumpen forbrugerøkonomisk bidrage til at fastholde en lav fjernvarmepris og reduceres CO2 – udledningen med knapt 6.400 tons om året i forhold til en gaskedel.
Inden anlægget kan etableres, skal det myndighedsbehandles i henhold til miljøvurderingsloven, og det skal miljøgodkendes og have en byggetilladelse.
Projektforslaget fra Ringsted Forsyning fremgår af bilaget.