Byrådet har den 5. februar 2018 godkendt kommuneplantillæg og lokalplan for etablering af Ringsted Biogas ApS ved Mulstrup Møllevej, syd for Ringsted. Administrationen har endvidere meddelt miljøgodkendelse til anlægget den 13. februar 2018. Endelig har Byrådet den 26. juni 2018 godkendt et projektforslag for etablering af en tilslutningsledning fra Ringsted Biogas til naturgasnettet i Ringsted syd.
Med dette projektforslag har Dansk Gas Distribution (DGD) udarbejdet et projektforslag efter varmeforsyningsloven, til etablering af en gasledning fra Ringsted Syd og Fensmark i Næstved Kommune.
Ifølge Lov om naturgasforsyningen skal DGD tilslutte og aftage bionaturgassen (biogas, der er opgraderet til naturgaskvalitet) til naturgasnettet efter anmodning fra ejeren af opgraderingsanlægget. Biogasanlægget kommer til at producere en betydelig mængde gas året rundt. Da naturgassen i Ringsted primært anvendes til opvarmningsformål, er forbruget størst i vinterhalvåret, mens der kun er et mindre forbrug i sommerhalvåret. DGD har forelagt opgørelser, der viser, at der ikke er tilstrækkelig afsætning for den producerede bionaturgas i Ringsted i sommerhalvåret. Dette medfører, at DGD ønsker at etablere en 18 km lang distributionsledning fra Ringsted til Fensmark i Næstved Kommune, for at sikre stabil afsætning året rundt, da Ardagh Glass Holmegaard A/S ville kunne aftage bionaturgas som erstatning for naturgas.
Anlæggelse af gasledninger skal godkendes efter varmeforsyningsloven, og DGD har derfor udarbejdet et projektforslag med henblik på godkendelse i både Ringsted og Næstved Kommune. Projektforslaget er vedlagt som bilag 1
Distributionsledning (forstærkningsledning) til Fensmark
Distributionsledningen til Fensmark vil hovedsageligt blive placeret langs en eksisterende naturgasledning etableret omkring år 1986, hvor der er pålagt et servitutbælte på 5 meter til hver side af ledningen. Etablering af en ny distributionsledning vil hovedsageligt ske inde for samme servitutbælte, hvorfor der kun i begrænset omfang pålægges yderligt servitutbælte. Der er dog enkelte steder, hvor ledningen ikke vil ligge i eksisterende servitutbælte, hvorfor der således skal pålægges servitut på yderligere nogle ejendomme. Den konkrete linjeføring fremgår af den røde linjeføring i bilag 2.
Servitutbæltet betyder bl.a., at der inden for et 4 meter bredt bælte omkring ledningens midte ikke må bebygges, plantes træer med dybtgående rødder eller ske jordbearbejdning dybere end 60 cm. Bestemmelserne i DGD’s servitut kan ses i bilag 3.
I alt vil den del af ledningsarbejdet, der foregår i Ringsted Kommune, berøre 9 grundejere foruden Dong Distribution A/S samt ejeren af selve biogasanlægget.
I bilag 4 er en liste over samtlige berørte grundejere.
Idet der skal etableres gasledning på privat jord og markarealer, kan det ikke udelukkes, at der vil blive behov for ekspropriation. Efter Varmeforsyningslovens § 16 kan der foretages ekspropriation, hvis det er nødvendigt for etablering af anlægget. En godkendelse af projektforslaget indebærer således også, at Kommunalbestyrelsen træffes beslutning om ekspropriation i tilfælde af, at der ikke kan indgås frivillige aftaler.
I henhold til Varmeforsyningsloven § 26 skal Kommunalbestyrelsen foretage en energimæssig, samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet, idet det ved en konkret vurdering skal være det samfundsøkonomiske mest fordelagtige projekt, der skal vælges.
DGD har regnet på et alternativ til projektet, hvor der i stedet for etablering af gasledningen etableres en kompressorstation, der trykker gassen op på hovedgasledningen, der passerer Ringsted, hvor gassen fordeles til øvrige naturgasområder på Sjælland. Beregningerne i Projekt –forslaget, som er vedlagt i bilag 1, viser, at denne løsning er betydelig dyrere end distributionsledningen til Fensmark, set over en 30 årig periode. Derudover vil der skulle investeres yderligere i anlæg, hvis der sker en forøgelse af biogasproduktionen i fremtiden. Det samme er ikke tilfældet med distributionsledningen, som har betydelige ekstra kapacitet og således kan håndtere en evt. fremtidig forøget biogasproduktion. Det skal bemærkes, at valget af løsning ingen indflydelse har på selve driften af biogasanlægget.