Tilsynet har til formål at sikre, at danskuddannelsen gennemføres efter reglerne i lov om danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl. Herunder skal tilsynet sikre, at de fysiske rammer er egnede til formålet, at der tilbydes et fleksibelt, relevant og kvalificeret undervisningstilbud, at lærerne opfylder lovens kompetencekrav, og at udbyder opfylder kravene til statistisk indberetning m.v.
Brev om tilsynet fra Styrelsen for international Rekruttering og Integration er vedlagt som bilag.
Ringsted Sorø og kommuner har i samarbejde indgået en kontrakt med Lærdansk Ringsted.
Ringsted Kommune varetager tilsynsopgaven, som skal afleveres i form af en toårig rapport, dækkende 2017 og 2018.
BDO har udarbejdet en tilsynsrapport, som supplerer kommunens løbende tilsyn, og giver Lærdansk et særdeles god kritik:
Det er tilsynets overordnede vurdering, at Sprogskolen varetager danskundervisningen på en meget kvalificeret måde med afsæt i faglige strukturer og med løbende evaluering af undervisningen. Medarbejderne er fagligt funderede og kursisterne udtrykker stor tilfredshed med undervisningen og sprogskolen som helhed.
Derudover har BDO givet én enkelt anbefaling om at sprogskolen forstærker samarbejdet med jobcenteret omkring hurtigere besked ved praktik, samt at underviserne får bedre kendskab til kursisternes individuelle uddannelses/beskæftigelsesplan. Se bilag.
Det kommunale tilsyn består af tre elementer: et administrativt, økonomisk og pædagogisk tilsyn, og gennemføres løbende af Ringsted Kommune via styregruppemøder med gennemgang af kvartalsrapporter over kursisternes fremmøde, gennemførselsniveau, årsregnskaber, møder med individuel opfølgning på kursister mellem kursisterne, sagsbehandlere samt undervisere på Lær Dansk. Sorø Kommune inddrages i samarbejdet med Lærdansk på såvel ledelses- som sagsbehandlerniveau.
Samarbejdet mellem Lærdansk og kommunen vurderes at fungere godt og der er et løbende og smidigt samarbejde efter behov mellem sagsbehandlere og undervisere om de konkrete borgere.
Hele rapporten samt bilag til rapporten er vedhæftet i bilag.
Antallet af kursister har været faldende i tilsynsperioden, både på grund af et falden antal nyankomne flygtninge, men også på grund af ændret lovgivning, som betyder, at der er deltagergebyr på danskundervisning til arbejdstagere, samt en ny administrativ styring af danskundervisningen, hvor kursisterne modtager danskundervisning på en klippekortsordning, som begrænser varigheden af danskuddannelsen.
Det er et mål, at kursisterne så vidt muligt gennemfører en modultest eller en afsluttende prøve hvert halve år. Alle sprogcentre måles på kursisternes gennemførselshastighed, og her har
Ringsted ift. DU1 og DU2 en hurtigere gennemførselshastighed end landsgennemsnittet, mens den ligger over landsgennemsnittet for DU3:
Uddannelse (2017) | Landsgennemsnit (lektioner) | Sprogcentrets gennemførselshastighed (lektioner) |
DU1 | 204 | 182 |
DU2 | 156 | 123 |
DU3 | 113 | 267 |
Ringsteds karaktergennemsnit er en smule lavere end landets:
Uddannelse | Landsgennemsnit (2017) | Sprogcentrets karaktergennemsnit |
DU1 | 6,1 | 5,6 |
DU2 | 6,7 | 6,0 |
DU3 | 6,7 | 6,4 |
Takstniveauet for Lærdansk i 2017 ligger noget under regions- og landsgennemsnit, hvilket også gør sig gældende i 2018:
Uddannelse | Landsgennemsnit (2017) | Kommunens udbyder | Pct. af landsgennemsnit |
DU1 | 31.395 | 27.159 | 87 |
DU2 | 18.732 | 13.511 | 72 |
DU3 | 15.588 | 9.530 | 61 |
Tilsynsrapporten for 2017-2018 er indsendt til Udlændingestyrelsen i december 2018 med forbehold for den politiske godkendelse.