Folketinget besluttede i oktober 2017, at Produktionsskolerne og dele af VUC skulle erstattes af den nye uddannelse ”Forberedende grunduddannelse” (FGU).
Økonomiudvalget traf på mødet den 8. maj 2018 beslutning om at en kommende FGU-skole skal placeres på Campusskolen i bygning 3a, hvor der pt. er placeret nogle faglokaler.
”Økonomiudvalget beslutter, at kommunesamarbejdet mellem Køge, Faxe, Stevns, Sorø og Ringsted kommuner godkendes under forudsætning af, at der placeres en FGU-skole i Ringsted. Skolen placeres i Campusområdet med udgangspunkt i dels undervisningslokalerne på nuværende VUC og dels værkstedslokalerne på Campusskolen. Lokalerne suppleres af lokaler beliggende i tilknytning til de eksisterende lokaler – evt. som nybyggeri. Der forelægges en sag, hvor mulige bygningsmæssige ændringer beskrives således, at der eventuelt kan udfærdiges et budgetønske, der kan indgå i budgetforhandlingerne for budget 2019.
Økonomiudvalget anbefaler, at i forbindelse med den kommende sag inddrages muligheden for, at den nuværende Produktionsskole i Haraldsted sættes til salg og at salgsprovenuet tilgår kassen med henblik på, at salgsprovenuet efterfølgende indgår i økonomien omkring etablering af FGU-skole i Campus-området.”
Byrådet vedtog på mødet den 8. oktober 2018, at FGU’s bestyrelse skulle beslutte om FGU skulle vælge Byrådets løsningsforslag om placering på Campus eller om man ønskede en alternativ placering. Beslutningen vedrørende FGU skolen fremgik af budgetaftalen:
”En ny FGU-skole i Ringsted Kommune skal have gode fysiske rammer, når undervisningen starter efter sommerferien i 2019 eller snarest muligt derefter. Der afsættes derfor 9 mio. kr. i 2019 til etablering af FGU-skole. FGU-skolen kan etableres i kommunale lokaler som kan frigøres på Campusskolen jfr. forslag B i pkt. 17 på Økonomiudvalgets dagsorden d. 4. september 2018. Ud over de i forslaget forventede 5,925 mio. kr. afsættes 1 mio. kr. til imødekommelse af kommentarer fremkommet i høringsfasen jfr. supplerende sagsfremstilling i førnævnte sag samt 2 mio. kr. til yderligere tiltag som f.eks. gruppelokaler på den nye FGU-skole.
Det vil være op til bestyrelsen i den nye FGU-institution at træffe beslutning om løsningsforslaget på Campusskolen anvendes eller om institutionen kan finde finansieringsmuligheder til alternative muligheder som f.eks. nybygning eller leje af andre lokaler. Såfremt løsningsforslaget på Campusskolen ikke anvendes, vil Ringsted Kommune være indstillet på at bidrage med 8 mio. kr. til etablering af en alternativ campusnær løsning, der ikke involverer kommunale bygninger – evt. i form af en kommunal grund.
Såfremt FGU-institutionen vælger løsningsforslaget på Campusskolen, skal der udarbejdes en ny tidsplan, der tager højde for, at det er en forudsætning at Campusskolens undervisning og eksaminer i bestående faglokaler kan finde sted uden at blive berørt af ombygningen. ”
I budgetforliget for 2019 afsatte Byrådet således et rådighedsbeløb i alt 9 mio. kr. til etablering af FGU, herunder er de 3 mio. kr. afsat til en opgradering af såvel FGU-skolen som Campusskolen, hvor anvendelsen af de ekstra midler skulle aftales i et tæt samarbejde med Campusskolen og repræsentanter for den kommende FGU-skole.
På FGU’s bestyrelsesmøde den 16. november 2018, besluttede FGU’s bestyrelse at FGU-skolen i Ringsted skulle placeres i bygning 3a på Campusskolen.
Den 14. januar 2019 gav Byrådet en anlægsbevilling på 866.000 kr. til dækning af rådgiverhonorar mv. finansieret via det afsatte rådighedsbeløb.
Imidlertid har et flertal i folketinget i januar 2019 indgået en aftale omkring justering af folkeskoleloven. Denne justering bevirker, at udskolingen nu bl.a. skal tilbyde valgfagene Håndværk og Design, samt at valgfagene madkundskab, musik og billedkunst kan udbydes. Alle disse valgfag kan fremover indgå som eksamensfag i udskolingen.
Konsekvenserne af lovændring (lov nr. 209 af 05-03-2019) var ikke kendt ved Byrådets behandling omkring placering og økonomi for FGU. Der gives ikke DUT kompensation til kommunerne i forbindelse med behov for eventuelle fysiske ændringer i forlængelse af lovgivningen.
Den nye lovgivning og detailprojekteringen medfører, at udgifterne til etableringen af FGU-skolen på Campus og genetableringen af faglokaler på Campusskolen ikke kan afholdes inden for det afsatte beløb. Efter tilretning af projektet i samarbejde med styregruppen, FGU og Campusskolen har arkitekterne fremlagt et budget på 10,2 mio. kr., som dækker omkostningerne for såvel etablering af FGU-skolen samt opgradering af faglokaler på Campusskolen til de krav, der er fastlagt i forbindelse med skolereform en. Der er således indarbejdet nyetablering af 3 faglokaler – håndværk og design, madkundskab og et ekstra fysiklokale på Campusskolen samt opgradering af andre faglokaler på skolen, således at der fuldt ud leves op til intentionerne i lovgivningen. Det skal bemærkes, at det under alle omstændigheder havde været nødvendigt med en opgradering af håndværk og design faglokalet, uanset valget om at placere FGU skolen på Campusskolens arealer.
Det påvirker endvidere økonomien i etableringen af FGU-skolen, at det har vist sig, at inventaret fra madkundskabslokalet fra Produktionsskolen kun i meget begrænset omfang kan genanvendes på FGU-skolen, idet det ikke overholder de nødvendige standarder og at det er nødvendigt med en række yderligere tekniske ændringer (fedtudskillelses filtre mv.) som ikke var forudsat i det oprindelige overslag. Ændringerne har vist sig nødvendige med henblik på overholdelse af lovgivning vedrørende produktionskøkkener.
I arkitektens forslag indgår hensynet til, dels de fremsatte ønsker fra samarbejdet med Campusskolen og den kommende FGU-skole, dels genbrug af eksisterende inventar i det omfang inventaret ikke er slidt ned, og dels ombygning af lokaler, der samtidig sikrer overholdelse af de bygningsmæssige krav til undervisnings- og eksamensfaciliteter.
Endelig påvirker det økonomien, at det er valgt at medtage et meget stort ønske fra medarbejdere og ledelse på campusskolen, om at ændre og delvis fjerne trækonstruktioner i 9 fælleslokaler på campusskolen. Det har som sådant ikke noget at gøre med etableringen af FGU-skolen.
Samlet set vurderes det, at håndteringen af ændringer i folkeskolelovgivningen om obligatoriske tilvalgsfag samt opfyldelse af ønsker om bygningsændringer giver merudgifter på 5-600.000 kr. i relation til Campusskolen. De øvrige merudgifter skyldes større omkostninger end forventet i relation til etablering af FGU produktionskøkken.
Tegninger og nyeste overslag fra arkitekterne er vedlagt som bilag.