I september og oktober 2019 var der kommunalt tilsyn med Plejecenter Ortved, Plejecenter Solbakken, Træning, Den kommunale leverandør af hjemmepleje, Den private leverandør af hjemmepleje og Det Tværfaglige Rehabiliteringsteam. Tilsynsrapporterne er vedlagt som bilag.
Kommunale tilsyn føres efter Retssikkerhedslovens § 16 og Servicelovens § 148 a og § 151. I
2019 er der indgået en aftale med BDO om, at de udfører de kommunale tilsyn på trænings- og ældreområdet. Ifølge Serviceloven føres der tilsyn med, om borgerne får
hjælp i overensstemmelse med kvalitetsstandarden for træning og for personlig og praktisk hjælp.
BDO giver en samlet vurdering af tilbuddet ud fra en vurderingsskala, hvor den bedste vurdering er
”særdeles tilfredsstillende” og den laveste vurdering er ”ikke tilfredsstillende”. BDO kan desuden
give anbefalinger i tilsynsrapporterne, og kommunens tilbud udarbejder på den baggrund
handleplaner for, hvordan de vil efterleve tilsynets anbefalinger.
I de nedenstående afsnit redegøres der for de enkelte tilsyn samt for tilbuddenes opfølgning herpå.
Det Tværfaglige Rehabiliteringsteam: Tilsynet har vurderet, at Det Tværfaglige Rehabiliteringsteam er en leverandør med meget tilfredsstilende forhold. Det Tværgående Rehabiliteringsteam blev etableret i 2018 som en del af implementering af Den Rehabiliterende Organisation (DRO), og tilsynet vurderer generelt at der arbejdes målrettet og systematisk med retningslinjer og arbejdsgange. Tilsynet bemærker, at der er opdaterede forløbsnotater på alle borgere, og at der er sammenhæng til de fastsatte mål. Tilsynet har givet anledning til tre anbefalinger om tværgående møder, dokumentation og inddragelse af sygeplejen. Alle tre anbefalinger retter sig mod samarbejde på tværs og mod områder som allerede er i fokus og udvikling, bl.a. i forbindelse med udvikling og evaluering af DRO.
Den kommunale hjemmepleje: Tilsynets samlede faglige vurdering er, at hjemmeplejen er et tilbud med meget tilfredsstillende forhold. Tilsynet vurderer, at hjemmeplejen har arbejdet med anbefalingerne fra 2018, og at de mangler som tilsynet bemærker i dokumentationen kan udbedres i den kommende implementering af Fælles Sprog 3. Tilsynet har givet anledning til fem anbefalinger om henholdsvis dokumentation, levering af de visiterede ydelser og overholdelse af særlige aftaler med borgerne. Derudover er der givet anbefaling om planlægning og afholdelse af triageringsmøder. Triagering er en metode, som kan bruges til at vurdere borgernes helbredstilstand. Og i forhold til sidstnævnte anbefaling, evaluerer hjemmeplejen løbende mødepraksis og justerer denne herefter. Hjemmeplejen har løbende fokus på, at borgerne får de bevilligede ydelser, og sikrede umiddelbart efter tilsynsbesøget, at dette blev rettet op, i de to konkrete situationer som tilsynet bemærker. Derudover er der ekstra fokus på, at særaftaler med borgere, om eksempelvis tidligere eller senere besøg, holdes. Vedrørende dokumentationspraksis har hjemmeplejen i efteråret 2019 udarbejdet en ny procedure for dokumentation i Fælles Sprog 3, og er i gang med at implementere denne.
Privat leverandør af hjemmepleje Altiden: Tilsynets samlede faglige vurdering er, at Altiden er en leverandør med meget tilfredsstillende forhold. Tilsynet har givet anledning til tre anbefalinger om henholdsvis dokumentation og rengøringsstandard i borgernes hjem. Derudover anbefaler tilsynet, at Altiden fastholder fokus på kontinuitet i opgaveløsningen, så borgerne oplever at hjælpen leveres af fast og kendt personale i det omfang det er muligt. Altiden arbejder med tilsynets anbefalinger, som bl.a. har givet anledning til ekstra fokus på dokumentationen samt drøftelse af den gældende kvalitetsstandard for rengøring.
Træningsfunktionen: Der er ført tilsyn med Træningsenheden i oktober 2019, hvor tilsynet har vurderet, at der er meget tilfredsstillende forhold på enheden. Tilsynet vurderer, at træningsenheden har arbejdet målrettet med anbefalingerne fra 2018 og at der er fokus på at sikre kvalitetsudvikling i teamet. Tilsynet har givet anledning til tre anbefalinger om henholdsvis dokumentation, opfølgning med borgere som udebliver eller aflyser træning og muligheden for at oprette samtalerum til samtaler med borgere. I forhold til sidstnævnte er der i forbindelse med det nye Sundhedshus 2020 afsat plads til individuelle samtale- og behandlingsrum, hvor fortrolige samtaler med borgerne kan finde sted. Træningsenheden har løbende fokus på dokumentationspraksis og fastholder de allerede igangværende journalgennemgange og statusmøder. Når borgere udebliver eller aflyser træning er det praksis at der følges op på aflysningen med et telefonopkald. På baggrund af tilsynets anbefaling, sættes der ekstra fokus på denne praksis.
Plejecenter Solbakken: Tilsynets samlede vurdering er, at forholdene på Solbakken er meget tilfredsstillende. Tilsynet vurderer overordnet set, at Solbakken har fulgt op på anbefalingerne fra 2018, og at der løbende arbejdes på at sikre plejecenterets samlede kvalitet. Tilsynet har givet tre anbefalingerne, en om fortsat fokus på dokumentationspraksis, en anbefaling om triagering og en anbefaling om brug af fjernsyn og radio på fællesarealer. Sidstnævnte anbefaling blev der sat fokus på straks efter tilsynets besøg, så alle medarbejdere har fokus på brugen af radio og fjernsyn på fællesarealer. På Solbakken er der løbende fokus på dokumentationspraksis med faste gennemgange af journaler og drøftelser på triageringsmøder. Som opfølgning på tilsynet, har Solbakken haft fokus på triagering, og har efterfølgende sikret, at der er ens arbejdsgang på alle afdelinger på Solbakken.
Plejecenter Ortved: Tilsynet vurderer, at Plejecenter Ortved er en plejecenter med meget tilfredsstillende forhold. Tilsynet har givet anledning til en anbefaling om, at ledelsen fastholder fokus på dokumentation. Tilsynet vurderer, at den skriftlige dokumentation har en tilfredsstillende faglig og professionel standard og generelt lever op til lovgivningen og kommunens kvalitetsstandard. Og vurderer at der generelt er sikret løbende opfølgning og revidering af dokumentationen, og at dokumentationen fungerer som et aktivt redskab for hverdagens praksis.
Opsamling vedrørende dokumentation på ældreområdet:
Flere tilsyn på ældreområdet indeholder bemærkninger og anbefalinger vedrørende dokumentationspraksis og kvaliteten i dokumentationen. Alle enheder har fokus på dokumentationen og arbejder med kompetenceudvikling, procedurer og gennemgang af journaler. Derudover undersøges mulighederne for et større kompetenceforløb i samarbejde med Den Kommunale Kompetencefond i 2020-2021. Forløbet skal tilbyde medarbejdere et generelt løft i forhold til den skrevne kommunikation og dermed også dokumentation. Forløbet skal helt konkret støtte op om medarbejdere som oplever udfordringer med at skrive, stave eller bare IT-generelt.