På Ældre- og Genoptræningsudvalgets møde den 17. september 2018 besluttede udvalget, at udsætte godkendelse af høringsudkast til ny Ældre- og Værdighedspolitik, så der kunne indarbejdes konkrete målsætninger under hvert tema i politikken.
Hermed fremlægges forslag til nyt udkast til Ældre- og Værdighedspolitik (bilag 1), hvor der er indarbejdet konkrete målsætninger under hvert tema.
Det gælder for flere af målene fx mål om rehabilitering, mål om brug af livshistorie, mål om samarbejde med borgerne om planlægning af hjælpen og mål om ensomhed og værdig død, at der allerede arbejdes med dem. Dette skyldes blandt andet, at det også er indsatsområder i den nuværende Ældre- og Værdighedspolitik.
Sidst i politikken er der indsat et skema, hvor alle målsætningerne fremgår sammen med handlinger og tidsplan.
Finansiering
Målene om: Rehabilitering, Madklubber, Ensomhedskonsulent samt Ekstra tid og pleje ved terminale forløb finansiereres pt. med midler fra henholdsvis Ældrepuljen og Værdighedspuljen.
Målene om: Brugerundersøgelse, Livshistorier, Informationsmateriale, Tilrettelæggelse af hjælpen i samarbejde med borgeren, Analyse af behov for sammenhæng, Samarbejde på tværs, Vedligeholdelse af kompetencer, Ernæringsrigtig mad, Livstestamente og Undersøgelse af tilrettelæggelse af aflastning kan gennemføres som en del af driften.
Målene om: Fast og kendt personale hos borgerne, Eventuelle yderligere konkrete/nye fællesskaber (som fx madklubberne) i kommunalt regi kræver, at der findes yderligere finansiering. Derudover kan analysen af tilrettelæggelse af aflastning og analysen af behov for sammenhæng samt brugertilfredshedsundersøgelsen pege på tiltag og indsatser, som kan kræve særskilt finansiering.
Projekt for yngre og nydiagnosticerede borgere med demens gennemføres for eksterne midler samt egenfinansiering, som er fundet via driften. Der er pt. ikke afsat midler til en eventuel fortsættelse af projektet efter projektperioden.
Proces
Det fremgår af procesplanen, at udkast til ny Ældre- og Værdighedspolitik skal i offentlig høring i seks uger. Det vil betyde, at den ny politik kan præsenteres på Ældre- og Genoptræningsudvalgets møde i januar 2019 og dermed kan vedtages i Byrådet i februar 2019. Punktet vil ikke kunne blive behandlet tidligere, selvom høringsfristen blev sat til 4 uger.